BLOG
Empty article - Subtitle
What's your name?
’What’s your name?’ ’My name is Susanne!’ Jeg husker tydeligt min første engelsktime i folkeskolen, selv om den ligger tilbage til starten af 1980’erne. Vi elever kunne fra dag ét have en lille samtale med hinanden på et fremmedsprog i en tid, hvor vi nok havde kendskab til engelsk fra monopol-tv-kanalen, DR, men ikke var udsat for samme sprogbad på engelsk, som børn i dag er det.
Det var fedt at kunne sætte de nyerhvervede fremmedsprogskompetencer i spil med det samme, men alligevel var det jo på samme tid også lidt mærkeligt at skulle spørge Helle, Ditte, Vibe og Karen om hvad de hed, for det vidste jeg jo for pokker i forvejen!
Det skal give mening
Sprogundervisning skal være meningsfuld! Vi lærer sprog for at kunne få indblik i andre livsverdener, for at kunne udtrykke holdninger og for at dele viden med hinanden. Det skal kunne ses - også i begynderundervisningen! Et simpelt greb til at skabe meningsfuldhed kan være at man som lærer laver informationskløftaktiviteter. Altså elev A har noget information som elev B har brug for og vice versa. Der er dermed skabt et behov for kommunikation. Vender vi således tilbage til situationen fra før, ville en lille ændring i spørgsmålet være med til at skabe mening: ’What’s your mother’s name?’ eller ’What’s your dog’s name?’ osv.
Det skal være sjovt
I den tidlige begynderundervisning i engelsk, tysk og fransk kan man med fordel inddrage rollespil og leg. Hermed rammer man også elevernes nærmeste udviklingszone. I projektet Tidlig Sprogstart, som Københavns Universitet, Metropol og UCC har samarbejdet med en række Københavnske folkeskoler om. har de deltagende lærere designet et forløb til engelskundervisningen, hvor eleverne skal kreere et monster. Her kommer et vigtigt ordforråd i spil, nemlig ord for kropdele, tal og farver på en sjov måde. Det er sjovt – og uforudsigeligt – at monsteret har tre øjne (to blå og et brunt), seks fødder med ni grønne tæer på hver. Grundlaget for en sjov og meningsfuld kommunikation er lagt!