Et eventyr

Der var engang en konge på en skole i en lille by kaldet Agedrup. Det var en liden skole, men smukt beliggende i et lille, hyggeligt miljø. De nydelige bygninger svøbte sig smukt i landskabet, og når solen i gammel tid kærtegnede tag og vinduer, var det som om skolen antog et strejf af himlen. Når det fynske forår meldte sin ankomst, hilste skolens glade gård og have med et fornøjeligt festfyrværkeri af voksetrang og farvepragt.

I mange år havde denne herligheds udfoldelse dog været fortrængt af mørket. En grum tyran, lærer Erik Schmidt, havde i 34 år forpestet skolen med ondskab og falskhed, og mange konger havde i tidens løb måttet underlægge sig tyranniets onde vilje. Ikke alene var denne tyran beklageligvis ansat på skolen, han var også forlægger, forfatter, redaktør og meget andet, hvorved han vidt og bredt kunne udbrede sine ondskabsfuldheder. Den store og onde Erik Schmidt havde således forvansket lærernes sjæle, og vendt dem imod skolens nytilkomne unge, gode og retfærdige konge, Mohammed Bibi. I det herrens år 2014 var han nået så langt med sine misgerninger, at størsteparten af skolens lærere var blevet åndløse slaver af hans onde vilje, og på kongens rigsdagsmøde ved forårstide samme år indledte han derfor sin endelige niddingsdåd; et kongemord! De fleste vidste, hvor dygtig en duellant den onde tyran var, og de, der inderst inde holdt sjælelig stand imod tyrannens onde vilje, frygtede med rette, at det blot var et spørgsmål om tid, før den unge konge ville miste hovedet for Schmidts svigefulde hånd.

Skolens lærere var til tonerne af forårsglade fuglefløjt fra de åbne vinduer forsamlet i den store sal, og ventede på at høre kongens tale om skolens tilstand og fremtidige planer. Kong Bibi, der altid var mild og god, smilte venligt til de forsamlede, stor som hans kærlighed var. Den onde Schmidt skulede olmt tilbage med sammenknebne øjne og iagttog nøje, hvem af de andre lærere, der modtog kongens smil. Da kongen begyndte på sin tale, sad Schmidt uroligt i stolen, og ventede blot på en anledning til at angribe. Kongen fortalte om alt det gode, han havde i tankerne: Skolen skulle blive fremragende, lærerne skulle være engagerede, og kongen ville i sin visdom derfor gøre op med den sørgelige forvirring og undertrykkelse, der i mange år havde plaget skolen. Forvirringen var - som alle ved - et resultat af grumme mænd som Erik Schmidt, der havde fordrejet hovederne hos mange gode lærere, således at der blev talt om skadelige ting som undervisning, dannelse og pædagogik i stedet for nyttige ting som læringsmaksimering, kompetencemål og synlig læring. Undertrykkelsen bestod i, at Erik og andre formørkede personager havde tvunget skolen til at lave regler, der synliggjorde og regulerede, hvorledes lærerne skulle arbejde.

I sin godhed forklarede kongen, hvorledes skolen nu skulle blomstre i et lys af læringsmaksimering, og hvorledes lærerne nu kunne blive sat fri af tyranniets lænker, så de kunne arbejde, som kongen i sin mildhed fandt bedst. Kongen kunne se, at mange af de forsamlede havde stor lyst til at bryde ud i jubel, men ikke turde - af frygt for Erik Schmidts vrede. Og ganske rigtigt! Før kongen nåede at afslutte sin kærlige tale, sprang den onde Schmidt op og udfordrede kongen til duel. ”Nu må det stoppe” sagde Schmidt, trak sit sværd og nærmede sig truende kongens trone. Kongen så på Schmidt med sine kærlige øjne, og sagde med rolig og mild røst: ”Lad os ikke slås som børn, men lad os i stedet tale som mænd”. Det var som om et kærligt, fortryllet lys udflød fra kongens krop og oplyste salen. Alle, selv den onde Schmidt, følte en ro og en varme, som om selveste Gud var trådt ind i rummet. Erik Schmidt tabte sit sværd, og satte sig - arrig, forundret og fortvivlet over tabet af sin ondskabs kraft - tilbage på sin stol.

Alle var lettede, og smil og glæde bredte sig i rummet. Dog talte flere om, hvad der ville sket næste gang onde Schmidt ville forsøge sig med sit tronraneri? Ville det så gå godt igen? Var kongen klar over den overhængende fare? De, der havde disse bekymringer, tog dog grueligt fejl. Kongen, der nok var mild og god, var også klog og snarrådig. Han havde læst Schmidts svigefulde blik, og da rigsdagsmødet var slut, trak han Schmidt til side: ”Min broder”, sagde kongen, og hilste kærligt på Schmidt. Ordene forvirrede den onde tyran, der som evig kværulant ikke var vant til den slags. Schmidt stod med lukkede øjne, vred sine svigefulde hænder og ledte efter ordene, og netop i dette nu så kongen sit snit til at frelse skolen fra den ellers så uovervindelige tyran! Kongen trak sit sværd, og med et velrettet hug skilte han den onde lærer Schmidts hoved fra kroppen. Agedrup skole var nu fri, forbandelsen var hævet, og i det samme øjeblik Schmidts hoved ramte gulvet, brød lyset frem! Herlige, milde solstråler gennemtrængte døre og vægge, og de medbragte venlige, usynlige engle, der i kor sang om en gylden tid med masser af læringsmaksimering. ”Lyset er kommet!”, udbrød den brave Bibi – og englene svarede; ”Ja, nu bliver læringen synlig”.

Da den glade nyhed bredte sig, kom konger og embedsfolk fra nær og fjern og lykønskede Bibi. Ikke alene havde Bibis heltemod frelst Agedrup skole, men også alle andre skoler i den vide verden. Den onde Schmidt havde nemlig haft spioner og medsammensvorne alle vegne, og nu var der ingen af dem, der nogensinde ville true dem igen. Alle råbte: ”Hurra for Bibi, hurra for Bibi, hurra for Bibi”. Solen skinnede, fuglene sang, og mørket over Agedrup var endelig lettet.

Den gode Mohammed Bibi havde sejret, og Agedrup skole blev i hans fremragende regeringstid herligt læringsmaksimeret. Lærerne blev frisat fra onde Schmidts trange lænker, og alt var godt og sandt under Bibis milde styre. Dog siges det, at man ved fuldmåne stadig kan høre Schmidts svigefulde stemme - hviskende skumle ord om undervisning, dannelse og pædagogik -, hvis man går rundt om skolen ved nattetide. Men ingen forstandig person tager sig længere af den slags, for i dag ved alle, at tyrannen er faldet, og enhver kan derfor lære, hvad kongen behager, på maksimeret vis til sine dages ende. Se, det var en rigtig historie!

Litteratur:

Stilistisk inspiration: Andersen, H.C. (2000): Eventyr og historier. Med introduktion af Johannes Møllehave. Viborg: Sesam.

Erik Schmidts forsvarstale: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/06/L%C3%A6serbrev-af-Erik-Schmidt-i-FS.pdf

Journalistisk dækning af sagen: http://www.folkeskolen.dk/546439/med-jobbet-som-indsats-erik-schmidt-fik-en-tjenstlig-advarsel-for-negative-holdninger

Interview med rådmand Susanne Crawley Larsen i Odense Kommune, der benægter, at sagen har de motiver, ovenstående eventyr symbolsk kunne indikere: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/06/Interview-i-FS-med-Susanne-Crawley-Larsen.pdf