BLOG
Empty article - Subtitle
Samarbejde styrker musiklæreruddannelserne
Mette Thue, projektleder i Sangens Hus, gæsteblogger denne gang om De Fire Vinde, et samarbejdsprojekt som har styrket musiklæreruddannelserne på både professionshøjskole og musikkonservatorium.
Latter, glæde, netværk, refleksion, nye kompetencer og fokus på skolebørnene, det er der kommet ud af pilotprojektet De Fire Vinde som blev realiseret i et samarbejde mellem Professionshøjskolen Metropol i København, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM), elever fra syv skoleklasser på tre Frederiksbergskoler og Sangens Hus.
Nu spirer praksissamarbejder på tværs af musiklæreruddannelserne, og opfordringen lyder derfor på at få skrevet praksisbaserede fællesmoduler ind i studieordningerne for musiklæreruddannelserne på bachelorniveau.
”Hensigten med pilotprojektet De Fire Vinde var at undersøge, om praksisbaserede samarbejder kunne styrke begge musiklæreruddannelser. Vi lavede et forløb for de studerende, hvor de sammen var i praktik i syv skoleklasser og arbejdede med produktion af historier, sange og melodier til en fælles afsluttende koncert, og det kom der noget godt ud af både for skoleeleverne og for de studerende fra begge musiklæreruddannelser”, siger Peter Frost, der er projektleder ved Sangens Hus og faciliterede det nye samarbejde gennem pilotprojektet.
”Praksissamarbejder på tværs er givende, og det synes jeg, man skal man dyrke noget mere”, siger Peter Frost fra Sangens Hus.
Finn Holst, der er ekstern lektor og ph.d. ved DPU, bakker ham op:
”Da jeg skrev min ph.d.-afhandling i 2013, var der polarisering og positioneringer imellem musiklæreruddannelserne, og mulighederne for at samarbejde i praksis var op ad bakke. De institutionelle strukturer og forståelsen for hinanden var i vejen, og silotænkningen var for markant. Men der er sket rigtig meget siden”, siger Finn Holst, og fortsætter:
”Nu er samarbejder generelt begyndt at spire. Man lærer hinanden at kende, skaber netværk, lærer af hinandens styrker, og fokus er nu børnene i skolerne frem for de institutionelle forskelle”, siger Finn Holst.
Pilotprojekt som løftestang
Pilotprojektet De Fire Vinde foregik fra november 2015 til marts 2016. Ud over Metropol, DKDM og Sangens Hus, der varetog projektledelsen, deltog syv skoleklasser fra hhv. Skolen ved søerne, Søndermarkskolen og Frederiksberg Friskole.
”Projektet De Fire Vinde foregik i starten af 2016, men vi mærker det stadig så tæt på, for det har haft stor betydning for det, vi gør. Vi har fået skabt flere platforme, og vi ønsker ikke at slippe det, vi har opnået”, siger Kirsten Juul Seidenfaden, der er komponist og underviser på DKDM.
”Vi fik en masse ud af det tværprofessionelle møde. De studerende fra begge institutioner er under uddannelse til musiklærere, men hvor er det forskelligt, det vi forstår ved musikundervisning. Det er spændende for vores lærerstuderende at møde AM’erne fra konservatoriet. Og en af de ting, der lykkedes godt i projektet var, at de studerende fra de to læreruddannede blev et samlet team i skoleelevernes øjne”, siger Signe Adrian, der er lektor i musik ved Professionshøjskolen Metropol og fortsætter:
”Det gik lynhurtigt med at finde ud af, hvilke styrker de studerende hver især havde. Eksempelvis at have en god leg til at lære 28 navne at kende. De studerende var gode til at trække på det de var gode til og til at bakke hinanden op. Vi så de studerende begyndte at bytte roller i løbet af praktikperioden, og det vil vi gerne have mere af”, siger Signe Adrian, og Finn Holst supplerer:
”Hvis de studerende på tværs af musiklæreruddannelser lærer hinanden at kende og får relationer og kendskab til hinandens styrker allerede på studierne, så får vi ikke kløfter, der skal bearbejdes efter uddannelsen er afsluttet”, siger Finn Holst.
Styrket faglighed og refleksion
Retrospektivt opfattes musikeren på konservatoriet som en professionsuddannelse, mens opfattelsen af musikpædagogen som professionen på konservatorierne har haltet bagud sammen med anerkendelsen af didaktik og musikpædagogik.
”Noget af det vidunderlige for de lærerstuderende var at opleve, at de studerende ved de to uddannelser ligner hinanden. Det at få en forståelse for hinandens faglighed, få sat ansigt på og turde gå i dialog. Det kommer hurtigt, når man er studerende. Og vi vil gerne fange dem under uddannelsen, inden de sander til med fordomme over for hinanden”, siger Signe Adrian.
