5 th Summit on the Teaching Profession er slut

Drøftelserne i dette års summit har været forholdvis ustrukturerede. Efter de tre sessions sidder jeg derfor tilbage med en række synspunkter, spændende eksempler og ubesvarede spørgsmål, der alt sammen skal have lidt tid til at bundfælde sig. Et gennemgående tema har været at skabe respekt om lærernes arbejde. 

Lederskab, anerkendelse, lærerens tro på egne muligheder, innovation - i alle temaer har behovet for at skabe respekt for lærerarbejdet haft en central placering. 

Fra Finland har vi endnu en gang hørt om betydningen af samarbejdet med lærerne og deres organisationer på alle niveauer. Et samarbejde, der ikke blot handler om implementering af politiske beslutninger men et samarbejde, der også omhandler grundlæggende drøftelse om, hvad målet med uddannelsessystemet er, og hvordan målene nås. Finland bliver fortsat fremhævet hele bordet rundt. Og den svenske delegation kunne fortælle, at de nu vil lade sig inspirere af Findland i deres "genopbygning" af den svenske grundskole.

New Zealand, Singapore, Svejts, Shanghai - alle kan fortælle om et værdifuldt samarbejde mellem regeringen og lærerorganisationerne. Et samarbejde der ikke er uden udfordringer, men som beskrives som forudsætningen for de forbedringer, der er sket i de pågældende lande.

Lærernes rolle, samarbejdende lederskab, lærernes rolle i ledelsen af skolerne og lærerarbejdets indbyggede lederrolle har været drøftet såvel ud fra et forskningsperspektiv som ud fra erfaringerne fra de deltagende lande.Ganske som forventet har jeg ikke hørt et ord om, "at nu skal lederne lede og fordele arbejdet", eller "nu skal lærerne ledes som alle andre". Tværtimod - vi har hørt om betydningen af stor autonomi til lærerne som forudsæstning for, at eleverne når de bedste resultater og som en vigtig forudsætning for, at lærerfaget er en respekteret profession. Vi har hørt om betydningen af at understøtte lærernes professionelle ansvar og skabe rum og muligheder for det.

Self-efficacy hænger sammen med lærernes autonomi, lærernes muligheder for at kunne løse opgave og beslutningstagernes respekt for lærernes professionalisme. "Hvordan kan vi forvente, at samfundet viser lærerprofessionen respekt, hvis politiklerne ikke gør det", som en spurgte.

Samarbejde om undervisningen og samarbejde om udvikling af undervisningen har fyldt meget. Mentorordninger for nyansatte, observationer af andre læreres undervisning, supervision og underviservejlederes rolle er har været bragt ind i diskussionen. I Shanghai, hvor den generelle arbejdsuge er på 44 timer, bruger lærerne 15 - 18 timer på undervisning, fordi samarbejde om fagene, undervisningen og eleverne prioriteres højt. Og nej, tiden til dette vigtige samarbejde kan ikke bare findes ved at gøre tingene på en anden. Det skal prioriteres af leder og bevilgende myndigheder. I Finland, hvor lærerne som maksimum underviser 24 - 25 lektioner om ugen har alle lærere minimum tre timer til samarbejdsopgaven om ugen.

De nævnte samarbejdsformer, tryghed for lærerne, teacher leadership, lærere med gode udviklingsmuligheder er nogle af forudsætningerne for et innovativt læringsmiljø. Flere lande kunne endvidere fortælle, at de med centrale midler støtter udviklingsprojekter.

Hovedet og notesblokken er fyldt med spændende input. Nu skal de sorteres, organiseres og gennem et kritisk eftersyn. Vi kan lade os inspirere af hinanden, men vores uddannelsespolitik er en vigtig del af vores kultur. Den måde vi indretter vores uddannelsessystem på, har betydning for, hvilket samfund vi får. Derfor kan vi ikke bare kopiere hinanden, og derfor kan vi heller ikke tale om "evidence based decision making". Vi må i stedet bruge begrebet "evidence informed decision making". Vi må aktiv tage stilling til, hvilket uddannelsessystem vi ønsker, og hvilket samfund vi ønsker. Også i den sammenhæng har inspiration fra andre lande en stor værdi.