Dengang Danmark blev nr. 1

I disse år er vi meget optaget af ranglister. Vi skal måle, veje og effektivisere alting, og i konkurrencestatens tidsalder handler det om at blive nummer 1 – koste hvad det vil. I manges øjne er der tale om en objektiv sandhed, om vi vil det eller ej. Vi skal vinde, vi skal være nummer 1, og derfor kan det bestemt være relevant at undersøge, hvordan man egentlig bliver netop dét. Hvad skal der egentlig til?

Den 26. juni 1992 blev Danmark nummer 1 i en international konkurrence. På denne dato vandt vi nemlig EM i fodbold. Hvad har det med noget at gøre? Jo, det har noget med noget at gøre, idet netop denne konkurrence var meget betydningsfuld for millioner af mennesker. Samtlige lande i Europa ville meget gerne vinde, og millioner af kroner var blevet brugt på spillerlønninger, træningslejre, trænerhonorarer og andre udgifter. Foruden års træning på amatør- og eliteniveau. Der var både ære, identitet og penge på spil. Altså var der tale om en højtprofileret konkurrencesituation af stor betydning for rigtig mange mennesker.

Vigtigst er det dog, at vi som land her har en fælles erfaring med, hvordan man kan blive nummer 1 på en rangliste. Tilmed på en rangliste, hvor vi intet får foræret. Danmark er nemlig et lille land, der ikke kan trække på en stor talentbase som f.eks. England, Tyskland, Spanien og Italien kan. Altså har vi en erfaring med en international konkurrencesituation, hvor vi – mod alle odds – blev nummer 1. Lad os se på, hvordan dette kan gøres:

1) For det første kvalificerede vi os slet ikke til EM i Sverige i 1992, og vi var derfor egentlig slet ikke konkurrerende på konkurrencens præmisser. Vi var kun med, fordi Jugoslavien gik i opløsning, og vores spillere mødte derfor op til konkurrencen uden at være i kampform.

2) Vi havde ikke mange store stjerner, og vores overordnede kompetenceprofil var ikke prangende. Ganske vist var Peter Schmeichel, Flemming Povlsen og Brian Laudrup kendte navne, men dansk fodbolds største spiller – Michael Laudrup – var ikke med. Den øvrige trup blev betegnet som ”sekunda”-spillere. Ikke fordi, de var dårlige eller noget, men fordi de andre hold havde meget mere kompetente spillere.

3) Disse forhold - dårlig kampform og begrænsede kompetencer – kaldte på en anden tilgang til den internationale konkurrence. Hvad skulle vi dog gøre? Landsholdets træner, Richard Møller Nielsen, havde sin helt egne, mærkelige ideer om fodbold, og var ret ligeglad med, hvad andre mente var ”nødvendigt” og ”rigtigt”. Han fik derfor ofte verbale tæsk i medierne, af kolleger og af hans egne spillere, og der var i samtiden bred enighed om, at han snart måtte ud. Han var faktisk selv blevet træner på et ”afbud”, og skulle nu lede sit hold til EM på endnu et afbud. Det kunne kun gå galt – for den internationale konkurrence har jo sin helt egen logik, der ikke er påvirkelig af hverken ideer om fællesskab eller den slags mærkværdigheder. I offentligheden var holdningen derfor, at man måtte håbe på nogle ærefulde nederlag, og at Danmark som land ikke blev gjort helt til grin.