Også på konservatoriet havde de studerende godt af at få set på musikpædagogik med nye øjne, nye muligheder og i nye rammer.
”Vi har brug for samarbejder omkring Almen Musiklæreruddannelsen - og i det hele taget på hele DKDM, fordi det for de studerende kan åbne en dør. Jeg synes vi alle har brug for at se musikpædagogik som et brandvigtigt erhverv”, siger Kirsten Juul Seidenfaden.
Pilotprojektet De Fire Vinde kulminerede med en koncert på konservatoriet i koncertsalen på det gamle radiohus med alle eleverne fra de syv skoleklasser og de musikstuderende.
”Sikke det vælter ind med børn og ud med musik. Hvem står for det? Spurgte de andre musikstuderende. Det gør AM”, fortæller Kirsten Juul Seidenfaden og fortsætter:
”Mit håb er, at samarbejdet kan skabe en form for kulturændring her på konservatoriet. Med pilotprojektet har vi fået bekræftet, at der er stor interesse for det i huset, både blandt de øvrige studerende og fra ledelsen på konservatoriet”, siger Kirsten Juul Seidenfaden.
Også Finn Holst ser perspektiver heri:
”Samarbejdet giver et refleksionsrum. De læreruddannede har en enorm didaktisk og pædagogisk faglighed. Den opmærksomhed kan man godt bruge på konservatoriet til at folde musikken ud med”, siger han.
”Når de studerende bliver bekendt med det refleksive, kan de også tage det ind i andre rum af deres arbejdsliv. De får italesat mange ting. Når det lykkedes i en tryg ramme, så kan de tage det med over i arbejdsrum som f.eks. et øverum, koncertrum, præstationsrum, orkesterrum etc.”, siger Kirsten Juul Seidenfaden.
Finn Holst ser flere fine, samtidige eksempler på samarbejde omkring musikuddannelser, hvor det musikpædagogiske refleksionsniveau løftes.
”Tænk om vi kunne få et praksisrettet fællesmodul, hvor mødet skal føre til et øget refleksionsniveau for alle musiklæreruddannelser”, siger Finn Holst.
Det tredje rum
Samarbejdet omkring pilotprojektet opstod, fordi Peter Frost fra Sangens Hus iagttog et ønske om mere samarbejde. Han researchede på området og fandt Finn Holsts ph.d.-afhandling Professionel musiklærerpraksis: Professionsviden og lærerkompetence med særligt henblik på musikundervisning i grundskole og musikskole samt læreruddannelse hertil.
”Så mødte jeg Signe og Kirsten, og I kunne se ideen i, at der kunne være mulighed for at løfte begge uddannelser gennem et fælles pilotprojekt, hvor der ikke var strukturer, der skulle opfyldes”, siger Peter Frost.
”Det bedste ved samarbejdet var glæden over at mødes og energien og lysten til at samarbejde. Det rum, Peter skabte, var helt fantastisk”, siger Signe Adrian.
”Vi fik lov at være i et kreativt kunstnerisk rum, hvor vi holdt det svævende, og vi kunne fokusere på det, der skete. For mig som underviser var det dejligt at få lov til at være så levende inde i det rum. Det er også inspirerende for de studerende at opleve min faglighed som komponist sammen med skolebørnene”, siger Kirsten Juul Seidenfaden, og Finn Holst kommenterer:
”Når jeg lytter til jer, er det meget klart for mig, at disse samarbejder skal foregå i et tredje rum, og det er det Peter har skabt. Ikke i den ene eller den anden silo, men et tredje rum. Det kræver en dygtig projektleder, der holder processen åben som udviklingsrum”, siger Finn Holst.
Fra pilot til aftale
Pilotprojektet De Fire Vinde var en succes, fordi det styrkede begge musiklæreruddannelser, og det var samtidig en god proces for skoleeleverne. Derfor har rektorerne fra Metropol og DKDM efterfølgende skrevet under på en samarbejdsaftale omkring musik i praksisarbejde i folkeskolen og stillet en lille pulje penge til rådighed for samarbejdet.
”Vi har en formel samarbejdsaftale nu. Den er accepteret både oppefra og nedefra”, siger Signe Adrian.
”Ja, så nu kunne man ønske sig, at samarbejdsaftalerne breder sig. Gerne til studieordningerne”, siger Kirsten Juul Seidenfaden.
Drømme om studieordninger
Den fælles drøm for de fire adspurgte er flere samarbejder på tværs af musiklæreruddannelser med flere konkrete eksempler på praksisbaserede fællesmoduler indskrevet i studieordningerne på bacheloruddannelserne og understøttet af en forsøgspulje. Og selv om det er nemmest at realisere samarbejder mellem AM og læreruddannelsen, fordi skolebørnene som målgruppe er den samme, finder de fire, at det kunne være fantastisk at få pædagogerne med.