Desværre. Du er ikke parat til uddannelse.

Debatten er allerede i gang. I alle afkroge i og uden for folkeskolen diskuteres det, hvordan vi bedst muligt forbereder vores elever til den konkurrencekultur, de allerede er en del af, når de rammer ottende klasse og karakterer og UPV’erne indfinder sig. 

I folkeskolen modtager eleverne ikke mindre end fire uddannelsesparathedsvurderinger. To i ottende og to i niende. Uddannelsesparathedsvurderingen rummer sit eget største benspænd, og derfor bør den revurderes.

Indledningsvist er jeg stor fortaler for, at vi guider vores elever i retning af ungdomsuddannelser allerede i ottende klasse. Det er forventeligt og tilrådeligt, at eleverne gør sig overvejelser om deres uddannelsesvej efter folkeskolen. Ved at rette et uforpligtende fokus på fremtiden allerede midtvejs i ottende klasse, har vi god tid til grundig vejledning, og vi kan forberede eleverne på, hvad der evt. skal til, for at de kan gå den vej, de drømmer om. Vi kan guide elever, der enten er i tvivl eller som muligvis skal anvises nogle andre muligheder end eksempelvis en gymnasial uddannelse. Det er ikke alle, der nødvendigvis skal i gymnasiet. Mange elever overraskes desuden, når de opdager, hvor mange uddannelsesveje, vi har i Danmark.

Egnet eller parat?

Men de er ikke i tvivl. De ved, at det forventes af dem, at de skal have en uddannelse, og det er her, at betegnelses ”uddannelsesparathedsvurdering” efter min mening er en fejltagelse.

Før i tiden kunne man blive erklæret ikke egnet, måske egnet eller egnet til gymnasiet. Det gik man væk fra for herefter at indføre en parathedsvurdering. Jeg er bange for, at man skal ud i et nærmere etymologisk studie af, hvordan ”parat” i den sammenhæng adskiller sig fra ”egnet”. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er jeg stødt på adskillige elever for hvem en negativ parathedsvurdering har været en veritabel spand kold vand i hovedet på børn, der af forskellige årsager har modtaget en sådan.

Det er fint, at man ihærdigt forsøger at forklare en 14- årig, at han skam har både resten af ottende og hele niende klasse til at ændre vurderingen, da den jo ikke er statisk. For eleven er det et slag, og en meget konkret manifestering af, at man i hvert fald for nuværende ikke er parat til uddannelse. Vi taler i mange sammenhænge om dalende motivation hos udskolingselever, og her er et meget markant sted at starte, hvis vi vil øge motivationen hos eleverne. 

Realiteter uden varm luft 

I stedet for at parathedsvurdere, så lad os i stedet fortsætte med at vejlede eleverne til rette studievalg i tæt samarbejde med uddannelsesvejledere og ikke mindst forældrene. 

Jeg er klar over, at en gymnasial uddannelse kræver et vist karaktergennemsnit, og det er sådan set også rimeligt, hvis gymnasiet skal bevare sin status og sit faglige niveau. Særligt når det i dag forbereder til videre universitetsuddannelser. Det er ikke disse krav, jeg anfægter. Der ligger meget andet end bare karaktergennemsnit til grund for UPV’erne.

Jeg anfægter derimod, at vi fortsat har et vurderingssystem, der sort på hvidt stempler elever som ikke parate til den uddannelse, de drømmer om. Hvilket den enkelte måske heller ikke er. Vi skal ikke sælge eleverne med et pseudo du-kan-hvad-du-vil-scenarie, for det kan de ikke altid. Nogle gange må de sadle om, og det skal i så fald ske under vejledning af voksne, der leder ad andre veje. Det er derfor, det hedder ”vejledning”. Det er muligt at forholde sig sagligt til realiteter uden at stemple, og det motiverer meget få børn at få at vide, at de er ”ikke- uddannelsesparate”.