BLOG

Empty article - Subtitle

Data er meget mere end tal

Regeringen ændrer nu på de nationale test. Det er godt, at de bliver ”tænkt forfra”, som det formuleres, så de fejlbehæftede test kan udvikles til noget, der kan bruges efter hensigten. Men vi må ikke komme til at begå en ny fejl ved nu at påstå, at vi ikke har brug for data. For det har vi selvfølgelig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forestillingen om, at dygtige lærere bare kan fornemme, hvad deres elever kan, og hvad de har brug for, er tvivlsom. Lærere kan tage grueligt fejl i deres vurdering af elevernes faglige niveau, motivation og trivsel, hvis de ikke har et vidensgrundlag til at korrigere eller supplere deres fornemmelser.

Derfor skal vi bruge data. Men vi har brug for at udvide begrebet om, hvad data er. For det er meget mere end tal.

På Master i Pædagogisk Ledelse ved Aalborg Universitet havde vi i juni besøg af den newzealandske skoleforsker Helen Timperley. Hun har en enkel definition af, hvad data er: Det er de artefakter, dvs. papirer og ting, som lærere lægger mellem sig på bordet, når de mødes. Og, siger hun, der skal være noget på bordet, så man kan have et materielt og fastholdt vidensgrundlag at diskutere ud fra.

Det kan selvfølgelig være statistik og faglige resultater. Men også meget andet:

  • Noter fra interview med elevgrupper om deres trivsel og læring  
  • Elevers skriftlige refleksioner over deres trivsel og læring  
  • Noter fra observation af undervisning  
  • Korte video-klip fra en lektion  
  • Elevers tegninger, som illustrerer et spørgsmål, fx ”Tegn de personer, der hjælper dig med at lære”.

Indtil nu har data i skolen været synonymt med tal om test og prøver. Disse rå data anvendes endda ofte uden forudgående udvælgelse og analyse, og så kan ledere og lærere ikke genkende deres egen virkelighed og kommer til at afvise hele databegrebet.

Men der er brug for et bredere databegreb, hvor fagfolk også selv producerer data ved systematisk at indsamle viden, der analyseres og indgår i beslutninger om den konkrete undervisning i 3b.