BLOG
Empty article - Subtitle
Ordblindhed - den digitale diagnose
Den menneskelige faktor har efterhånden udspillet sin rolle i forhold til diagnosen ”ordblindhed” (eller dysleksi som er en mere korrekt betegnelse). Diagnosen er gradvist blevet digitaliseret og dermed er det lykkedes at overflødiggøre den menneskelige og ressourcekrævende faktor. Men hvem har egentlig gavn af denne udvikling?
I over 100 år har forskere fra en lang række videnskabelige vinkler forsøgt at få indsigt i det mysterium, der kaldes dysleksi. Erkendelsen af, at området er særdeles komplekst, idet en lang række af faktorer spiller ind i forståelsen af såvel symptomer som årsagsforklaringer, har bevirket at man (primært i Danmark) er nået til enig om, kun at fokusere på dele af symptomerne: Den relative langsomme og upræcise bearbejdning af bogstaver og bogstavfølger omsat til sproglyde. Disse symptomer kan nemlig umiddelbart måles ved en læseprøve, hvori bl.a. bearbejdningen af lyd og bogstav indgår.
Alle de andre mulige faktorer som fx hukommelsesspændvidde, forarbejdning af abstrakte symboler, opmærksomhed, hørelse, sproglig bevidsthed, generel intelligens er efterhånden gledet ud af diagnoseforståelsen og disse faktorer omtales ikke længere som relevante.
En læseprøve kan relativt let digitaliseres og fra 2015 blev den såkaldt ”langsomme og upræcise bearbejdning af bogstaver og ord” standardiseret og digitaliseret i den nationale ordblindetest, som kan tages fra 3. klasse. Man kan således digitalt afgøre, om en elev er ordblind (rød), lettere ordblind (gul) eller ikke ordblind (grøn). Selv om ministeriet skriver, at testen ikke kan stå alene - så glemmer de at skrive, hvad der udover selve testen skal gøres - så derfor står den alene!
Den nationale digitale ordblindetest har naturligvis skabt glæde på mange PPR-kontorer og hos mange familier, der nu kan dokumentere kravet om støtte til barnets vanskeligheder. Antallet af ”ordblinde” nu er eksploderet og da bevillinger til ekstra ressourcer (i form af varme hænder) på skolerne ikke er fuldt med denne udvikling, har gode råd været dyre. Der findes nemlig ikke en hurtig genvej i form af en pædagogisk didaktisk manual, men til gengæld har informationsteknologien opdaget et potentielt marked.
Stort set alle kurser vedrørende elever med dysleksi omhandler kompenserende it-hjælpemidler. IT- programmer som CD-ord, IntoWords, AppWriter, apps til af smartphones i undervisningen, NOTA (nationalt digitalt bibliotek) mv. præsenteres som både læse- og skrivestøtte i undervisningen. Ideen er, at eleven kan blive i klassen med tildelt pc og it-støttende programmer og således er kompenserende undervisning erstattet af it-hjælpemidler. En løsning, der er langt billigere for skolen, da maskinen klarer lærerens arbejde, som nu reduceres til at lære eleven i at bruge de IT-baserede hjælpemidler.
Ifølge ministeriets egne undersøgelse (2017) hjælper den kompenserende IT-støtte faktisk eleverne i udviklingen af deres læseforståelse - altså det maskinen hjælper dem med at læse.
Alle vinder tilsyneladende på denne digitale udvikling: Eleverne kan læse og skrive (med maskinens hjælp), forældrene har fået en national digital diagnose at henvise til, PPR slipper for at diagnosticere, skolen skal blot stille IT-baserede hjælpemidler til rådighed (som i dag er relativt billige at fremskaffe) og IT-branchen har fået endnu et lovende marked.
Vi har erstattet specialundervisning med IT-krykker og selv om disse krykker er fascinerende at anvende, har jeg endnu ikke mødt en elev, der trods disse krykker, ikke gerne ville lære at læse og stave.
