BLOG
Empty article - Subtitle
Hvordan skal vi diskutere med reformfløjen?
Må man egentlig forsvare skolen, hvis den bliver angrebet?
Som faste læsere vil vide, har jeg netop rettet en skarp kritik af KL`s seneste aktion, hvor organisationen forsøger at presse undervisningsministeren til at undlade at rette op på problemerne i folkeskolen med legitime demokratiske midler. KL har nemlig sammen med seks andre reformbegejstrede organisationer sendt et bemærkelsesværdigt brev til ministeriet, hvor de opfordrer til at fortsætte Antorinis oprindelige linje.
Sagen er, at brevet i mine øjne betjener sig af en infantil argumentation, da hverken den omfattende faglige reformkritik eller de konkrete, praktiske reformproblemer adresseres på en måde, der bare er i nærheden af virkelighedens verden. I stedet gentager brevskriverne blot Antorinis bedagede floskler fra 2013 og 2014. Set i lyset af den markante lærermangel, elev- og forældreflugten, samt de store faglige og etiske problemer i skolereformen, er dette både infantilt og galt. Tonen fra KL og co er sådan set meget lig den amerikanske præsident Donald Trump, der også opfinder egne fakta efter behag. Dette siger jeg så i mit indlæg om aktionen.
Som jeg har prøvet mange gange før, bliver jeg nu igen kritiseret for at bruge et for skarpt sprog. Denne gang er det Alexander von Oettingen, prorektor på UCsyd. Han skriver bl.a. her på folkeskolen.dk:
” For stærk retorik gør os kollektiv dummere.
Jeg deler også din bekymring, at en sammenslutning uden om lærerne ikke bærer frugt. Jeg deler også kritikken, at vi har en alt for snæver tilgang til skolen og det pædagogiske og at styring og forskning er gået i en problematisk alliance. Jeg deler også kritikken om at reformen skal justeres og at den har brug for ro. Men at betegne initiativet som "infantil", "galskab" mv er for meget. Kl, BUPL, skolelederne etc. er mange ting, men ikke infantil eller galskab. De har en position, som skal og kan kritiseres. Men hvordan kan vi finde kritk og dialogformer, som gør stærke argumenter svage og svage argumenter stærke? Jeg ved det ikke, men en alt for stærk retorik, tilslører sagens alvor og gør os kollektiv dummere (på begge fløje og i begge positioner). Måske skal det være sådan, men hvordan ser en kritik ud, der tager modstanderen alvorligt og holder fast i eget standpunkt? God weekend Brian.”
I langt de fleste tilfælde er jeg enig I Alexanders hovedbudskab: En offentlig debat bør være respektfuld, sober og uden brug af alt for stærke gloser. Af samme grund har jeg da også skrevet i omegnen af 1000 siders pæn, akademisk kritik af bl.a. reformideologien, ligesom jeg har holdt hundredevis af foredrag, hvor jeg sagligt og nøgternt diskuterer for og imod. Jeg har dertil deltaget i et hav af offentlige debatter og interviews med samme tilgang. Vigtigere er det, at en masse andre skolekyndige folk har gjort det samme. Altså har vi i samfundet haft masser af pæn, saglig kritik!
Problemet er blot, at den afmålte og hyggelige saglige debat desværre ikke er nok. Vi har jo gjort det i årevis, men alligevel fortsætter KL, Skolelederforeningen og lignende aktører med deres kontrafaktisk baserede magtanvendelse. Og hvem husker ikke Antorini, der ligesom den nuværende socialdemokratiske ordfører Annette Lind var og er helt faktaresistent? Hvor længe skal vi - helt udokumenteret - blive ved med at høre på, at "det mange steder går rigtig godt", mens folkeskolen går til grunde?
Problematisk er det også, at argumentationen i KL-brevet er vanskeligt at betegne som andet end infantil og gal pga. den konsekvente benægtelse af den omfattende faglige debat og virkelighedens forhold. Selvfølgelig er det hårdt at bruge den slags ord, men desværre er de ganske dækkende. I modsat fald skulle man pynte på tingene, men hvilken formål skulle det tjene?
Når Alexander von Oettingen og andre agerer objektive overdommere, og beder om en pænere tone, er det helt sikkert i bedste mening, for det er altså også hyggeligere, hvis vi kan tale pænt om tingene. Og igen vil jeg påpege, at jeg principielt er enig. Virkeligheden er bare, at reformstøtterne tilsyneladende ikke er modtagelige for saglig argumentation – i hvert fald har de i de forgangne år ikke reageret synderligt på det (De Radikale og SF er dog undtagelser). Ej heller udviser de mest hårdkogte af slagsen vilje til at forholde sig til den konkrete virkelighed.
Vi er nødt til at gå på to ben, således at vi både har en fortsat "pæn" saglig kritik af tingenes tilstand, kombineret med et ægte menneskeligt og folkeligt engagement i skolen. Fornuft og følelse i forening, og gerne også et sprog, der afspejler begge dele. Dertil bør vi tage højde for den sammenhæng, debatten er en del af. Da angrebet fra reformfløjens side fra 2013 og frem har været både brutalt og ekstremistisk (med lock out, de facto fyringer og anden pression), er det ikke nok blot at tale pænt. Antorini, Finansministeriet og KL igangsatte sammen med en lille gruppe forskere ”den totale krig”, de valgte tidspunktet, de valgte stedet og de valgte våbene. I en sådan må man altså forsvare sig, hvis man ellers mener, at noget er værd at beskytte. Det er trist, men sådan er det - uanset om diverse begunstigede offentlige mellemledere kan lide det eller ej.
Hvad er alternativet til kombinationen af en både pæn og passioneret kritik? Jo, det er nok status qou. For hvis man ikke kan lide den skarpe debat, kan man jo også bare lade reformeliten tromle de sidste rester af dansk kultur og pædagogik, herligt ignorerende enhver pænt formuleret kritik.
Referencer:
Blogindlæg om KL-aktionen: https://www.folkeskolen.dk/604617/hvad-er-der-gaaet-galt
Oversigt over mine bøger og artikler:
