Blog

I læringsspillet får elevernes valg betydning for Rigets tilstand. Da vores gruppe afprøvede spillede, vandt demokratiet, men Bornholm blev delt med Sovjetunionen.

Demokratiet vandt, men bomben sprang, og Bornholm blev delt!

På mandag afsløres Danmarks dybeste hemmelighed! Her åbner de tonstunge døre til det atombombesikrede regeringsanlæg, hvor regeringen og Hendes Majestæt Dronningen skulle lede nationen gennem Den kolde Krig, hvis denne blev varm. Da undertegnede sammen med en gruppe andre lærere afprøvede læringsforløbet vandt demokratiet, men det var bestemt ikke uden omkostninger...

Offentliggjort Sidst opdateret

Undervisningen omkring Den kolde Krig indeholder et hav af didaktiske udfordringer. Den handler om en krig, der aldrig kom. Den handler om en mur i Berlin, som blev revet ned, længe før nutidens elever blev født, og der findes – i modsætning til 2. verdenskrig – ingen monumenter, der kan minde os om tiden. Kort sagt. Den kolde Krig kan virke meget diffus og svær at blive klog på. 

Men. Nu åbner en 5.500 kvm. stor bunker 60 meter under Rold Skov, og sammen med rundvisere og spilguider kan eleverne komme tilbage til starten af 1980’erne og stå midt i Den kolde Krig.

Koldkrigsmuseet REGAN Vest

Siden februar har man kunnet besøge den engang tophemmelige bunker, REGAN VEST. Fra på mandag kan stedets læringscenter også byde velkommen til udskolingseleverne og deres historie- og samfundsfagslærere. 

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lars A. Haakonsen er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning:  l.haakonsen@yahoo.com

Og bare for en god ordens skyld. Navnet Regan har intet med en tidligere amerikansk præsident at gøre, men står for REGeringsAnlæg. Herfra skulle landet ledes, hvis Den kolde Krig blev varm. Næsten 350 mennesker skulle med 60 meter under jorden. Ministre, Regenten, embedsfolk og en lang række civile, herunder bl.a. både kokke, læger og en præst, skulle lede nationen igennem en konflikt og/eller krig mod Warszawa-pagten.

Kontrafaktisk historie og dilemmaspil

Et besøg på museet består af fire dele. Ved tilmelding tilsendes et detaljeret undervisningsmateriale, som med fordel kan gennemgås inden selve besøget. På selve besøgsdagen deles klassen op i to grupper. 

Mens den ene halvdel går under jorden og ser virkelighedens bunkeranlæg, bliver den anden halvdel i museets nye læringscenter. Her er indrettet en tro kopi af Regeringens situationsrum i bunkeren. Herfra skal der træffes nogle meget svære valg. I modsætning til den virkelige historie, har Warszawa-pagten angrebet Bornholm. Herfra skal eleverne som regeringens ministre styre landet igennem adskillige dilemmaer. Skal der indføres censur? Skal et forsamlingsforbud vedtages? Skal de interne flygtningestrømme forsøges standset? 

Alle valg har konsekvenser, hvilket fiktive nyhedsindslag fortæller om. Da vores gruppe gennemspillede scenarierne, blev en sovjetisk atombombe bragt til sprængning over Falster! Kontrafaktisk historie – gudskelov – men intet urealistisk scenarie. Heldigvis indeholder læringsmaterialet også opgaver, som kan laves, når man er hjemme på egen skolen, så eventuelle fejlopfattelser kan rettes – for landet blev som bekendt ikke bomberamt.

Der er langt til Rold

Nu er der ikke meget i livet, der er gratis – heller ikke et besøg 60 meter under jorden. Prisen for det fire timers læringsforløb er 1.500 kr. (maks. 32 elever). 

Hvis man ikke kan komme til Rold og REGAN VEST er der forskellige alternativer. På mitCFU findes tv-udsendelsen "Alt forladt", hvor Jan Elhøj og Morten Kirckhoff går på opdagelse i bunkeren. Ellers blev der i 1959 lavet en film om Civilforsvaret. Her vises, hvordan det civile beredskab i praksis ville fungere i tilfælde af, at en mindre atombombe sprang i X-by. De 19 minutter filmen varer kan give eleverne et indblik i, at 3. verdenskrig ikke kun var noget, man frygtede, det var noget man forventede!