BLOG

Empty article - Subtitle

På kurs mod det fjerne Afrika

Udlandspraktik i Afrika! Det har været en drøm siden første skoledag sammen, og nu er brikkerne endelig faldet på plads! Vi skal undervise på Muranga Primary School og følge de kenyanske lærere på deres Teacher College.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kribler i hele kroppen! Studiestart, pensum og undervisning har fyldt meget de sidste par dage, men det hele har alligevel stået i skyggen af vores sommerfugle i maven. Om få uger rejser vi nemlig til Afrika, nærmere bestemt Kenya, hvor skal tage vores sidste praktik sammen.

Det har været en drøm siden første skoledag sammen, og nu er brikkerne endelig faldet på plads! Vi skal undervise på Muranga Primary School og følge de kenyanske lærere på deres Teacher College.

Det er en mulighed, som vi har kæmpet længe for – både i forhold til at blive udvalgt af de mange ansøgere, spare penge sammen, planlægge med den danske praktik og meget mere.

Men vi har langt om længe fået styr på det hele (sådan næsten da!), og nu venter Afrikaeventyret på os inden længe!

Vi har fulgtes ad siden studiestart, og nogle vil måske beskrive os som B1 og B2, da vi oftest har de samme skøre tanker og idéer. Det er sjældent, at man på et studie finder én, som man arbejder godt sammen med hele vejen igennem, men det har vi været så heldige at gøre. Vi har fundet vores bedre halvdel i hinanden, og vi har knoklet hårdt og målrettet siden vi startede.  Med vores fælles projekt, Sælen Santos, som vi vandt førstepræmien for, blev vores konti fyldt op, og dette var med til at muliggøre vores drøm om at tage i praktik i Afrika.

Vi har stadig ingen anelse om, hvilke fag, vi skal undervise i - vi ved blot, at fagene ikke er de samme som herhjemme. Det bliver en udfordring for os at tilrettelægge en undervisning, som opfylder de krav, som den nye reform kræver af praktikken og den efterfølgende eksamen, men vi står klar med skarpladte idéer og udbredte arme, og så må tiden vise, hvad det bliver til.

Én ting er sikkert, vi håber, at der i den lille landsby findes WiFi, så vi kan dele vores erfaringer og oplevelser med Jer. Om kulturmødet, den anderledes skolegang og læreruddannelsen og om alle de forhåbentlig fantastiske timer, vi får sammen med alle børnene.

Med venlig hilsen to spændte lærerstuderende

Frederikke og Mia.