Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Kommentar til artikel: Vi behøver ikke blive pålagt undervisning i Holocaust. Vi praktiserer det allerede.
Det er min påstand, at det på det nærmeste er utænkeligt, at folkeskoleelever i Danmark går ud af niende klasse uden at have stiftet bekendtskab med Holocaust og andre folkedrab.
En artikel af Sebastian Bjerril her på Folkeskolen.dk fra i dag beskriver, hvordan regeringen vil udvide den danske historiekanon for folkeskolen og gymnasierne til også at omfatte Holocaust under Anden verdenskrig.
Initiativet skal styrke elevernes viden om anti-semitisme og hadforbrydelser og er et tværpolitisk arbejde.
” (…) Det er vigtigt, at alle generationer lærer af historien, så den ikke gentager sig. Skolen er naturligvis det oplagte sted at starte", siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i artiklen.
Dette er de fleste historielærere formentlig enige i. Men det er ikke nødvendigt med endnu en politisk indblanding i indholdet i kulturfagene.
Holocaust indgår som en væsentlig del af historieundervisningen i udskolingen. Jeg har aldrig oplevet hverken i egen praksis eller under censorater, at området ikke er blevet berørt i en eller anden, oftest ret grundig udstrækning.
For at sætte tingene lidt i perspektiv havde jeg for tre år siden besøg af en tysk lærerstuderende, der var overrasket over, hvor meget Holocaust fylder i dansk historieundervisning. Det er naturligvis et enkeltstående eksempel, men det affødte en drøftelse af indholdet i historieundervisningen i Danmark. Her kunne jeg med største overbevisning vise hende, hvordan vi her i landet arbejder med folkedrab og tilmed Holocaust- benægtelse, ekstremisme og radikalisering.
Jeg er heller ikke uenig med ministeren i, at skolen er et oplagt sted at starte, men det er at fremhæve det åbenlyse. For det sker allerede. Desuden virker det lidt underligt at tilføje Holocaust, når nu jødeaktionerne i 1943 allerede optræder som kanonpunkt. Det er for mig at se noget vanskeligt at undervise i jødeaktionerne uden at berøre Holocaust. Det gælder desuden for arbejde med modstandsbevægelsen generelt. På samme vis er der flere områder i både historie og samfundsfag, der både direkte og indirekte peger i retning af Holocaust. Bekymringerne vedrørende den politiske højredrejning i EU eller Tysklands fortsatte politiske forsigtighed i udenrigspolitiske spørgsmål kunne være mere perifere områder, men nævnes her blot for at understrege, at Holocaust allerede er en væsentlig del af undervisningen. Man må antage, at de fleste historielærere er sig yderst bevidste om fagets dannende aspekter, og at vi som professionelle historielærere til fulde er os bevidste om vigtigheden af fortællinger fra fortiden. Det er også ganske åbenlyst.
