BLOG

Empty article - Subtitle

Fagportaler - klassens nye taskebog?

For tiden lancerer forlagene ”fagportaler” i den helt store stil. Er fagportalerne blot tidens trend, eller står vi overfor et skifte fra taskebøger til fagportaler - fra udlån af bøger til udlån af adgangskoder til portaler?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk Sprognævn nævner ikke udtrykket fagportal, men henviser til sproget.dk som en portal for dansk sprog.  I de fleste ordbøger beskrives en portal som en monumental indgang, en forhal eller en hovedport med rig udsmykning. Det lyder jo forjættende! Hvis man søger på fagportal.dk, får man imidlertid ikke en portal med adgang til læremidler, men en firmaguide med alt fra akupunktur til yogauddannelse. Så udtrykket skal nok mere ses som en overordnet betegnelse. Det er heller ikke alle forlag, der anvender betegnelsen fagportal, Alinea bruger temaportal om fx iLitt.dk og iSkriv.dk, udtrykket grundsystemer bruges også.  Clio anvender betegnelsen …faget, men taler også om lærerens guide til portalen. Hos GO-forlaget skelnes mellem digitale systemer og fagportaler, mens Gyldendal har etableret betegnelsen fagportal generelt.

En ting er, hvad det kære barn hedder, noget andet hvad det reelt indeholder. Kan de forskellige website-systemer erstatte fagets grundbog eller er der snarere tale om et supplement? Og hvordan vurderer man som underviser de mange nye muligheder? Er de pengene værd, og hvilke af dem skal skolerne eventuelt bruge deres tilskudskroner på.

Center for Undervisningsmidler har på baggrund af kriterier fra læremiddel.dk udviklet et webbaseret værktøj til vurdering af digitale læremidler, www.vurdigi.dk. Her beskrives en portal som en didaktiseret hjemmeside, der består af en række undervisningsforløb og hvor indholdet dækker et større fagområde eller et tema. Hensigten med vurdigi.dk er, at lærerne ved at stille en række spørgsmål til det digitale læremiddel i fællesskab kan nå til en vurdering af læremidlets egnethed i netop den sammenhæng, hvor de skal anvende det. Alle spørgsmålene er konkrete og nært tilknyttet en skolepraksis.

Vurderingen tager udgangspunkt i tre områder, indholdskvalitet, omfang og brugervenlighed.

Jeg har plukket nogle eksempler på spørgsmål, der kan diskuteres:

Indholdskvalitet:

  1. Stemmer indholdet overens med gældende mål for faget og dine mål som lærer i faget?
  2. Hvor centralt er indholdet for faget eller væsentlige områder af faget?
  3. Hvor centralt eller relevant er indholdet for dine elever i forhold til deres nutid og fremtid?

Ekstra Spørgsmål:

  1. Formidler læremidlet det faglige stof, så eleverne kan få overblik og ny viden om et fagligt område?

Omfang:

  1. Er omfanget rimeligt dækkende eller fyldestgørende i forhold til et fag eller fagligt område?
  2. Er der en overvægt af en bestemt type indhold eller aktiviteter?
  3. Er der en klar kobling mellem indhold på portalen og lærerens handlemuligheder?

Ekstra Spørgsmål:

  1. Er det muligt at planlægge en varieret undervisning ud fra indholdet?
  2. Er der mulighed for, at for læreren kan sammensætte egne undervisningsforløb på varierede måder?
  3. Tager læremidlet hensyn til, forskellige elevers behov og forudsætninger?

Brugervenlighed:

  1. Er det tilpas udfordrende for eleverne at finde rundt i læremidlet?
  2. Kan man hurtigt og let få overblik over, hvad læremidlet indeholder?
  3. Er det faglige stof præsenteret på en måde, der giver mening i forhold til Fælles Mål?

Ekstra Spørgsmål:

  1. Er det klart, hvordan man finder rundt i en eventuel lærervejledning og læremidlets øvrige indhold?
  2. Er læremidlet spændende og inspirerende for eleverne at kigge på?
  3. Udnytter læremidlet interaktionsmuligheder med indholdet som tilgodeser læring?

Se selv mere på www.vurdigi.dk.