Det er altid skidt, når du ringer.

Foto: Janus Neumann

Der er uden tvivl nogle hjem, man som lærer har oftere kontakt til end andre. Det kan der være mange årsager til. Som udskolingslærer oplever jeg, ar min direkte kontakt til forældre er relativt begrænset sammenlignet med, hvad jeg hører fra indskoling og mellemtrin. Det hænger sammen med elevernes alder og selvstændighed.

Jeg har desuden dårlig erfaring med lange, indviklede tråde på Aula, der let kan komplicere kommunikationen yderligere. Derfor foretrækker jeg oftest at ringe, hvis jeg står med en sag, jeg ønsker at informere forældrene om eller drøfte med dem. Dels er telefonsamtalen langt mindre tidskrævende end lange Aula- tråde. Dels er jeg bedst til den direkte kommunikation, hvor risikoen for misforståelse er mindre. Jeg har flere gange oplevet, at forældre værdsætter, at man tager sig tid til at ringe, hvilket også må være mindre tidskrævende for dem. 

Et ekstra kald kan være givet godt ud

Nu til sagens kerne: Jeg kontaktede den pågældende mor, som jeg ved flere lejligheder har haft kontakt til og holdt møder med, og det er hver gang med udgangspunkt i problematiske forhold for hendes barn.

Moren er lydhør, og vi har et fint samarbejde, men hun afsluttede samtalen med en bemærkning, der satte sig i mig. Da jeg afrundede med et sædvanligt, ”Vi tales ved”, svarede hun resignerende: ”Ja, det gør vi nok. Det er bare altid skidt, når du ringer”. 

Se, den bed. For hun havde ret. Når jeg ringer, er der altid noget galt. Det vil jeg tænke over fremadrettet.

Ikke sådan, at jeg nu skal ringe til forældre i tide og utide og fortælle dem, hvor godt det går deres børn. Men når det kommer til de hjem, hvor kontakten typisk er funderet i problemer, vil det uden tvivl lette den mulige videre kommunikation, hvis man som lærer ind imellem også husker at fortælle de gode historier. I dette konkrete tilfælde gav en lejrskole mig mulighed for netop det, for eleven havde en udpræget god lejrskole og viste, at nogle de ting, vi gennem længere tid har arbejdet med, er ved at rosfæste sig. Den besked skulle videre til hjemmet, hvor den blev modtaget med glæde og lettelse. Skulle det vise sig, at træerne ikke vokser ind i himlen, har jeg signaleret, at jeg er opmærksom på, at kommunikation mellem skole og hjem med fordel kan indeholde flere facetter, og som forælder kan jeg sagtens sætte mig ind i situationen, hvor man kigger nedslået på det indkommende opkald og tænker, ”Nu igen…”.

God søndag.