4) Da konkurrencen gik i gang, formåede de danske sekunda-spillere at opnå uafgjort mod England i den første kamp, hvilket var lidt af en overraskelse. Hvordan kan et utrænet, mindre kompetent hold med en håbløs træner spille lige op med en trænet og kompetent nation som England? Det var lidt af et mysterium, men til alt held tabte Danmark til værterne fra Sverige i den efterfølgende kamp, så tingene fandt et mere korrekt leje igen. I den sidste kamp i den indledende runde vandt Danmark overraskende – og med smukt fodboldspil - over Frankrig, og mysteriet optog de internationale eksperter på ny: Hvordan kan noget sådant ske? Richard Møller Nielsen gav på sit syngende fynske dialekt svaret: ”Jeg har aldrig tænkt på om den enkelte spiller spillede godt eller dårligt, men på, hvordan jeg kunne forstærke holdet”. Han havde i kampen mod Frankrig nemlig taget stjernen Brian Laudrup ud til fordel for en ganske uprøvet spiller, Lars Elstrup (selv kastede jeg på daværende tidspunkt i raseri forhåndenværende genstande efter mit fjernsyn!), der scorede det afgørende mål.

5) De andre hold havde strenge træningsprogrammer, og fødeindtagelse, hvile og taktik var nøje udmålt af stabene for de bedste hold. Det var jo klart for alle, at det var sådan man vandt i den moderne, internationale konkurrence. Disse programmer baseredes på evidens-analyser af kostens påvirkning på kroppens præstationsevne og hvorledes det optimale træningsprogram konstrueres. Stor var overraskelsen - og forargelsen - derfor, da medierne kunne vise det danske landshold på McDonalds i Malmø, på minigolfbaner og i pjattet leg i den lokale svømmehal. Ofte med en øl i hånden. Var både de og træneren blevet vanvittige? Selvfølgelig blev der også trænet - ellers kan man altså slet ikke spille fodbold kampe på det niveau – men evidensen og kompetencefokuseringen manglede altså i helt forfærdelig grad.

6) I semifinalen skulle de øldrikkende danskere møde fodbold-stormagten Holland, der rådede over en række af Europas mest kompetente spillere. Efter en af historiens mest dramatiske kampe vandt Danmarks på straffespark, og stod pludselig i en EM-finale. Dette var dog på papiret en måske lidt tvivlsom glæde, idet Danmark kun havde få spillere tilbage, der reelt var kampdygtige. Henrik Andersen havde få flækket sin knæskal (og lå på hospitalet), og flere andre havde små og store skader. Holland-kampen blev primært vundet fordi holdet i fællesskab nægtede at tabe. Holland var bestemt mere kompetente og alt muligt, men de måtte erfare, at man kan altså ikke vinde over nogen, der ikke vil tabe – og i øvrigt er ligeglade med konkurrencens egne ”sandheder”. Det var en hård, men alligevel lidt opløftende, lære: At et fællesskab altid er stærkere end individuelle kompetencer, programmer og evidente ”sandheder”. Alle vi, der fulgte med dengang, frygtede at denne smukke H.C. Andersen-fortælling skulle bryde sammen i finalen, der jo på ingen måde kunne vindes ifølge konkurrencens logik.

7) Den 26. juni slog de danske landsholdspillere Tyskland 2-0 i en fantastisk finalekamp, og blev dermed europamestre. Det var på papiret en umulighed, men alligevel skete det. Hvordan kan man vinde en international konkurrence uden at deltage på konkurrencens ”sande” præmisser? Det blev der tænkt meget over, og ekspert-svarene fordelte sig nogenlunde som følger: a) De bedste danske spillere var nok bedre end man indledningsvis havde regnet med, b) Danskerne var heldige og havde næsten hjemmebanefordel, c) De andre hold underpræsterede, samt d) Danskernes defensive strategi var lumsk og udspekuleret.

Nu står vi, ifølge mange meningsdannere og politikere, i en international konkurrencesituation af stor betydning. Den handler, som i 1992, både om penge og ære, men selvfølgelig også om ret meget andet. Men alligevel, kan de overhovedet sammenlignes? Godt nok var EM i 1992 noget, der optog mange – både befolkning, meningsdannere og politikere -, men alligevel? Fodbold er trods alt bare nogle mennesker, der sparker til en bold af læder. Det er sådan set korrekt, efter min mening. Og musik er bare kropshandlinger, der skaber nogle bølgebevægelser, der via luften rammer menneskekroppen og bliver til sammensatte lyde i hjernen. Penge er bare en forestilling om værdi repræsenteret ved nogle tal i en computer. Kærlighed er en kemisk proces i hjernen, der resulterer i en følelse af tilknytning til et andet menneske. Alt kan blive ligegyldigt, hvis vi er analytiske nok. Betydning er noget vi formulerer individuelt og i fællesskab.

