Læs mere fra bloggen: Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Blog
Det tror jeg altså ikke på, Lars!
Græsk mytologi, historiebrug, kildekritik og farvelægningsopgaver i 4.B? Det er næppe ord brugt i mange googlesøgninger. Trods det gav det et par lærerige og sjove historietimer – også selvom læreren til sidst blev bedt om at tage længere ud på landet…
Offentliggjort
Sidst opdateret
Jeg har i dette skoleår fået gaven, jeg ikke anede, jeg ønskede mig. En 4.-klasse! To timers historie hver onsdag.
Vi er startet med at genopfriske vores viden om
bronzealderen og ikke mindst Solvognen. Dette nationale kanonpunkt er brugt som
afsæt til en tur til det gamle Grækenland. Solguden Helios kan ved første
øjekast ligne en copypaste af den mere end 3.400 år gamle danske
Solvogn, så har vi mennesker – trods afstand af både tid og geografi – mon
tænkt samme tanker om bl.a. Solen?
Græsk mytologi og farveblyanterne
Efter denne sammenligning talte vi om Athen og Sparta. De to byers store forskelligheder blev diskuteret og efter en vis fascination af styret i Sparta, mente de fleste elever alligevel, de hellere ville leve i nutidens Danmark.
Herefter var det tid til et par fortællinger fra den græske mytologi og ikke mindst de skabninger, der findes deri. Et par elever havde været på Kreta, hvorfor jeg straks måbende spurgte, hvordan de turde det?! Vidste de ikke, at Minotauros levede der?
Afslutningsvis var der frit valg på en farvelægningsopgave. På tegningens bagside skulle de skrive en fagtekst, og denne tekst og den tilhørende tegning skal forældrene se som lektie. På denne måde får eleverne formidlingskasketten på.
Kompetenceområdet ”Historiebrug”
Men stop lige! Er faget nu blevet til myter og billedkunst-light på bekostning af historiefaglighed? På ingen måde. I faghæftet kan man bl.a. læse, at eleven kan skelne mellem typer af historiske fortællinger. Desuden gav det god mening for eleverne, at et amerikansk sko- og tøjfirma netop er opkaldt efter en græsk sejrsgudinde.
Desuden kan dette mini-forløb også vække elevernes kildekritiske sans, hvilket jeg fik bevis for. Da jeg i slutningen af timen gik rundt i klassen, kiggede Sebastian, som var godt i gang med at skrive en tekst om Minotauros, op på mig. Inden jeg nåede at spørge om han manglede hjælp, konstaterede han med en god portion skepsis; ”Jeg tror altså ikke på det. Lars. Den her må du længere ud på landet med”.
Sidstnævnte kan blive en udfordring, når man arbejder i Sindal, men Sebastians kildekritiske sans kan der ikke sættes en finger på.
