BLOG

BLOG

Empty article - Subtitle

No hugs and kisses

I den amerikanske præsidentkampagne er der både store krammere og masser af kindkys. Det er i hvert fald ikke i skolen, amerikanerne lærer den slags kropslige kommunikation. Her er enhver kropskontakt et særsyn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forleden dag bryder en femårig elev fuldstændig sammen i gråd. Han havde glemt at aflevere en biblioteksbog. Fordi han havde glemt, at den lå i hans skoletaske. 
Klassens lærer, Mrs. May siger til det lille grædende menneske, at det ikke noget, at græde over og, at han skal tage en dyb indånding. Det har hun jo ret i. Når tårerne trænger sig på hjælper det med en dyb indånding. 
Mrs. May følger så op med at spørger Miss F (som er mig, selvom jeg stadig ikke reagerer på dette underlige Miss) har lyst til at følge eleven på biblioteket for at få styr på bogkrisen. Det har jeg, og på vej mod biblioteket rækker det grædende væsen sin lille bitte hånd ud for at holde mig i hånden. Det mest naturlige for mig ville være at tage den og give den et klem og ae ham på hovedet. 

Pludselig slår det mig - kan man det? Jeg har været på skolen syv timer om dagen i en hel uge og har ikke én gang set en lærer have nogen kropskontakt med et barn - overhovedet. Til gengæld har jeg overhørt en diskussion på lærerværelset om to børn i første klasse, der havde krammet. Det er altså noget, man ringer hjem til forældrene om! Kropskontakt er en "big deal". 

Jeg lader den grædende dreng fortsat gå og flagre med sin lille hånd. Mine ord var alt han fik til trøst.
 
Som dansk lærerstuderende i praktik på en elementary school i USA er der mange ting, der springer i øjnene. På rigtigt mange punkter er hele systemet anderledes. En af de ting, jeg først mærkede, var den store distance imellem lærer og elev. 

På læreruddannelsen har jeg valgt indskolingen. Min praktik har derfor også tidligere været hos de yngre elever. Her er jeg blevet vant til at høre børn råbe ”Anna, Anaaaaaa" og få mange kram om benene af små barnearme. Hvis en elev i første klasse er ked af det tørrer jeg hans tårer væk, trøster ham og aer ham på armen.
 
På Highland Park ved børnene ikke, at jeg hedder Anna. Jeg hedder "Miss F" - Fabricius Holbek var lidt af en tungetvister for de femårige amerikanere. Ud over det, er jeg som lærer udelukkende en formidler af viden. Miss F er blevet en af de mange autoriteter, som børnene møder i deres hverdag på skolen.
 
Det er klart, at det er nemmere at holde fast i autoriteten, når man samtidig har denne fysiske og personlige afstand til eleverne. 

Men det virker underligt, synes jeg. Ikke at kunne give et barn en god krammer, ikke at holde et barn i hånden. Specielt, når han græder så hjerteskærende over, at han har glemt at aflevere biblioteksbogen.

Powered by Labrador CMS