Flere nyttige tiltag i den nye prøvevejledning for skriftlig fremstilling, men er de nyttige for alle?

Foto: skovshovedskole.aula.dk

De største ændringer ses afgjort i danskfaget, og det er derfor her, vi dykker ned i dette indlæg.

Jeg er som udgangspunkt positiv overfor den kurs, der lægges for skriftligheden.

De arbitrære genrekonventioner, som danskfaget i en årrække har været underlagt, er trængt noget i baggrunden og i stedet har man skuet gevaldigt op for forholdet mellem afsender og modtager af teksten. Ikke at jeg betragter genrerne som irrelevante, men de har udviklet sig med tiden med forgreninger og blandinger, og man kan med rette stille spørgsmålstegn ved nogle af de genrer, vi gennem årene har skrevet i folkeskolen. Særligt i de store klasser. Derfor er det da også ekspliciteret, at eleven ikke prøves i faste, forhåndsdefinerede genrer (s.22), men derimod i fremstillingsformer. Fremstillingsformer, der passer til skrivesituationen, så det fremmer kommunikationen mellem afsender og modtager. Fremstillingsformerne er i det hele taget prioriteret markant, hvilket naturligvis bør influere direkte på undervisningen, hvis det ikke allerede gør det.

Fremstillingsformen skal bidrage til at gøre indholdet meningsfuldt for modtageren, og her bevæger vi os for mig at se op på et abstraktionsniveau, som kan være svært for nogle niendeklasseselever at leve op til. For hvad vil det sige at gøre indholdet meningsfuldt? En af flere nøgler kunne være at lære eleverne i stadig stigende grad at tænke en implicit modtager af teksten ind i skriveprocessen, men dette er komplekst og kræver tid og forståelse.

Dette formuleres således i vejledningen:

” Elevens besvarelse kan både referere til egen livsverden og en større omverden, og det er i denne sammenhæng, at eleven udtrykker meningsfulde tanker og ideer. En god besvarelse har et indhold, der fremstår meningsfuldt i situationen for en forestillet læser”. (s. 22).

Realistiske tekstlængder

En anden væsentlig understregning vedrører tekstens længde:

” Elevens besvarelse skal heller ikke have en bestemt minimums- eller maksimumslængde, med mindre, det er angivet i opgavekravene.” (s. 22).

Her rammer vi noget rigtig brugbart, for det har længe været et problem, at vi har forventet at eleverne skulle skrive klummer, debatindlæg og blogindlæg på op mod halvanden siden i niende klasse, hvilket i virkelighedens verden er meget lange indlæg. (apropos nærværende) Tekstlængden optager eleverne en del og spørgsmålet, ”hvor langt skal det være?” er bestemt ikke ualmindeligt. I stedet for fokus på tekstlængden kan eleven nu bruge tid på selve formen og kommunikationen med modtageren. Tiden bliver givet bedre ud. Det kan arbejdes med det meningsfulde indhold.

” Det er afgørende for censors vurdering af besvarelsens form, at elevens besvarelse passer til den situation, den skal fungere i, og det formål, den skal opfylde”. (s.23).

Hver ting til sin tid?

Det sidste nedslag i denne omgang retter sig mod en formulering, som jeg finder interessant, fordi den på den ene side søger at specificere, at det er form, indhold og afsender/ modtagerrelation, der er det primære i skriftlig fremstilling.

”Enkeltstående fejl og uhensigtsmæssigheder kan ikke få afgørende betydning for den samlede bedømmelse. Retskrivning prøves i en særskilt prøve og skal i skriftlig fremstilling vurderes funktionelt i forhold til besvarelsens helhed og funktion i situationen”. (s. 23).

Det efterlader unægtelig eleven med en hvis frihedsgrad i forhold til retskrivning, og tilsyneladende også i forhold til tegnsætning, der typisk også er at forefinde i anden del af retskrivningsprøven. 

På den anden side henvises censorerne til et vurderingsskema i bilag 6, som indeholder et kriterie, der kan være forskellige opfattelser af.

”I hvilken grad hænger elevens besvarelse sammen sprogligt og multimodalt (tekstens makro- niveau)?" (s.37)

Må man ikke antage, at sproglig sammenhæng, eller sammenhængskraft om man vil, også er betinget af retskrivning og tegnsætning. Jeg vil pege på, at det er et af de punkter, der vil kræve præcisering, fordi der kan meget forskellige holdninger til, i hvor høj grad man heraf skal acceptere fejl i retskrivning og tegnsætning.

Det er oplagt, at man i danskgruppen i udskolingen sætter sig sammen og diskuterer indholdet af vejledningen, så man kan nå frem til en didaktisk konsensus for undervisningen. Hvordan fremmer man elevernes evne til at overskue tekstens funktion, indhold og form bedst muligt? Det kræver en fælles vej.

Hermed overvejelserne for denne gang. Næste blogindlæg vil se nærmere på den nye prøvevejledning for kulturfagene. 

God weekend og glædelig første søndag i advent derude.