Prøven i mundtlig dansk: En begrænsende regel i prøveform B.

Det er på ingen måde ualmindeligt, at prøvevejledningerne bliver rettet til løbende. Ej heller er det ualmindeligt, at det kan kræve et ret godt overblik at holde styr på de mange prøveregler. Og det er endeligt slet ikke ualmindeligt, at disse ændringer diskuteres ihærdigt blandt lærerne.

For mange af os lærere er nørder. Fagnørder af bedste skuffe, og det ligger indlejret i nørdens dna, at man er forholdsvis nidkær omkring sit nørdegenstandsfelt. Således ønsker man som professionel dansknørd, at ens opgivelser til de mundtlige prøver fremstår ufejlbarlige, og man kan blive en lille smule sur, grænsende til det aggressive, hvis man opdager, at der alligevel har sneget sig fejl ind i opgivelserne eller i fordybelsesområderne.

En egendommelig regel

Nu er det to år siden, jeg har ført op sidst, og prøvevejledningen for prøverne i faget dansk fra november 2019 er blevet læst igennem igen.

Under afsnittet, ”Forberedelsen til prøven” på s. 42 står der, at prøveoplægget skal:

”Være inden for samme genre(r) som opgivelserne i fordybelsesområdet”. 

Det er en mærkelig regel. Hvorfor er det sådan? Formentlig for at gøre fordybelsesområdet overskueligt for eleverne, hvilket er sympatisk nok, omend jeg mener, at man i givet fald undervurderer ret mange elevers formåen. Man glemmer desuden, at der er en lærer til stede som vejleder.

I de smalle fordybelsesområder giver det sig selv, hvis områderne hedder "Kortfilm" eller "Nyere noveller", men begrænsningen indtræffer i de brede fordybelsesområder. 

Som lærer er det egentlig enkelt nok at variere genrerne i de brede fordybelsesområder. Hos mig hedder disse i år, ”Skammen” og ”Det svære valg”. Jeg har forsøgt at sprede mig godt og grundigt ud i de tilknyttede opgivelser, således at området ”Skammen” indeholder en del forskellige genrer, der spænder over maleriet ”Barnemordet” af Erik Henningsen fra 1886, billednovellen ”Kom” af Marianne Iben Hansen fra 2020 og kortfilmen, ”Daimi” fra 2012 plus nogle stykker mere. Fælles for opgivelserne er selvfølgelig, at temaet skam, skal være tydeligt for eleverne, så de ikke skal sidde og grave for dybt, når de skal perspektivere.

Der hedder sig yderligere, at:

”Ved denne prøveform er det essentielt, for at kunne opnå en karakter over middel, at eleven viser velvalgt faglig grundighed og indsigt i perspektiveringen og tydeligt angiver den danskfaglige røde tråd og sammenhæng mellem fordybelsesområde, prøveoplæg og perspektivering”. (s. 46).

Danskfaget kan lære af kulturteknikker

Fremfor at sætte begrænsninger for genrerne i danskfaget bør man skæve til begrebet ”kulturteknikker” i kulturfagene. Ved kulturfagsprøverne skal eleverne fremstille et produkt, og til dette formål må de anvende de kulturteknikker, Powerpoints, infografikker, plakater, film, m.m., som er anvendt generelt i undervisningen. Ikke kun inden for eksempelvis det konkrete historiske tema. Det giver eleverne flere muligheder, og jeg ser ingen grund for, at man ikke kunne implementere samme tanke i danskfaget. Lad eleverne vælge inden for de genrer, der er arbejdet med på tværs af temaer i ottende og niende klasse. Hvorfor denne nuværende begrænsning? I vores vejledning kan vi sagtens rådgive den enkelte elev til det rette valg af prøvestof. Også på tværs af genrer, så længe vi er bevidste om, at perspektiveringen til opgivelserne i fordybelsesområdet sidder, hvor den skal.

Nu er der lige dansk retskrivning og læsning i morgen, og herefter er der blot at ønske god arbejdslyst med de mundtlige prøver derude.