BLOG
Empty article - Subtitle
Sådan får vi et ja til OK18 på lærerområdet!
Folkeskolen er et fælles anliggende og et fælles ansvar. Alle bør derfor gå ind for et tæt samarbejde mellem KL og DLF, men det svære spørgsmål er: På hvilket grundlag skal et sådant samarbejde foregå? I det nedstående forsøger jeg at skitsere en situation, hvor DLF`s medlemmer uden tøven burde smide konfliktretorikken på porten og komme KL konstruktivt i møde. Hvis KL således udsender en erklæring i stil med nedenstående, vi jeg på det kraftigste anbefale et ja til OK18.
Prolog: Den følgende tekst er en fiktiv fremstilling, der desværre kun er forfattet af undertegnede, der ingen tilknytning har til den omtalte organisation.
Pressemeddelelse:
KL skifter kurs på skoleområdet.
Som det har været omtalt både i pressen og på KL`s hjemmeside, har foreningens skoleudvalg igennem lang tid arbejdet på at udvikle en ny tilgang til skoleområdet. I løbet af processen har vi holdt mange møder med fagfolk fra nær og fjern, ligesom vi har haft en læsegruppe, hvor vi bl.a. har læst Statsmæssig Oplysning af N.F.S Grundtvig, Om pædagogik af Immanuel Kant og Rousseaus Emile. Hovedtanken har været at betragte skolen som en pædagogisk institution, der varetager en både almen, universel og evig opgave: At bidrage til andres tilblivelse. Skolen er i dette perspektiv ikke blot knyttet til nuet og samtiden, men er – især fra et ledelsesmæssigt og politisk perspektiv – noget, der overskrider tid og rum. Det, der foregår i en skole, er en nødvendighed til alle tider, og derfor noget blivende i selve vores eksistens. Man kan sagtens undervise og opdrage uden skoler, men det er meningsløst at have skoler uden at undervise og opdrage. Derfor skal vi netop tænke skolens opgave i et sådant evigt perspektiv: Her bliver mennesket og kulturen til! Ikke kun her, men også her! Således betragtet står det klart, at etik, kultur og menneskesyn må være det bærende grundlag for en skolepolitisk stillingtagen.
Vi må i lyset af disse erkendelser indrømme, at vi i KL har været galt afmarcheret i mange år. Vi har betragtet skolen som et slags jobcenter, hvor vi skulle producere medarbejdere til en konkurrencestat. Vi har fejlagtigt styret efter helt absurde produktionsmål, som var skolen en konservesfabrik. Vi har været alt for fokuserede på halvstuderede modeluner og kvantitative opgørelser af konstruerede pseudo-effekter. Det erkender vi, og vi tager nu konsekvensen.
Skoleudvalget har i løbet af vores proces med at forny vores skolepolitik opdaget, at den danske skoletradition, som vi tidligere så radikalt gjorde op med, faktisk har nogle grundtræk, der - set i et civilisationsperspektiv - er ganske heldige. Da Danmark gik de facto statsbankerot i 1813, var landet ikke blot fattigt. Det var også krigshærget og i identitetskrise. Året efter indførtes den almene undervisningspligt, og i de efterfølgende årtier var landet vidne til kulturel og pædagogisk opblomstring. Vi fik demokrati, højskolebevægelse, andelsbevægelse og særdeles rigt foreningsliv. Resten er historie: I det 20. århundrede udviklede Danmark sig til et internationalt forbillede med stor velstand, lav ulighed, lav korruption, høj grad af frihed, stor gensidig tillid og et stærkt fællesskab. Den dag i dag – på trods af de seneste års tilbageskridt – forsøger mange lande at gøre os kunsten efter. Disse fremskridt er i høj grad pædagogisk fremkomne, da måder at være sammen på er noget, man kulturelt videregiver fra generation til generation. Det er i undervisningen og i opdragelsen at man formidler, forstærker og fornyer værdifulde vaner. Derfor er skolen den mest afgørende institution for alt, hvad Danmark er – kulturelt, økonomisk, demokratisk og socialt. Vores studier viser endvidere, at man ikke kan opnå ovennævnte effekter ved at målstyre industrielt efter dem. Tværtimod skal skolen virke indirekte i forhold til afgørende faktorer som tillid og fællesskabsfølelse. Man kan nemlig ikke installere fx tillid i andre, men man kan fremelske forudsætninger for det - med fag, samvær og kultur.
