BLOG

Empty article - Subtitle

Opgør med ”Stakkels Bambi strategien”

Opholdet i Canada har indtil videre været meget interessant. Der er erfaringer, vi kan lære af, og bestemt også elementer, hvor vi gør det lige så godt eller bedre i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et af de punkter, hvor jeg mener, vi kan lære noget, er canadiernes tilgang til elever fra ressourcesvage hjem. Canada er et immigrantsamfund, og mens mange immigranter hurtigt finder melodien, slås andre for at finde deres ben i det canadiske samfund. I Canada har man længe været optagede af børn fra sidstnævnte familier, men på trods af opmærksomheden forblev resultaterne i en længere årrække ikke tilfredsstillende. Strategien var båret af den gode vilje, men forbedringerne af elevernes faglige niveau udeblev. Der blev givet penge til mentorordninger, frokostordninger og særligt dygtige lærere blev udpeget til at løfte niveauet på skoler med mange elever fra ressourcesvage hjem.

Mary Jean Gallagher, der har til ansvar at implementere Ontarios uddannelsesstrategi, kalder den forfejlede tilgang for ”The Poor Deer Strategy” eller i en dansk udgave ”Stakkels Bambi strategien”. Som hun forklarede os det i dag, brugte lærere og skolefolk meget krudt på udsatte elever, men en god del af krudtet blev også brugt på at finde undskyldninger for, hvorfor resultaterne ikke var bedre. Der blev ikke forventet ret meget af disse elever. Vendepunktet kom, da både ministerium, lærere og skoleledere indså, at det ikke nyttede at behandle børnene som stakler – eller ”Poor deers”. Positive forventninger og konkrete faglige krav viste sig derimod at gøre en forskel. Ved at sætte mål for elevernes faglige kunnen og sætte alt ind på at nå dem, lykkedes det at løfte den gruppe af elever, der før fik mindst ud af undervisningen.