BLOG

Empty article - Subtitle

Overflødig bestikkelseskage

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ved at være nogle dage siden, at jeg fik nyt hjemkundskabshold. Det er den anden halvdel af 7. klasse. og jeg må konstatere, at der er forskel på hold. Jeg havde en ide om, at det nok var nogenlunde samme type elever, når nu de går i samme klasse. Men de er nogle andre. Og det samme kan jeg sige om mig selv. Jeg er heller ikke den helt samme lærer i dag som ved skoleårets start. Mine erfaringer med det tidligere hold resulterede i, at der skulle strammes op på deres måde at håndtere køkkenhygiejnen. Så jeg præsenterede det nye hold for hard core hygiejnelære fra dag et - kun hjulpet på vej af, at jeg bagte en brownie til at fordøje mikroorganismerne med. Jeg havde sommerfugle i maven ved tanken om at skulle præsentere mit nye hold for denne teorigang, for mine erfaringer vidnede om, at det var svært at få gennemført teorigangen, og så blev dagen hurtigt derefter. Til min store overraskelse var min bestikkelseskage dog helt overflødig. Eleverne tog godt imod dagens opgave, og der var ingen brok at spore. Jeg følte en vild lettelse over deres engagement. Det her var min egen lille sejr. Tænk at det kunne være så nemt.

Dem eller mig?

Det store spørgsmål som endnu florerer i mit hoved er, hvorvidt det var mig eller dem, der var anderledes? Selvfølgelig er gruppen af elever en anden, men jeg kan ikke lade være at tænke på, min egen forandring. Kan jeg på et halvt skoleår allerede have udviklet en smule mere lærerautoritet? Eller var det, fordi jeg virkelig var klar i spyttet og langt mere velforberedt, end jeg måske tidligere havde været? Kan de langt bedre mærke mig og min begejstring for faget, fordi jeg nu føler, at min undervisning rent faktisk lykkedes? Mine egne ”briller” er i hvert fald nogle andre nu, og det er langt sjovere at være hjemkundskabslærer, når eleverne gider både faget og læreren.

A piece of cake

Det er faktisk gået hen og blevet nemt at lave undervisning på holdet. Til gengæld er det blevet langt mere krævende at forberede mig. Jeg kan ikke bare spise dem af med lidt læsning og derefter en tur i køkkenet. Forberedelserne var lidt nemmere før, og timerne langt mere krævende. Nu er det omvendt.

Min undervisning ligner nu langt mere den jeg forestillede mig, da jeg gik på seminariet. Konklusionen på det må jo så være at hold, klasser og elever jo på ingen måde er ens, men meget forskellige, og jeg må rette ind, uden at gå for meget på kompromis med min faglighed. Måske er det bare sådan, det er i folkeskolen?