Hvad vil du have, jeg skal sige???

"Du skal deltage noget mere i undervisningen". "Du skal prøve at komme noget mere på banen". "Prøv om du kan markere noget mere. Måske tre gange i hvert modul".

Ovenstående klinger både bekendt og foruroligende i min erindring fra hele mit lærerliv. Det er sætninger, jeg har sagt til et utal at elever gennem årene. Det er dog først for nyligt, at jeg kom til at overveje, hvad jeg ville have svaret, hvis en elev har spurgt: "Hvad vil du have, jeg skal sige?"

Jeg kunne såmænd nok have givet et svar, når de første sekunders perpleksitet havde lagt sig, men havde svaret været fyldestgørende i den forstand, at det om sider var lykkedes mig at få en elev til at erkende, at mundtlighed i skolen ikke handler om at gætte, hvad læreren tænker? At der ikke nødvendigvis findes rigtige og forkerte svar? That Would be the Day!

Den entydige mundtlighed

Studier fra Norge viser, hvordan skoleelevers opfattelse af mundtlig er temmelig ensporet. Det handler om at svare på læreren spørgsmål og selv i målrettede, mundtlige forløb, fylder lærerens egen mundtlighed ca. 2/3 af undervisningen. Endvidere falder lysten til at deltage mundtlig op mod udskolingen, hvilke må siges at være uheldigt, eftersom det er her, at eleverne faktisk bliver bedømt på blandt andet deres mundtlige deltagelse. Det er det, som udgør problemets kerne. (Penne og Hertzberg, 2019).

Vi må løbende spørge os selv, hvad vi anser som værende god, mundtlig deltagelse. Dette indlæg skal læses som indledende overvejelser vedrørende mundtlighed i både dansk og kulturfagene, men jeg kan sagtens forestille mig, at det er samme problemer, der gør sig gældende hele vejen rundt i alle fag.

Den hurtige vej til flow

Det er først og fremmest interessant at se på, hvordan vi som lærere opfatter mundtlighed. Efterfølgende bør vi også se på os selv og spørge, om vi er kritiske nok i vores bedømmelse af mundtligheden i fagene. Jeg er næppe ene om ind imellem at stille mig tilfreds med meget kortfattede og på ingen måder uddybende svar fra mine elever. Ene og alene af hensyn til mit flow i undervisningen. Der er flere gode grunde til, at vi er forsigtige med at forholde os åbenlyst kritiske til elevsvar. Vi ønsker ikke at udstille vores elever. Vi vil gerne indgyde til selvtillid, og vi er bange for, at vi ved at forholde os kritiske netop ufrivilligt kommer til at understøtte forestilligen om, at det handler om at gætte, hvad vi tænker. Under alle omstændigheder er rammesætningen igen det springende punkt. Hvilke rammer sætter vi op for vores mundtlighed, hvad er vores læringsmål, og hvordan vurderer vi elevsvarene kvalitativt, så vi kan omsætte dem til tegn på læring, erkendelse og indsigt hos eleverne.

Formålet med dette indlæg er altså ikke at give svar, men derimod at stille de fornødne spørgsmål. Som i mange andre tilfælde starter vi i egen navle, fordi mundtligheden i stigende grad interesserer mig, og fordi jeg gerne vil vide, hvad der tænkes ude i de faglige netværk.

Lad os få tungen på gled derude.