BLOG
Empty article - Subtitle
Hvor er vi så henne i dag? Og hvad er det for sammenhænge der de sidste 25 år har bidraget til at drive skolens udvikling fremad?
I den mere traditionelle, dannelsesbaserede pædagogik og didaktik (der er nævnt i de foregående blogindlæg), der var kernefigurerne dengang tænkere i form af konkrete personer. I dag er tegnes de dominerende kernefigurer ift regulering af skolen (og den øvrige uddannelsessektor) mere af ansigtsløse policy-dokumenter konstrueret af af-personaliserede makro-institutioner med EU og OECD i centrum af et komplekst transnationelt institutionsnetværk.
Ilfg. forfatterne til Pædagogikkens idehistorie (2017) er det fra disse transnsationale institutionsaktører at dén helt dominerende uddannelsestænkning er kommet de sidste 25-30 år. Uddannelsestænkningen har i århundreder været orienteret af ledende filosofiske, teoretiske figurer (som eks. Schleiermacher, Rousseau og Kant, Humboldt). I dag er programmer for udvikling af uddannelsessektoren nu mere af transnational karakter. Dvs. de er orienteret af kvantitative data, der understøtter et omkransende, globalt program for policy-udvikling.
Men hvad kan dette have med skolen at gøre?
Jo, denne dagsorden er at måle uddannelseskvalitet i et globalt perspektiv op mod transnationale standarder. Præmissen er at uddannelse nu ses som et fuldstændigt integreret element i et lands økonomi. Rationalet for denne dagsorden ligger ved en logik der i sin rene form ikke har meget mere end ca. 30 år på bagen. Uddannelse bestemmes her som den altdominerende nøgle til den enkelte nations evne til at klare sig i den globale markedskonkurrence. Man kan her se til OECDs dokument (fra 1996) Measuring what people know. Human capital accounting for the knowledge economy.
I tråd med dette har Europa Kommissionen også overflyttet hele uddannelsesområdet i EU fra det gamle kulturområde til det nye område for services, varer og toldregler. Min kollega Lejf Moos har skrevet om dette i sin nye bog. Men med uddannelse og pædagogik skubbet ind i denne altdominerende rolle som en vare eller service, så er det slut med 'friheden' som ideal for uddannelsessystem og skole. I stedet skal vi nu have 'lighed'.
Dvs. der er et ideal om først og fremmest 'frihed' der tilbage til det 18. og 19. århundredes dannelsesbegreb har knyttet sig til europæisk uddannelse og opdragelse. Dette ses med Kant (myndighed), Rousseau (menneskets ubestemte perfektibilitet) Humboldt (dannelse gennem videnskab), Herbart og Schleiermacher (Bildsamkeit). Dette er de sidste 30 år blevet voldsomt nedtonet og overvejende erstattet af et helt andet politisk ideal. Nemlig idealet om 'lighed' (equity) som OECD dagsordensætter det i 2002. Og for at få lighed skal vi have styring og standardisering. Idealet om 'lighed' erstatter dermed det gamle pædagogiske ideal om 'frihed'. Og denne erstatning implementeres under EUs banner af centraliseret standardisering (i transnational forstand) og styring (på det nationale niveau). Man ser her op gennem slut 90erne og 00erne fremkomsten af nye styringsformer der kombinerer new speak om decentralisering og autonomi med nye mere omfattende kontrolregimer (benchmarking, målstyring, kvantitative test, PISA, accountability).
Skiftet i orienteringen over mod de nye styringsformer er selvfølgelig ikke et dansk fænomen. Det har sin rod i et hyperkomplekst, transnationalt institutionsnetværk (der indbefatter EU, WTO, IMF, World Bank, OECD, UNESCO, G8 samt en uoverskuelig underskov af virksomheder og organisationer). I takt med at dette institutionsnetværk har øget sin kompleksitet har det imidlertid også mistet sin folkelige-demokratiske legitimitet. Dette er en uløst udfordring at flere og flere beslutninger flyttes væk fra de nationale parlamenter og dermed væk fra demokratisk indflydelse.
Man har altså de sidste ca. 25 år accellereret udviklingen af et trans- og overnationalt institutionsnetværk med en underskov af tilhæftende organisationer. EU og OECD bliver her to særdeles vigtige knudepunkter i denne netværksbaserede styring af skole og uddannelsessektor i Europa (og mere globalt). Det er en netværks-organisering man har med at gøre her. Men ikke desto mindre peger en lang række undersøgelser på, at det især er OECD og EU (særligt Europa Kommissionen) der de sidste ca. 20 år har øget presset på de nationale uddannelsessystemer. Vurderingen af dette paradigmeskifte er et politisk spørgsmål, men det er samtidig et pædagogisk spørgsmål. Dvs. den enkelte kollega må ud fra sin professionalitet reflektere over den værdi man vælger at tilskrive disse udviklingstendenser.
Dette er din lektie frem til næste indlæg.
Mh, Frederik
