BLOG

Empty article - Subtitle

Understøttende vilkår

17 år som leverandør af gratis ydelser er endelig forbi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg for 17 år siden frisk fra fad fik job på en stor skole med over 600 elever og 60 lærere i Tårnby Kommune var jeg ingen årsunge. Jeg havde taget mig god tid, inden jeg besluttede, at mit drømmejob ville være lærerjobbet. Jeg havde arbejdet med alt muligt - også indenfor den private sektor, for som jeg sagde dengang: "Jeg samler ikke på papir, jeg samler på erfaringer".

Erfaringerne fra det private erhvervsliv var dengang, at arbejdsgiverne sørgede for understøttende vilkår, så medarbejderne kunne yde mest muligt. Godt vant bad jeg en af de første arbejdsdage på Pilegårdsskolen om lov til at låne en firmabil, for jeg skulle lige hente noget jord til biologiundervisningen. Det grinede de højt og længe ad :-) De griner sikkert endnu. Jeg undrede mig meget - og jeg undrer mig endnu. For hvordan kan man overhovedet overveje, at de materialer og faciliteter, som er nødvendige for arbejdets udførelse, ikke skal være til stede? Jo, det kan en beregnende arbejdsgiver (dvs. kommunalbestyrelser og andre beslutningstagere), hvis de er vant til, at så yder medarbejderen denne service gratis.

I dag fik jeg for første gang i 17 år anvist min helt egen arbejdsplads, hvor jeg kan forberede mig, kontakte forældre, forbedre mig fagligt, rette opgaver og samarbejde med andre via nettet. Det undrer mig, at det er en begivenhed, som er noget særligt. En begivenhed, som vi nærmest skal være taknemmelige for. Men vi er selv skyld i situationen, for vi sagde ikke fra i tide. Jeg er dog glad for mit skrivebord og de reoler og skabe, der snart kommer, og jeg glæder mig til at kunne kalde en arbejdsplads for "min", selvom flere af mine kollegaer på skolen stadig skal dele med en anden - det varer forhåbentlig ikke så længe.

Dagens ja-hat-bemærkning: Jeg talte med min chef om min blog i dag, og jeg kan konstatere, at der er højt til loftet på min arbejdsplads med hensyn til ytringsfrihed - så længe fakta er i orden.