BLOG

Empty article - Subtitle

National handleplan for inklusion er stærkt nødvendigt!

Der er brug for en national handle og -genopretningsplan for inklusion og specialundervisningsområdet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kommunerne er budgetterne for næste år ved at være forhandlet på plads. Efter kommuneforhandlingerne med staten var der lidt flere penge til fordeling mellem kommunerne, men slet ikke nok til at genoprette velfærden.

Elever med behov for specialundervisning har de sidste år været stærkt stigende i hele landet og i mange kommuner været medvirkende til et underskud på budgettet. Til eksempel mangler der i budgettet i København 135 mio. kr. til de elever, der er visiteret til specialundervisning. Lokalpolitikerne valgte at prioritere dette område i år, og tak for det, ellers ville det have været fatalt for skolerne.

Problematikken er der i hele landet. I nogle kommuner har de valgt som i København og i andre har de ikke. Det er dybt urimeligt, at elevernes trivsel, lærerenes arbejdsmiljø og skolernes økonomi år efter år rundt om i landet er afhængig af en landspolitisk fejlslagen inklusionspolitik og lokale politikeres vilje, ønsker og formåen til at prioritere dette område frem for andre områder – fx ældre og socialområdet.

Specialreformen fra 2011, hvor flere elever med specialundervisningsbehov skulle inkluderes i de almindelige folkeskoler fremfor på specialskoler, har vist sig ikke at fungere i virkeligheden. Det bekræftede undervisningsministeren på kongressen i år. Hun sagde bl.a. om inklusionen:

”Der er stadig alt for mange i klasseværelset, hvor alle taber. Hvor et barn hænger i gardinerne, og den anden må sidde med ryggen til med høremikrofoner på og iPad.

Og hvor I som lærere står med en umulig opgave. Jeg mener det er på tide at gøre noget ved lige præcis det problem. At vi tager fat om roden til det problem. Fordi formålet med inklusionsdagsordenen var jo at styrke fællesskabet. Jeg tror godt, vi kan blive enige om, det ikke er lykkedes. Jeg mener, vi svigter de børn, der har allermest brug for hjælp. Og så svigter vi politikere jer - lærerne. Fordi vi har stillet jer og stiller jer i hverdagen overfor en umulig opgave. Og det går jo ikke.”

Det er jo glædeligt ministeren kan se, hvordan det står til, nu mangler der så bare handling, for som hun også sagde: ”Og ja specialundervisning er dyrt, her og nu. Men hvad hvis vi tænker en smule længere end her og nu? Hvis vores børn ikke får den rette hjælp, den rette støtte og den rette specialundervisning. Jamen så bliver det dyrere for samfundet.”

Ja det bliver dels dyrere for samfundet, men det bliver også dyrt på det menneskelige plan. Inklusion skal være reel inklusion, hvor barnet virkelig inkluderes og er en del af fællesskabet. Barnets tarv må være det vigtigste. Og det koster. Men der er i mange år tænkt i at spare penge fremfor at tænke på barnets tarv, og så går det galt. Inklusion som spareøvelse holder ikke i den virkelige verden - kun på regnebrættet.

Der er brug for en national handle og -genopretningsplan for inklusion og specialundervisningsområdet. Den skal bl.a. indeholde massiv efteruddannelse af alle lærere og ledere i specialpædagogik, genindførelse af linjefaget specialpædagogik, og ikke mindst en økonomi, som sikrer eleverne de rette rammer.

Hverken eleverne, lærerne, ja hele samfundet kan være tjent med, at det er de enkelte kommuners økonomi, der afgør, om de børn, der har allermest brug for hjælp, svigtes eller hjælpes – der må handling til nu på nationalt plan.