Læs mere fra Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver:
Røde kvinder og blå mænd – politik er blevet en køn omgang...
Aldrig har der været en så stor politisk kløft mellem kønnene, end der ses blandt de 18-29-årige i dag. Rundt om i verden ses tydelige eksempler, og måske findes de også i vores klasseværelser?
Stod det til kvinderne havde
Folketinget et stort rødt flertal. Ved Folketingsvalget i 2022 stemte 59
procent af kvinderne på enten Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF,
Enhedslisten, Alternativet eller Frie Grønne, og det er især de unge kvinder,
der rykker ud på venstrefløjen.
Over hele den vestlige verden ses samme udvikling. De unge kvinder rykker, som
i Danmark, ud på venstrefløjen, mens de unge mænd tiltrækkes af højrefløjen -
dog i lidt mindre grad. Et eksempel fra den store verden er Sydkorea. Her mener
80 procent af mændene i 20’erne, at ligestillingen er gået for vidt, og at det
nu er mændene, der bliver diskrimineret.
Kønsmæssige mærkesager
Nu er der langt fra Sydkoreas
unge mænd til folkeskolens udskolingsklasser, men måske ses tendensen til
kønsmæssige uenigheder også i samfundsfagstimerne?
Her tænker jeg ikke kun på
partiforhold, men derimod på holdninger til spørgsmål om abort, klima, miljø,
flygtninge/indvandrere osv. Gad vide om de kønsmæssige forskelle allerede ses i
Folkeskolens klasselokaler? Jeg vil i hvert fald tage debatten med mine elever.
Amerikanske tendenser forude?
Debat er der også i USA. Hvem
der skal være præsident afgøres i november, men Donald Trump skal næppe læse
meningsmålingerne foretaget blandt de unge.
I disse målinger fører Biden med
hele 33 procent blandt de 18-29-årige kvinder. I samme aldersgruppe hos mændene
er den siddende præsidents føring blot seks procent. Og denne kønsmæssige forskel kan vise sig at få store konsekvenser for
befolkningstilvæksten.
Den politiske nultolerance er meget udbredt. En
meningsmåling fra 2021 viste, at 71% af de universitetsstuderende kvinder, der
stemte demokratisk, ikke ville date en politisk modstander. Denne polarisering
kalder flere amerikanske forskere for en potentiel fare for familiedannelsen og
befolkningstallet i Guds eget land.
Materialer til din samfundsfagsundervisning
Så langt fra hinanden er
kønnene trods alt ikke i Danmark. Alligevel er det oplagt at inddrage disse
forskelle i undervisningen. På www.ssfkompas.dk findes en guldgrube af gratis
undervisningsmaterialer til alle skolens fag – og selvfølgelig også til vores
kulturfag.
Her synes jeg afgjort, at forløbet om ”Ligestilling og politik” er
et kig værd. Her kan piger og drenge bl.a. se, hvad både de røde og blå partier mener.