I lyset af disse erkendelse har KL bestyrelse – efter indstilling fra skoleudvalget – besluttet at ændre strategi på området. Hovedpunkterne er:
- KL ser det som sin vigtigste opgave at beskytte skolens og lærernes autonomi, således at der i undervisningen skabes rum for menneskelig udfoldelse. Kun ved at et ægte menneskeligt engagement kan skolen indirekte fremelske betingelserne for de samværsformer, vi i Danmark anser for mest værdifulde. KL vil derfor anlægge et udstrakt armslængdeprincip til det der foregår mellem den enkelte lærer og den enkelte elev, og i stedet fokusere på rammerne for dette samvær. Vi skal skabe rum for god undervisning, hvor mennesker bliver til i samværet om kulturelle erfaringer. Rummet er bestemt vores sag, men selve samværet heri er noget, der først og fremmest sker mellem lærer og elev – i respekt for Folkeskolelovens ånd og bogstav.
- KL vil støtte den frie og passionerede omgang med kulturens værdifulde vaner og erkendelser, især i form af fag og faglige traditioner. Vi vil stå fast på, at skolens fag har et selvstændigt værd, og ikke blot tjener fx økonomiske formål. Fag som eksempelvis geografi, dansk og matematik er vigtige pga. sagen i sig selv, og netop derfor skal vi som samfund undervise de opvoksende generationer i disse. At fagene senere kan medføre job- og vækstmuligheder er i vores øjne både godt og vigtigt, men ikke noget skolen skal forholde sig alt for direkte til. I og med at skolens opgave er så stærkt knyttet til kultur, vil vi i de kommende år arbejde intenst for at styrke fagene i skolen, bl.a. i form af koordinerede indkøbsordninger til materialesamlinger, efteruddannelse og bedre faglokaler.
- KL vil stadig have fokus på folkeskolens økonomi og overordnede drift. Vores medlemskommuner har ingen pengetræer, og i de kommende år vil der mange steder være behov for at finde besparelser grundet den økonomiske politik, vi er underlagt. Dette vil vi fortsat samarbejde om at finde løsninger på, bl.a. ved at undersøge, hvordan mellemledere og vejledningsfunktioner påvirker arbejdet med at beskytte lærernes autonomi. Vi har endnu ikke færdige svar, men vil bidrage til at give de enkelte kommuner et bedre beslutningsgrundlag desangående.
- KL vil i de kommende års overenskomstforhandlinger arbejde for at sikre skolens lærere mulighed for at tage ansvar for den vigtige opgave, de har påtaget sig. Dette kan kun ske i den størst mulige frihed, og derfor vil vi arbejde for øget autonomi og fleksibilitet i forhold til arbejdstidsspørgsmålet. I samme ånd vil vi arbejde for at sikre kommunerne stærkere sanktionsmuligheder, såfremt der er lærere, der vedvarende ikke varetager opgaven med et passende alvor (fx ved objektive svigt i form af manglende fremmøde, faglig inkompetence o. lign.). KL`s overenskomststrategi går således på to ben: Frihed og ansvar.
- Sluttelig vil KL etablere et stærkere fokus på foreningens egen rolle. Vi er en forening af kommuner, der skal realisere de intentioner, folketing og regering udtrykker i form af love og bekendtgørelser. Vi har som kommunal sektor ret til at have fælles holdninger, men bør i vores arbejde altid loyalt tage udgangspunkt i gældende lovs ånd og bogstav. På skoleområdet vil vi derfor fremover sammenholde ethvert foreningstiltag med Folkeskolelovens formålsparagraf inden det iværksættes.
Epilog:
Jeg er villig til at stille ovenstående tekst vederlagsfrit til rådighed for KL, såfremt den ønskes anvendt i foreningsøjemed
