BLOG

Empty article - Subtitle

Illoyal eller bare frustreret?

Når bunkerne af uløste opgaver og mængden af ubesvarede spørgsmål hober sig op, rettes skytset mod nærmeste mål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En mail tikkede ind i min mail-boks i dag. Den var fra en venlig sjæl, der gerne ville beskytte mig mod at ende som vores kollega fra Odense: Fyret pga. illoyalitet og offentlig kritik af nogen, der ikke kunne lide at blive kritiseret. Den venlige sjæl gjorde mig opmærksom på, at min blog nok indeholdt kritik af min skoleleder i en sådan grad, at jeg kunne risikere ballade.

Jeg blev lidt klam i håndfladerne og måtte læse det hele igennem igen. Er jeg for åbenmundet? Er jeg for kritisk? Er jeg illoyal? Kan jeg risikere at blive fyret, fordi jeg er kritisk?

Og ja, nogle af mine formuleringer er på kanten - det må jeg jo indrømme, hvis jeg skal leve op til loyalitetskrav som i Odense. Men er det grund til at dæmpe tonen? Nej - vi må aldrig tie med vores kritik og vores gode råd til ledere på alle niveauer af skræk for at blive fyret. Så får vi totalitære tilstande med frygt, undertrykkelse og elendige "produkter" til følge.

Men det er vigtigt, at vi husker, at skolelederne er lige så klemte, som vi andre er. De udfører de ordrer, de har fået fra de kommunale forvaltninger, så godt som de nu kan - indenfor de rammer, de har fået - ganske ligesom os.

Så ja, jeg vil tage min gode vens råd til mig og huske, at vi ikke bare skal hvæse af nærmeste mål, men skal huske, at komme med de gode faglige råd, som vores erfaringer og uddannelse gør os i stand til at give.

Så kære beslutningstagere: I er ved at kvæle en masse dygtige og engagerede medarbejdere - herunder skoleledere - i jeres iver efter at rationalisere. Det bliver dyrt på den lange bane på rigtig mange fronter. Lyt nu til os: Giv os gode arbejdsvilkår, så skal vi nok klare resten.

Dagens ja-hat-bemærkning: Jeg nåede i hvertfald halvdelen af det, jeg havde sat mig for i dagens 90 minutters forberedelse.