Julen er et juletræskludetæppe af fortællinger fra fortiden

For mig begynder julen for alvor, når jeg slår op i H.C. Andersens Samlede Eventyr og læser "Grantræet" for min klasse. Det er en juletradition, jeg selv har indført, og selvom historien er et af H. C. Andersens mere triste tingseventyr, er der så meget jul og stof til eftertanke i den, så jeg vender tilbage til den hvert. Fra syvende til niende klasse.

Læsningen efterfølges af Lars Ostenfelds kortfilm, "Grantræet", som er en moderne filmatisering af det gamle eventyr. Ostenfeld er naturfotograf, og det fornægter sig på ingen på måde i filmen, der sender os direkte ud i vinterskoven, hvor det lille grantræ har alt for travlt med at vokse sig stort som de andre træer, der fældes og bruges til skibsmaster, og nogle særligt smukke træer bliver hvert år ved juletid fældet og kørt på hestevogne ud af skoven. Nikolaj Lie Kaas lægger stemme til grantræet, og filmen holder sig relativ tæt til det oprindelige eventyr. Vi kan stadig lære ikke altid at have så travlt, og måske lade som om, at vi har alt, hvad vi tør ønske os i vores uvidenhed.

Men julen er også historie, og jeg har flere gange brugt en film fra vikingesitet, Grimfrost, hvor svenske Johann Hegg fortæller om julen, som den er blevet fejret i Norden før i tiden. Hegg er for de fleste kendt som forsanger i dødsmetalbandet Amon Amarth, men bag det gutturale brøl og det store skæg gemmer sig en inkarneret historie- og vikingenørd, der ved meget om vores fælles oldtid.

I filmen får vi slået fast, at begrebet jul, eller yule, rækker langt længere tilbage end kristendommen, og er en betegnelse for vores solhvervsfest i Skandinavien. Lyset vender langsomt tilbage og mørket fortrænges, og det virker som endnu et eksempel på en tradition, som kristendommen i sin tid måtte affinde sig med var en del af den gamle folkelore. I hvert fald fejrer vi stadig yule med skinke eller flæskesteg, der siges at stamme fra ornen Særrimner, der forsynede de faldne vikinger med flæsk i Valhal.

På samme vis forholder dig sig med den ærkenordiske julebuk, som kan stamme fra Tors geder, Tanngjorst og Tanngrisner, der trak tordengudens kærre hen over himlen, og helt op i 1800- tallet var det ikke Sankt Nikolaus, der kom med gaverne, men selveste julebukken. På finsk hedder julemanden, joulupukki, eller på dansk: Julebukken.

Til sidst må vi ikke glemme vores traditionelle historier om gårdboerne, der har beboet de danske gårde op gennem tiderne. Gårdboen, eller nissen, skulle man sørge for at holde på, hvis han først flyttede ind på gården, for han var en værdifuld hjælper, hvis loyalitet var livslang, hvis man sørgede for grød til ham året rundt. Nisserne stammer fra vætterne, der udsprang fra sten og rødder i den nordiske folkelore, og de er udpræget hedenske væsner, som pýnter de danske hjem side om side med engle og krybespil. Af samme grund ses nisser sjældent i kirkerne.

Har man lidt mindre klasser kan jeg roligt anbefale, "Nissen" af Astrid Lindgren og Harald Wiberg, fra 1965, "Hyggen" af Lars Henrik Olsen, 1979 eller "Historien om nissen", af Bjarne Reuter fra 2019. Det er ikke julehistorier for børn, man løber tør for lige med det samme.

Med disse anbefalinger med rod i det oldnordiske, det hedenske, det kristne og det danske skal her fra bloggen lyde en rigtig god yule.