BLOG

Empty article - Subtitle

Hvad er en modtagelsesklasse?

Et kig ind i en modtagelsesklasse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det bedste ved at være lærer i en modtagelsesklasse er, at følge ’mine’ elever og den udvikling de går igennem. Det er børn som kommer med tunge oplevelser i bagagen. At se dem knytte bånd til hinanden, få tillid til folk omkring sig og knække koden til det danske sprog er ret unikt. Det er meget givende for mig som lærer, at opleve deres nysgerrighed og glæde ved at gå i skole. Tænk, et fantastisk mod.

Det er sjældent vi får et indblik i folkeskolernes modtagelsesklasser. Det seneste halvandet år har jeg næsten kun hørt m-klasserne omtalt som noget kommunerne lukker, og afvikler rundt omkring i Danmark.

Først vil jeg fortælle lidt om hvad en modtagelsesklasse er. Fælles for alle børnene i modtagelsesklassen er, at det er  børn der er rykket op med rode. De er rykket til et nyt land, de kan ikke tale sproget (endnu) og de savner deres venner, deres hjem og resten af deres familie. I øjeblikket har jeg primært børn fra Syrien. Det er børn der sammen med deres familier er flygtet fra krigen. Ikke alle børn fra Syrien er traumatiserede, men alle har tunge oplevelser med sig.

Det gør at undervisningen er tilrettelagt på en særlig måde, hvor der er fokus på struktur, ritualer og forældresamarbejde. Nogle  elever har aldrig gået i skole, andre har mange års skolegang bag sig. Vi må have op til 12 elever; jeg plejer sige at vi har 12 niveauer i klassen.  

Eleverne kommer løbende gennem skoleåret, og når de har tilegnet sig et ”hverdagsdansk” begynder jeg at arbejde på at målrette deres undervisning til det klassetrin de skal udsluses på. Det er et stort, men vigtigt arbejde.

Glæder mig meget over at jeg fremover skal blogge på Folkeskolen.dk. Jeg vil med denne blog dele hverdagshistorier med jer fra modtagelsesklassen, men især vil jeg have et fagligt fokus på hvordan man kan arbejde med flersprogethed i almenklasserne.