Skolepolitisk rangliste for 2018

Som præsident for National Comittee On Evaluation of Danish Policy of Education (NCOEDPE) er det min opgave at bekendtgøre komiteens skolepolitiske rangliste hvert år i december. Her følger derfor et sammendrag af komiteens analyse af den politiske performance for året 2018.

Vi bruger som samfund rigtig mange resurser på vores parlamentariske system, ministerier og embedsværk, men hvordan ser det ud med udbyttet? Får vi den kvalitet, man kunne forvente? Får vi som borgere egentlig nok for pengene? Hvad kan der sådan helt evidensbaseret siges herom?

Komiteen har på baggrund af omfattende studier af det forgangne års politiske debatter og forhandlinger udarbejdet en rangliste, der viser, hvordan de enkelte partier præsterer rent skolepolitisk. I beregningerne er der blevet lagt stor vægt på Christiansborg-politikken, men for fuldstændighedens skyld er udsagn og handlinger fra partiernes baglande også blevet inddraget i det samlede billede (dette gør datagrundlaget – og dertil validiteten – større). Datagrundlaget udgør partipolitiske udmeldinger i publikationer, i Folketinget, i pressen og på møder, og er indsamlet i perioden 1. januar 2018 - 13. december 2018.

De enkelte partier er blevet ranket i kategorier, hvor kategori 1 rummer de bedst præsterende, mens kategori 4 rummer de lavest præsterende. Datagrundlaget tillader ikke en præcis opdeling internt i kategorierne, så man kan ikke objektivt vurdere, hvilket af partierne i fx kategori 3, der performer bedst. Til gengæld er selve kategoriinddelingen af høj validitet.

Formålet med denne ranking er ikke at nedgøre nogen, men alene at hjælpe både de lavt- og højtpræsterende partier med at blive så dygtige de kan. Kategoriinddelingen er baseret på objektive vurderinger af partiernes evne til at handle og formulere sig skolepolitisk, og som det fremgår, er der ikke taget højde for, om partierne ligger til højre eller venstre for midten. Denne rangliste er således ikke ideologisk farvet, men en præcis måling af den skolepolitiske kvalitet. Altså lægges der i analysen af data-materialet vægt på følgende: Er argumentationen rationelt sammenhængende? Hvor høj er kvaliteten af de præmisser, der lægges til grund for de foretagne konklusioner? Handler partiet konsistent og sagligt? Som det vil fremgå, er der partier, der er meget bevidste om, hvad skolepolitik er, mens andre kun i meget ringe grad kender til området.

I forbindelse med tidligere års ranglister er komiteen blevet kritiseret for at måle kvaliteten af politiske udmeldinger set i det lys, at demokratisk politik jo reelt handler om, hvem man i grunden godt vil være og blive til - altså normative og eksistentielle spørgsmål. Denne kritik kan vi blankt afvise, eftersom de fleste partier, DPU, OECD og mange andre indflydelsesrige organisationer fastholder, at man kan måle pædagogik, som jo i grunden handler om præcis det samme - at blive til nogen. Komiteen er således på sikker grund på dette punkt, ikke blot efter dens egen opfattelse, men også hvis man spørger forskningen, politikerne selv, samt de mest toneangivende organisationer.

Igen i år har komiteen valgt at bruge betegnelsen ”Socialdemokratiet+”, hvor både moderpartiet selv, samt dets to største supportafdelinger (Skolelederforeningen + Skole og Forældre) indgår. I opgørelsen for 2016 var situationen nemlig den, at Socialdemokratiet i sig selv ikke kunne indplaceres, da det slet ikke havde ytret sig skolepolitisk, og ej heller i 2017 markerede moderpartiet sig med andet end social- og arbejdsmarkedspolitiske indlæg i skoledebatten. Derfor styrkede vi i 2017-opgørelsen datagrundlaget ved at medtage partiets supportafdelinger i beregningerne, hvorved en regulær indplacering bliver mulig. Dette har også været nødvendigt her i 2018.

Således ender vi i 2018 med følgende rangliste:

