Den ikke helt lette standpunktskarakter i kristendomkundskab

Normalt synes jeg ikke, det er svært at give karakterer. Mange tusinde tekster har været gennem hænderne i tidens løb, og til prøverne er der sjældent den store tvivl. Når man kender en klasse gennem flere år eller gennem flere fag, giver de fleste standpunktskarakterer også sig selv.

Men særlig en karakter volder mig til stadighed problemer, fordi jeg føler, at mit vurderingsgrundlag er spinkelt.

Hvert år får jeg minimum en ny niendeklasse i kristendomskundskab, og de skal nu have deres første karakter i faget. Hos os i Gentofte Kommune har de unge mennesker ikke kristendom i ottende klasse, fordi de her går til konfirmationsforberedelse. Derfor har de ikke haft faget siden syvende klasse, og med al respekt i øvrigt, så er det begrænset, hvor meget der har rodfæstet sig fra syvende til niende klasse i det fag. Det er i øvrigt heller ikke en selvfølge, at de alle er blevet konfirmeret i mellemtiden.

Dette indebærer, at jeg i år skal give karakterer efter bare 10 timer eller ca. 13 lektioner, og det er ikke et særtilfælde. Dette være sig til elever, som jeg møder i én time, én gang om ugen, og som jeg ikke nødvendigvis kender i forvejen. Særligt med visse elever skal jeg lægge hovedet gevaldigt i blød.

Jeg indhentes af virkeligheden

Som jeg har skrevet om før i bloggen, så gør jeg en del ud af, at eleverne skal skrive mindre tekster i kulturfagene, lave præsentationer m.m. Virkeligheden kan dog indhente mig fra tid til anden, og så når jeg ikke at få planlagt det antal afleveringer, jeg gerne vil. Derved bliver karaktergivningen i højere grad baseret på de mundtlige præstationer i den ugentlige undervisning, og det synes jeg er lige lovlig lidt, når kendskabet til klassen alt andet lige er begrænset. Vel vidende, at vi taler overvejende mundtlige fag.

Anden standpunkt, og evt. årskarakter er noget sikrere. Der har jeg haft klassen længe, og kan vurdere dem på et bredere grundlag.

Eventuelt kan jeg skele til elevernes karakterer i de andre kulturfag, men på nuværende tidspunkt er de ikke givet, og hvad hvis jeg ikke ikke har samme billede af eleven i min undervisning? Hos os er det desuden en kendsgerning, at de to andre kulturfag har flere timer, og at eleverne har haft fagene gennem hele udskolingen.

Kulturfagskaraktererne ligger ofte nogenlunde ens i de tre fag, men det hænder, at en elev eksempelvis præsterer højere i samfundsfag end i kristendomskundskab, simpelthen fordi det ene fag fanger den pågælende elev mere end det andet.

I sidste ende er der selvfølgelig den faglige drøftelse med klassens øvrige lærere. Den skal man ikke fornægte, men det er nu engang mig, der skal træffe beslutningen, og jeg lægger jeg mig typisk op ad samme princip, som hvis jeg er ude som censor: Hvis en voteringen rammer 50/50 mellem to karakterer, så vælger jeg den højeste karakter. Det mener jeg eleven er bedst tjent med, uden at vi skal forfalde til gavebod.

Næste indlæg herfra kommer til at handle om kulturfagene og julen, og om hvor du kan finde hyggelig tværfaglig undervisning, der bringer julen ind i klasseværelset.