Skal atomkraft, ligesom i Frankrig, være en del af vores energi, eller kan det ikke betale sig?

Lærer: Vi skal forstå debatten om vindmøller eller atomkraft fra flere sider

Det sker ofte, at atomkraft bringes på banen. Det komplicerede spørgsmål koges ofte ned til 'ja' eller 'nej', men der er mange flere dilemmaer og nuancer. Det kan både natur- og kulturfag være med til at belyse.  

Offentliggjort

Forleden talte jeg med min gode kollega. Han havde set programmet for Samfundsfagslærernes Dag. Som geografilærer undrede han sig.  

"Arbejder I med sådan noget i jeres fag?" spurgte han lettere uforstående. 

Han var, med sin viden om geografifagets mål, vant til at arbejde med både "Demografi og erhverv" og "Jordkloden og dens klima". Blandt andet spørgsmålet om atomkraft i Danmark var central i hans undervisning. 

Vi kulturfagslærere kan hjælpe til, så eleverne får en større sammenhæng i undervisningen. De kan med guidens få øjnene op for, at en sag kan ses fra flere sider og med inddragelse af perspektiver fra flere fag. 

Atomkraft versus vindmøller

Jeg er hverken atom- eller vindenergiekspert, så de tekniske forklaringer må naturfagslæreren klare. Derimod ved jeg som samfundsfagslærer en smule om økonomi. Med de samfundsfaglige briller vil jeg præsentere eleverne for de tal, som Greenpower Denmark offentliggjorde i december sidste år. Her kan det blandt andet læses, at den grønne energisektor beskæftiger over 100.000 danskere, hvor lidt over halvdelen af disse arbejder i vindmølleindustrien. 

Økonomisk biddrager sektoren med en samlet eksport på over 100 milliarder kroner, med Tyskland, USA og Storbritannien som de vigtigste markeder. Det er store tal, men også i tiden usikre markeder. Kommer vi mon til at opleve en nedgang i denne eksport? Disse tal er fakta, mens beregninger om atomkraft er noget mere usikre. Konkret vil jeg lade eleverne undersøge, hvad de politiske partier mener, og ikke mindst hvad de bruger af argumenter for og imod atomkraft. Blandt andet Liberal Alliances syn på sagen kunne være interessant at inddrage.     

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lars A. Haakonsen er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er at dele sine refleksioner om fagene, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: l.haakonsen@yahoo.com

Historiefaget kan, naturligvis, altid gøre os klogere. Grunden til at vi ikke har atomkraft i Danmark kan spores tilbage til en folketingsbeslutning i 1985. Her blev det bestemt, at atomkraft ikke skulle være en del af den danske energiforsyning. 

I historiefaget vil det også være yderst relevant, at inddrage kanonpunktet "Energikrisen 1973". Dengang var debatten rødglødende, efter de olieeksporterende lande i Mellemøsten satte prisen voldsomt op. Til at belyse dette kan anbefales Marianne Dietzs dilemmarollespil "Energikrisen". Dette findes i bogen "På spil i historien", som blandt andet kan lånes til gennemsyn på dit lokale CFU. I spillet tildeles eleverne forskellige roller, enten som fortalere for eller modstandere af atomkraft. 

Tag med til Samfundsfagslærernes Dag

Som tidligere skrevet er jeg på ingen måde energiekspert. Dog er jeg blevet en del klogere ved at lytte til DR podcasten "Guld og grønne skove". Sidste afsnit handlede om Tyskland, hvilket netop er det vigtigste eksportområde for danske virksomheder inden for den grønne opstilling. 

Ønsker man at vide mere om atomkraft, kan man på faktalink finde en stor mængde information, samt et par gode og undervisningsrelevante videoer om netop atomkraft. Og så tilbage til hvor vi startede. Årets "Samfundsfagslærernes Dag" har "bæredygtighed og kritisk tænkning" som tema. Der er stadig ledige pladser i Aarhus den 18. marts, og dagen efter i Roskilde. Tag endelig naturfagskollegaen med, så I kan blive klar til, at se på den samme sag fra flere fag.