Kategori 1

Liberal Alliance

Socialistisk Folkeparti

Kategori 2

Enhedslisten

Alternativet

Dansk Folkeparti

Kategori 3

Venstre

Det radikale venstre

Konservativt Folkeparti

Kategori 4

Socialdemokratiet+

I den fornemme kategori 1 finder vi i år LA og SF. Begge partier har formuleret vigtige og velargumenterede synspunkter om det at holde skole. Der er stor indbyrdes forskel på kategoriens to partier, og det siger sig selv, at de politisk har en lang række uenigheder. Ikke desto mindre må de begge vurderes som højt præsterende. De tager generelt området alvorligt, og gør sig besværet med både at lytte og tænke. Særligt i år er det, at SF – især repræsenteret ved Jacob Mark – har prioriteret området højt, og trods udpræget valgkampstemning har haft modet til at tale imod Socialdemokratiets teknokratisme. Tidligere har især Enhedslisten holdt den venstreorienterede fane højest i skole- og uddannelsespolitikken, men det har i 2018 entydigt været SF, der har markeret sig stærkest. På den anden fløj har LA ingen reel konkurrence, og komiteens materiale viser klart, at Merete Riisager og Henrik Dahl er lysår foran deres borgerlige fæller i henholdsvis skole- og uddannelsespolitiske spørgsmål. I de kommende år bliver det spædende at se, om partiet kan fastholde denne position, når Merete Riisager efter eget udsagn ikke ønsker at genopstille til næste valg.

I den respektable kategori 2 finder vi DF, Enhedslisten og Alternativet.  For DF´s vedkommende skyldes den flotte placering primært Alex Ahrendtsen og Marie Krarup, der vedholdende taler for dannelse og faglighed i en tid, hvor mange socialkonstruktivistisk skolede mellemledere og embedsmænd ikke kan se anden end 21st century skills, digitalisering og databaseret ledelse. Denne vedholdenhed har sikret en række fornuftige forlig og politiske aftaler. Enhedslisten og Alternativet har i tidligere opgørelser ligget i den flotte kategori 1, men synes i år at have tabt pusten. Dog kan begge partier til en vis grad stadig være stolte, da de som bekendt tidligere har formuleret sammenhængende politikker på området, og derfor kan navigere rimeligt sikkert i det politiske spil trods en manglende prioritering af området.

Kategori 3 rummer tre partier; Venstre, Konservativt Folkeparti og De radikale. Venstre bærer stadig sammen med Socialdemokraterne hovedansvaret for problemerne på skole- og uddannelsesområdet. Dog har partiet en forståelse for de frie skolers funktion i samfundet, og formår også grundet regeringssamarbejdet med LA at indtage flere moderate synspunkter end Socialdemokratiet. Alligevel må Venstre nøjes med en indplacering i kategori 3, da partiets ledelse åbenlyst ikke har til sinds at tage et regulært opgør med den teknokratisme, Venstre i sin tid indførte sammen med konkurrencestatsideologerne fra Socialdemokratiet. De konservative forsømmer fortsat skolepolitikken på landspolitisk niveau, og opnår kun en placering i kategori 3 takket været dets kommunale og intellektuelle bagland, hvor den skolepolitisk nok stærkeste ide-debat til gengæld finder sted. De radikale har tidligere ligget i kategori 2, og har faktisk stadig mange solidt begrundede synspunkter i skoledebatten. Imidlertid har partiet i 2018 haft svært ved at stå fast på dets liberale principper, og har ikke gjort ret meget for at bekæmpe den anti-liberale teknokratisme, som vennerne i S holder så meget af. Eksempelvis har partiet ikke udvist den store velvilje over for henholdsvis Jakob Marks og Merete Riisagers mange forslag til reduktion af den konkurrencestatslige teknokratisme. Dette burde ellers være en hjertesag for de radikale, men alligevel holdes der i stor stil fast ved samarbejdet med S.

I den noget skamfulde kategori 4 finder vi igen i år Socialdemokratiet+, der som nævnt også inkluderer Skolelederforeningen og sammenslutningen Skole og forældre. Sidstnævnte supportafdeling har netop skiftet formand, og det bliver spændende at se, om den herefter fortsat vil være at finde i den socialdemokratiske lejr. Moderpartiet selv har egentlig ikke leveret ret mange skolepolitiske udsagn, selv om dets statsministerkandidat pt agiterer for en fremtid som ”børnenes statsminister”. Denne besynderlige udmelding må basere sig på det forhold, at partiet tror, at de danske børn ligefrem skulle have lyst til på dataficeret vis at blive reduceret til konkurrencestatslige instrumenter i en global kamp om vækst og nihilistisk lighed, hvor alle på evidensbaseret vis gøres til intet (og dermed er helt lige arbejds- og forbrugsinstrumenter). Partiet har i 2018 på alle måder fastholdt de forgangne års kulturfjendtlige og teknokratisk-instrumentelle læringspolitik, hvor skolerne reelt blot er en slags finansministerielle jobcentre.

Referencer/ videre læsning:

Ranglisten for 2017: https://www.folkeskolen.dk/621637/skolepolitisk-rangliste-2017

Ranglisten for 2016: https://www.folkeskolen.dk/597681/skolepolitisk-rangliste-2016

Diverse links og delrapporter: http://briandegnmaartensson.dk/bibliografi.html