3. Læring og udvikling 141204

”Udvikling er i min forståelse noget ganske andet. Eleven udvikler en personlighed, en kontaktkultur, en kønsrolle, en kulturel og national profil. Sådanne ”udviklingsprodukter” går langt dybere ind i personen end lærte fagkundskaber og kompetencer.

Bourdieu har fat i noget af denne udvikling med hans begreb ”habitus”: En kropsligt indlejret automatik som styrer hvordan et ordentligt menneske handler i naturlige hverdagssituationer og fx viser en ”ærefuld adfærd”. Der er tale om kropsliggjorte værdi- og normsystemer, som ikke på nogen måde uden videre kan ændres. Udvikling strukturerer det bevidste og ubevidste følelsesliv dybt inde og til dels udenom personens selverkendelse. Fundamentale motoriske bevægelsesmønstre hører også til udvikling. Samt et nøje selvoplevet unikt kendskab til den kontekst, hvori personen er vokset op og vigtige nøglekompetencer til orientering og handling heri.

Det er min opfattelse at så dybe psykologisk-kropslige dannelser ikke i noget væsentligt omfang påvirkes af læring. Heller ikke af skolemæssig læring. Således kan man ikke gennem en struktureret læreproces udvikle en anden personlighed, en anden social kontaktform, en andens kønsrolleprofil, eller en anden kulturel identitet med tilhørende specialkompetencer.

Derfor, af præcis denne årsag, er integration af flygtninge og indvandrere ikke noget, som kan sættes på en læringsformel, hvilket de danske erfaringer efter min vurdering også tydeligt viser.

Betyder dette, at personligheden og de andre ovennævnte udviklingselementer ikke kan ændres. Som vi ved: Nej! Hvorfor? Fordi der kan ske en ny, en videregående udvikling. Den kan blot ikke programmeres. Den kan ikke designes gennem et træningsprogram fordi udviklingsprocessen er en totalproces, der omfatter bevidste, ubevidste og kropslige lag i personen og som ingen kan forudsige resultatet af.

Når man derfor i folkeskolen lægger op til at en af folkeskolens opgaver er at skabe personlig og social udvikling hos eleverne tror jeg ikke det er muligt. Man kan undervise i den rette adfærd, man kan have dybe dialoger om mobning og brug af sociale medier. Men hvordan det enkelte barn helhedsmæssigt bearbejder sådanne input fra skolens side står og falder altid med barnets samlede livsverden. Hvad der end sker i skolen bliver det sigtet gennem hverdagslivets og familielivets vigtigste kerner.

Min samlede konklusion på dette punkt er derfor at ”udvikling” undslipper enhver undervisningsmæssig bestræbelse.

Jamen kan man slet ikke nå frem til at ændre sig selv? Kan læreren ikke nå frem til fx en langt bedre kontaktform over for eleverne? Jo. Men ikke ved at deltage i strukturerede undervisningsforløb. Kun ved at sætte sig selv fuldt og helt på spil. Jo dybere et reaktionsmønster ligger hos en, desto mere på man risikere for at ændre det. Og en sådan proces går også langt ud over seminarieuddannelsen og senere efteruddannelse.

Læring af fagkundskaber og kompetencer derimod. Det kan vi strukturere. Det ved vi meget om, hvordan vi frembringer.

Undervisning og læring er to væsensforskellige processer. Og hvorfor er jeg optaget af dette? Fordi jeg stædigt søger at rendyrke et afgrænset, præciseret og brugbart læringsbegreb.