BLOG
Empty article - Subtitle
Hvad bør en skole være?
Afsluttende videnskabeligt efterskrift, tredje og sidste del
Som bekendt har jeg efter moden overvejelse besluttet at nedlægge denne blog for at hellige mig andre skriveopgaver. Derfor følger her tredje og sidste del af et tredelt efterskrift, hvor min blogvirksomheds grundlæggende spørgsmål er blevet sammenfattet: 1) Hvad er et menneske?, 2) Hvordan bør man sætte mål for andre menneskers tilblivelse, samt 3) Hvad bør en skole være? De tre spørgsmål er nært forbundne, da en skole har at gøre med menneskers tilblivelse, og derfor må et svar på, hvad en skole bør være tage udgangspunkt i nogle overvejelser over, hvad et menneske i grunden er. I de to forudgående indlæg blev menneskets stilling og målangivelse behandlet, og i dette afsluttende indlæg følger således nogle tanker om skolens formål.
Det er en misforståelse at tro, at skoler er nødvendige. Det er de nemlig ikke. Faktisk har mennesket eksisteret på kloden i hundredetusindvis af år uden at have skoler, der i historisk set er en relativt ny opfindelse. Først med etableringen af katedralskolerne i middelalderen fik vi i Danmark noget, der minder om egentlig skoleundervisning, og først i 1814 blev en almen grundskoleundervisning etableret. Til gengæld er selve det, der foregår i en skole – opdragelse, omsorg og undervisning – helt og aldeles nødvendigt og har alle dage fundet sted. Skolen i sig selv kan dog sagtens undværes, hvis man vil. Endnu i vor tid findes der da også hjemmeunderviste børn, der både modtager opdragelse, omsorg og undervisning uden at gå i skole, og dette uden nævneværdige problemer. Særligt skolens funktion som simpel vidensformidler kan nemt erstattes af fx videoer, apps og individuel læsning. Hvis man som samfund alligevel gør sig besværet med at holde skole, bør man derfor tænke over, hvad man vil med den. Hvad bør skolen være? Hvad skal den gavne?
En grundskole, hvor der foregår alment dannende undervisning, bør efter min bedste vurdering sigte på at være et sted, hvor den opvoksende generation indvies i de kulturelle udtryk, normer og vaner, samfundet historisk kommer af. Altså en nutidig bestræbelse på en historisk basis – i håbet om en fremtid. Lidt som en fest, hvor gæsterne ankommer drypvis og nyankomne mødes med ordene: ”Hej, dejligt at se dig! - Nu skal jeg fortælle dig, hvad der er sket ind til videre og hvordan vi har organiseret os! Kom og vær med!”.
Denne indvielse sker især via de af kulturen fremkomne fag, dvs. matematik, fysik, historie osv., men også via dagligdags omgangsformer, traditioner, sange og levet liv. Som i alle andre livssammenhænge vil børnene uundgåeligt lære noget, men dette bevirker ikke, at det giver mening isoleret at betragte skolen som en ”læringsarena” eller et ”læringshus”. Når børn har fri fra skole, lærer de også en hel masse. Det er ikke læringen, der gør en skole til en skole. Det gør kun samværet i og om kultur.
Ordet skole betyder som bekendt ”fri tid” på græsk, hvilket henviser til, at det er et sted, man frekventerer i en livsfase, hvor man ikke behøver at arbejde. I stedet kan man så udvide sin åndelige horisont. Hvis en skole virkelig vil være skole, bør den derfor have friheden i sig i alle dens gerninger, uanset om den som i Danmark de facto er tvungen. Især når barnet ikke selv har valgt at gå i skole, er det derfor lærerens opgave at give barnet frihed i form af kundskaber, mod og virkelyst. En skole bør være et sted, hvor barnet med disse gaver finder ud af, hvem det vil blive til – om end i en Søren Kierkegaardsk forstand som forlæns bevægelse med baglæns forståelse. Af samme grund skal der undervises ambitiøst i fagene, og det er af aller største vigtighed, at børnene forlader grundskolen med en så stor viden – om så meget som muligt – som det overhovedet kan lade sig gøre. Ligeledes også en kærlighed til fagene og det at erhverve sig viden. Ikke fordi det måske kan svare sig for samfundsøkonomien, erhvervslivet eller bidrager til en eller anden materiel opfattelse af lighed – vigtigheden af den slags prioriteringer må børnene selv tage stilling til, når de med tiden bliver voksne, myndige borgere. Nej, den faglige ambition bør knytte sig til barnets frihed – jo større forståelse man har af verden, jo bedre kan man tage selvstændigt stilling til sit liv og det samliv, man indgår i. Hvis man virkelig holder af den opvoksende generation, må hele skolens virke orientere sig efter dette.
Meget mere er der i grunden ikke at sige, da vi ikke kan vide, hvad den opvoksende generation i øvrigt vil have godt af eller får brug for i fremtiden. Det bør i sidste ende være deres egen beslutning. Det eneste, vi helt eksakt har, er en overleveret kultur, som vi kan vælge at indvie dem i. At holde skole er et evigt og stående etisk spørgsmål omhandlende omgangen med andre menneskers fremtid. Der er intet, der i sig selv virker, og ej heller nogen nævneværdig evidens at støtte sig til. Skolen er et sted for undervisning, og dermed et kulturelt åndedræt – et øjeblik, hvor fortidens erkendelser og frembringelser vækkes til live i nuet mellem mennesker.
Videre læsning:
Mårtensson, Brian Degn (2015): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov
Mårtensson, Brian Degn (2016): Tilblivelse og tilsynekomst. Munkebo: Fjordager
Mårtensson, Brian Degn (2018): Mennesket som mål. København: Akademisk Forlag
