BLOG
Empty article - Subtitle
The Digital Food Container
THE DIGITAL FOOD CONTAINER
Projekt ”The Digital Food Container” (skoleåret 2014/2015) og tegningen af Løgstør Skoles digitale skolehave taler måske for sig selv. Det drejer sig i korte træk om IT, skolehave og sund SKOLEMAD, hvor IT er det bærende element.
Et af projekterne i ”The Digital Foodcontainer” er, at eleverne og linjelærerne til skolens Sports/sundhedslinje skal arbejde med økologi og IT. Dette digitale madforløb består dels af en decideret ernæringsfaglig del og dels en digital del.
I den ernæringsfaglige del skal eleverne arbejde både praktisk og teoretisk. De præsenteres for grundlæggende ernæringsteori med udgangspunkt i kostrådene, således de har et fundament til at kunne tage kritisk stilling til fødevarevalg, fødevaresikkerhed, usund kost og konsekvenser. Eleverne skal lære at forholde sig kritisk og bevidst til sådanne problemstillinger, som kan opleves overvældende.
Samtidig skal eleverne undervises ud fra tesen om, at alle fødevarer har en historie. Eleverne skal opleve, hvor råvarer kommer fra, og hvordan de produceres. De skal bl.a. besøge en alsidig økologisk landmand på Livø, en fiskerelateret virksomhed Vildsund Blue, se et dambrug og besøge virksomheden Rokkedahl kyllingefarm, hvilket skal skabe fødevarebevidsthed og øget forståelse for forbrugerens valg og muligheder.
Derudover skal eleverne opleve glæden ved at lave mad til dem selv og SFO-børnene. De skal opleve, sanse og blive nysgerrige på måltider og madkultur og vigtigheden og glæden heraf.
Elevernes kompetencer skal styrkes i forhold til madlavning og sundhed, så sundhed ikke kun forstås som gulerødder og kål, men også som det at lære at lave mad, sin egen mad og være så stolt af det, man har lavet, at man også får lyst til at smage på det.
”Forskning viser, at den form for motivation, der skabes i undervisningen med brugbar viden, eksperimenter, begrebsdannelse, etiske overvejelser og ikke mindst æstetiske oplevelser, er et unikt fundament for at fremme elevernes læring og trivsel. Samtidig peger forskning på, at håndtering af fødevarer og praktisk madlavning har en positiv indflydelse på elevernes måde at forholde sig til mad, sundhed, kvalitet og forbrug på. ” ( Citat: Karen Wistoft, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet og medlem af arbejdsgruppen for Fælles Mål i Madkundskab).
For at udbrede og dele den ernæringsfaglige viden anvendes QR koder ”Quick Response”, og Apps produceres som et digitalt redskab til denne videndeling.
Ved at anvende de gratis QR koder bliver brugeren via sin mobiltelefon hurtigt ledt til et site, hvor der vises nøjagtigt det, afsender ønsker at fortælle om eksempelvis en fødevare eller et filmklip om en tilberedningsmetode. Det kan udbygges og differentieres alt efter behov og målgruppe.
Det er kommunikation og videndeling, hvor læreren kan dele sin viden, eller elever kan fortælle hinanden, til forældre eller elever fra andre hold. Det ”site”, hvor koden ”linker” til, kan løbende opdateres og udbygges.
Målet er, at eleverne kan blive selvhjulpne og selv producere billeder, tekst og lignende, som læreren blot udbygger, hvis nødvendigt.