Læs mere fra Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver:
Her er de bedste, gratis undervisningsforløb om Grønland og rigsfællesskabet
Det er ingen nyhed at Grønland og rigsfællesskabet får en del opmærksomhed for tiden, men hvor kan man finde de nyeste undervisningsmaterialer?
Fornyligt spurgte en TV2-journalist tilfældige danske unge, om deres viden om Grønland. Den var for manges vedkommende ikke stor. Indslaget kan ses her. Siden skoleåret 2023/24 har "Nordatlanten og rigsfællesskabet" været del af kanonlisten, og dermed et obligatorisk tema i historieundervisningen. Dermed er svaret på, hvorfor vi skal undervise omkring dette givet, så lad os se nærmere på, hvilke gratis materialer der findes.
Skattekisten fra Det grønlandske hus
På Dagens Grønland findes undervisningsforløb målrettet alle klassetrin til grundskolen. Jeg kan ikke prale med at have nærstuderet alle de fine forløb, men "Fortidens spor" skal mine egne elever i hvert fald snart afprøve. Forløbet findes til både 5.-6. klasse og udskolingen. Til sidstnævnte er samfundsfag også inddraget. Udgangspunktet i begge forløb er det såkaldte eksperiment, hvor i alt 22 grønlandske børn sendt til Danmark i 1951. Disse børn blev taget væk fra deres familier og skulle bo hos plejefamilier i Danmark. Udover denne sag gives der også et indblik i den grønlandske historie. Som tidligere skrevet har jeg ikke selv afprøvet forløbet, men det kommer jeg snart til. Der er i øvrigt lavet en spillefilm om eksperimentet, og denne kan bl.a. ses på filmstriben.dk.
Polarskolen - Det ser spændende ud
Polarskolen.dk er et andet godt bud på gode undervisningsmaterialer. Siden er en non-profit forening, der arbejder for at øge kendskabet til Grønland og Færøerne. Ved første øjekast kan siden virke en smule rodet, men jeg faldt over et fedt elevhæfte til udskolingen, som både bød på opgaver til matematik, samfundsfag og historie. Udover disse gratis materialer kan Polarskolen også komme ud og undervise på den enkelte skole.
Riget i Nord
Når et materiale er udarbejdet af blandt andet Jens Aage Poulsen og Astrid Danielsen kan man godt glæde sig. På rigetinord.com findes en perlerække af kilder og spil tiltænkt 6.-10. klassetrin. Dilemmarollespillet om Grønland har en nærmest nutidig dimension, eftersom en af hovedpersonerne er den amerikanske udenrigsminister, James Byrnes. Spillet foregår kort tid efter 2. verdenskrig, og her tilbyder Mr. Byrnes at USA kan købe Grønland for 100 millioner dollars. Lyder det bekendt?
Ud over dette dilemmaspil findes også et om Færøerne, samt meget andet godt.
Det var tre websider, fyldt med gode og gratis materialer til undervisning omkring Nordatlanten og rigsfællesskabet, så mon ikke de unges viden ser noget anderledes ud næste gang TV2 går på gaden og interviewer de unge mennesker.