”Du får 10 i stedet for 12, fordi du skal have noget at kæmpe for”

Er det motiverende eller destruerende?

Jeg har aldrig forstået de lærere, som skal give standpunktskarakterer, og står med en vekslen mellem 10 eller 12, men ender med at give eleven 10 med den begrundelse, at der skal være noget at kæmpe for til næste karakter. Hvad er der i vejen med at give 12, hvis eleven rent faktisk har fortjent den karakter?

Set fra lærerens synspunkt kan jeg forestille mig, at de føler, det er motiverende for eleven at være så tæt på en topkarakter og være i stand til at nå den, hvis de fortsætter med at kæmpe for det. Men jeg er også bange for, at det i mange tilfælde ender med at give bagslag, fordi eleverne føler sig så uendelig tæt på målet men alligevel langt fra. Og i det hele taget kan de også være uforstående overfor lærerens helt egen begrundelse for at give 10.

Lærerens helt eget formål?

Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle elever føler sig frustrerede over lærerens magt til at give en karakter. Hvis læreren siger, de har fortjent et 12-tal, hvorfor får de så et 10-tal?

Det er ligesom om, at læreren har sit helt eget motiverende formål med at give 10, hvor det står lysende klart for ham selv hvorfor. Men for eleverne er det kun et slutprodukt i form af et tal. Sort på hvidt. De forholder sig ikke altid til det bagvedliggende.

Det er jo ikke fordi, at 10 er en dårlig karakter. Men jeg tror, der er mange lærere, som glemmer, at et 12-tal også kan være en kamp eller motivation i sig selv at skulle bevare.

Så giv dem bare 12.