BLOG
Empty article - Subtitle
INKLUSION – Kontroversiel, men hvad er det?
Inklusion er et vigtigt og stærkt debatteret emne. Lykkedes den eller ej? Meningerne er stærkt delte. Regeringen har nu nedsat et udvalg. Det skal undersøge, hvordan det er gået med inklusionen. Med afsæt i forskning vil jeg den kommende tid sætte spotlys på inklusion.
Lige nu lægger jeg sidste hånd på en bog med titlen Udvikling. Den skal udkomme på Samfundslitteraturs serie om professionens begreber. En del af bogen handler om inklusion – som professionsbegreb, dens muligheder og problemer. Det har ført mig ind i den omfattende internationale forskning. Den skal Folkeskolens læsere indvies i. Det vil jeg fremtidig gøre ved en række inklusions-blogs. Det her er den første.Til en start: Det vigtigt at definere inklusion og dens modsætning eksklusion. Men det er også vigtigt at skelne mellem forskellige typer. Det har inklusionsdebatten forsømt. Der har været for meget ’begrebsslask’ i debatten. Det er et problem, når vi skal vurdere kriterierne for, om inklusionen kan lykkes eller ej.Eksklusion defineres som ’udelukkelse fra’ (Den Store Danske). Når det handler om børn og elever, er det udelukkelse fra den almindelige folkeskole. Dvs. nogle børn og elever som på grund af ’særlige behov eller problemer’ undervises i specialklasser/skoler. Defineret sådan, handler det om strukturel eksklusion. Når en elev løftes over i en almindelig folkeskole klasse er der sket en strukturel inklusion. Men inklusion er mere end det. Det defineres her:
”Inklusion handler om barnets oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab, og det er centralt for at lære noget og for at udvikle sig. Alle børn og unge har brug for at indgå i et fællesskab med pædagoger, lærere og andre børn og unge. Inklusionstankegangen betyder et perspektivskifte fra det enkelte barn til fokus på det fælles”. (Ressourcecenter for Inklusion og Specialundervisning (RIS) – online)
Her ses en offentlig ansvarlig organisation gå ud med et klart idealistisk ærinde – italesætter, definerer inklusion som noget godt. Centrale nøgleord er: ’Barnets oplevelse’; ’værdifuld deltager’; ’fællesskaber’; ’fokus på det fælles’; ’perspektivskifte’. Definitionen glimrer med sine stjerneord. Hvem kan dog være imod, at ekskluderede inddrages i fælleskabet med alle de andre? Det har da også (måske bortset fra lærerne, som mærker konsekvenserne til dagligt) været vanskelig at være imod inklusion som sådan, selv om de ’praktiske’ problemer kan være mange. Man kan fristes til at tage denne logiske konsekvens: Den definitoriske grundsten er, at inklusion kun er supergodt, dvs. til alle inkluderede børns bedste. Mener man dét, udelukkes de kritiske spørgsmål: Er inklusion overhovedet et gode? Hvad har de børn mistet, som før var i deres specialklasser? Hvordan oplever de deres dagligdag som 'anderledes' i klassen, i frikvarteret? Er de med i børnefælleskabet? Bordet fanger altså, hvis præmisserne (mere eller mindre bevidst) godtages. Hvis regeringens nedsatte udvalg, eksempelvis gør det, hvad kan vi forvente? Svar: En række inklusions goder fremhæves, men også nogle ’praktiske problemer’. Vi må så tage det sure med det søde og komme videre i inklusionssporet.
Tak for nu! Næste blog om inklusion: Hvordan kan inklusion føre til eksklusion? Hvordan kan læring blive til "Jeg dur ikke"-læring?