EM i 1992 var en vigtig konkurrence for mange. Den nuværende uddannelseskonkurrence er en vigtig konkurrence for mange. Der er bestemt forskel i indhold og form, men det at konkurrere på internationalt plan om noget, man mener er vigtigt, er sammenfaldende. Et andet sammenfald er, at vi – ligesom i 1992 – er et lille land med få naturlige resurser og en lille talentmasse. Til gengæld har vi en rig dannelsestradition og mange dygtige forskere, der er blevet dygtige helt uden evidente programmer og kompetencefokusering. Tilmed har vi haft en fynsk landstræner, der i konkurrencesports-sammenhæng kunne finde på at sige ting som; ”Jeg har aldrig tænkt på, om den enkelte spiller spillede godt eller dårligt, men på, hvordan jeg kunne forstærke holdet”. Richard Møller Nielsen så på det sociale fællesskab – det som vi kan være og gøre sammen – ikke på målinger af, hvor hurtig eller dygtig den enkelte var. Meget Grundtvigsk og meget dansk – og en ide, der mod alle odds kunne bære til en sejr i den internationale konkurrence, når den med nænsomhed og gefühl fik lov til at virke indirekte og ikke eksplicit målfikseret.

Af denne historie kan man måske lære følgende: Danmark kan godt blive nummer 1 på internationale ranglister, som vi mener, har stor betydning. Der er grund til at antage, at vi - hvis vi vil være nummer 1 - skal bruge vores særegne danske ide om fællesskabets værdi, og at vi samtidig skal have en indirekte tilgang til selve konkurrencesituationen. Altså skal vi tro på det, vi gør og er, og ignorere konkurrencens selvskabte ”sandheder”, og hvem ved: Måske vinder vi så alligevel. Måske gør vi ikke. Vigtigst er det, at vi er nogen, ikke blot noget. Det er evident, at vi med dette kulturtræk i mange år har præsteret at høre til i toppen af rigtig mange globale ranglister – fx angående tillid, lav korruption, rigdom, lykke og lighed. Ikke for at vinde noget som helst, men for at være dem, vi gerne vil være sammen. At nogle så efterfølgende har ønsket at måle os i sammenhæng med andre, er måske meget hyggeligt, men sådan set irrelevant i forhold til alt, hvad der burde betyde noget.

Det er på mange måder flintrende ligegyldigt, at vi vandt EM i 1992. Medaljerne hænger om halsen på nogle få, og fodbold er trods alt bare en leg, hvor man sparker til noget læder. I øvrigt har det danske landshold tabt så mange gange, at der næsten kan være lige meget med at se på 1992 som andet end en obskur tilfældighed.

Der er på en måde helt afgørende, at vi vandt EM i 1992. Vi lærte nemlig - i en moderne konkurrencesituation -, at den meget danske ide om fællesskabets værdi kan noget – også når vi skal lave ranglister. Tilmed kan ideen præstere noget på en god måde, der giver plads til venskab, kærlighed, pjat, minigolf, svømmehal og samhørighed. Sejren lærte os, at effektivisering, optimering, normalisering og andre af konkurrencestatens buzzwords ikke er sandheder, men postulater, der kræver tilslutning, hvis de skal ”virke”. Verden og livet er ikke en lineær skematik, men et virvar af genstande, ytringer og processer, som vi så tillægger betydning efter normative kriterier. Hvad skal så betyde noget? Hvad skal virke? Det er vel spørgsmålet.