Hvor står kampen om skolen?

I det følgende vil jeg kort forsøge at skildre, hvad tidens skolekamp især handler om, og jeg vil i samme åndedrag illustrere, hvorfor den til tider kan blive så hidsig som tilfældet er. Da jeg selv tidligere som leder og embedsmand har været en del af den for tiden priviligerede klasse, vil jeg mene at jeg som nutidig kritiker har prøvet at have et ben i begge lejre. Jeg forstår godt, hvorfor så mange ledere, konsulenter og embedsfolk tænker som de gør, og det er for mig heller ikke overraskende, at de i langt tid vil vende det blinde øje til helt åbenlyse demokratiske og etiske problemer. På den anden side har jeg fra start været højlydt og offentlig kritiker af læringsrevolutionen, og jeg ved derfor også, hvad dette indebærer og medfører af personlige konsekvenser. Nedenstående er derfor skrevet på baggrund af personlige erfaringer, men med forståelse for begge fløje. Inspirationen til denne metodik har jeg naturligvis hentet fra Stefan Hermanns pamflet om dannelseskampen.

Jeg færdes ganske meget i akademiske kredse, og møder generelt stor opbakning til mit kritiske virke. Blot vælger de fleste at udtrykke opbakningen på tomandshånd - for offentligt kan det jo være farligt for karrieren.

Jeg færdes også jævnligt i politiske kredse, og taler med folkevalgte fra næsten alle partier. Også her møder jeg opbakning og forståelse, og bliver spurgt til råds om både stort og småt. Blot er der også i det politiske system en vis angst for de åbenbart særdeles magtfulde læringsrevolutionære kræfter, der stadig dominerer i uddannelsesverdenen, og derfor er der kun få, der tør tone rent flag.

Jeg har sluttelig daglig kontakt med lærere og pædagoger i folkeskolen, og møder også her stor opbakning. Dog er de fleste bange for deres ledere, der er stramt bundet op på bulletiner fra det læringsrevolutionære kompleks. Derfor vælger mange at være lidt diskrete - igen på tomandshånd.

Både akademikere, politikere og fagfolk kan sagtens se problemerne med den læringsrevolutionære ensretning, der har fundet sted siden 2012. Både teoretisk og i den helt håndgribelige udvikling i praksis. Blot er rigtig mange bange for at miste job og avancementsmuligheder, hvis de åbent støtter kritikken af den dominerende retning - der på ingen måde er udtryk for en demokratisk funderet vilje.

Det sjove ved det hele er, at linjen i min kritik er moderat og uden de store armbevægelser. Jeg er blot klassisk forankret i Vesteuropæisk filosofi, og forsøger at pege på problemerne i bevægelsen væk fra vores samfunds bærende ideer. Disse problemer er både ekstreme og store, og det må man jo så sige som det nu engang er. Når man lever i en tid med læringsrevolution, konkurrencestatslig ekstremisme og kollektiv angst, er det så åbenbart blevet "farligt" at være moderat. Nogle vil endda mene, at man skal passe på "tonen", når man bekæmper læringsrevolutionære kræfters desperate forsøg på at gennemtvinge en politik, der er et regulært opgør med vores mest værdifulde kulturelle erfaringer.

Kampen om skolen står mellem de moderate og de læringsrevolutionære. Mellem ytringsfrihed og ensretning. Mellem mennesket som åndsvæsen og det tingsliggjorte psykiske system. Mellem kultur og ikke-kultur. Mellem mod og afmagt. Mellem håb og angst.

Kampen har i mange år været ulige, og den dag i dag foregår modstanden stadig på trods. Sandt er det også, at det stadig er yderst risikabelt at forsvare skolen. Netop derfor er kampen så vigtig, og netop derfor må debatten endnu ikke "mødes på midten" - for det er ikke noget godt sted pt.

Til gengæld står kampen ikke mellem de gode og de onde. Slet ikke. Faktisk forsøger de læringsrevolutionære ad en masse omveje at forfølge nogle sympatiske dagsordener. Fx vil de gerne fremme social lighed, velstand og velfærd, og logikken er, at en ekstremt øget styring af individets opvækst, læring og tilblivelse kan bidrage hertil. Det er ikke ondskab, allerhøjest historieløst og uvidende. På samme vis er ensretningen, kampen mod kritikere og de øvrige totalitære tiltag også først og fremmest midler til at fremme de økonomiske og socialpolitiske agendaer.

Det alvorlige ved det hele er, at en skole slet ikke skal sætte børn i stand til at løse nutidigt observerede politiske problemer. I hvert fald ikke, hvis vi vil beskytte en vestlig tradition for demokrati, filosofi og civilisation. Derimod skal skolen være en indgang til et kulturelt fællesskab i form af erfaringer, fag og samværsformer, og deraf skal der hos eleverne gerne komme en evne og vilje til at definere problemer, når de bliver voksne og myndige borgere. Når de har gjort det, kan de så passende vælge midlerne til at gøre noget ved disse. Herved kan de til deres tid indgå i genskabelsen - og måske nyskabelsen - af staten og andre fællesskaber. Skolen må ikke være for direkte eller industriel effektiv i arbejdet med denne tilblivelse af myndige borgere, og stat og kommune bør metodisk naturligvis holde sig så langt væk som det er praktisk muligt. Selvfølgelig skal der være nogle regler og generelle bestemmelser, men helst så få som overhovedet muligt. Staten skal ikke lave sig nogle brugbare borgere (enevældslogikken), men borgerne skal sættes fri til bl.a. at skabe sig en stat på ny (et demokratisk ideal).