BLOG
Empty article - Subtitle
Podcast om skolen - hvad hører du?
Selvom jeg elsker ny viden så får jeg sjældent tid til at sætte mig godt ind i ny forskning, nye debatter eller generelt bare læst en faglig bog i mit arbejde. Og eftervidereuddannelse er jo heller ikke lige det man får mest af mere. Så hvad gør man så hvis man gerne vil lære mere, reflektere og blive bedre til sit arbejde? Jeg lytter til podcasts. En del faktisk. Jeg håber vi her kan inspirere hinanden om hvad vi lærere kan og bør lytte til.
Jeg elsker at debattere, men det er også rart bare at holde sin mund og lytte til andre. Især hvis man kan gøre det mens man så laver andet; går tur med hunden, vasker op eller bare sidder og nyder en solnedgang. Jeg bruger cirka 2-3 timer om ugen på at lytte til podcasts om skolen/mit arbejde
Jeg har selv haft lyst til at starte en podcast det seneste år, men er desværre ikke helt kommet dertil endnu. Men jeg lytter som sagt til mange. Her er de podcasts jeg lytter til - jeg håber at I vil smide nogle kommentarer om hvad I andre lytter til, eller jeres holdninger til nogle af dem jeg her har noteret.
Stemmer fra Skolen - Klart det program som indholdsmæssigt rammer bedst. Det er hvad navnet antyder: stemmer fra skolen. Især lærere og deres tanker og holdninger til forskellige dele af vores skole og hverdag. Eksempelvis tager de emner op om Aula, inklusionsbørn, niveaudeling og alt muligt andet. Programmets svaghed er produktionen - lyd og redigering er ikke de to værters stærke side, men kan man ”lytte igennem fingre” med det, så får man meget viden og gode ideer og indspark til sit arbejde. Det er især fedt at begge værter taler med hinanden og bruger deres hverdag til at perspektivere emnerne ind i.
Hvad skal vi med Skolen? - Det er et flot produceret program som er bygget op efter som samtaleradio, men ikke med to værter. Derimod med to nye gæster i hvert afsnit, som taler med hinanden om spørgsmål stillet af redaktionen. Det bliver til lange (og lidt langsomme) samtaler, god underlægningsmusik og lyde. Introen er dog alt for lang (knap 2 min). Det er som om de ikke ved at man selv vælger (og dermed godt ved) hvad man lytter til når man lytter til podcasts (modsat eksempelvis flow radio). Den forholdsvis nye podcast bruger sætter kendte mennesker og debattører til at diskutere skolen, men det bliver sjældent mere konkret end gæsternes barndoms historier. Det bliver derfor knap så relevant i arbejdet som eks. Stemmer fra Skolen. Modtagerne er tydeligvis flere end lærere, og det er godt hvis der er andre end lærere, som lytter med. Hvis man godt kan lide at sidde på en bogmesse og høre kendte tale om ”almene emner” som folkeskolen, så får man meget ud af denne podcast. Den er god og hyggelig, men knap så brugbar i det pædagogiske og faglige arbejde.
KLFnet podcast - Da jeg fandt denne havde jeg store forventninger. Min gamle lærerkreds havde lavet sin egen podcast. Direkte ud fra kredskontoret, det måtte blive godt. Men desværre er formatet i min optik ramt helt forkert. Man har hyret en (god) journalist til at lave programmet og derfor bliver det et program som tager udgangspunkt i nogle klassiske journalistiske metoder, som eksempelvis at modtageren skal have ting forklaret og man må helst ikke vise holdning til noget. Det er bygget lidt om som ”dokumentarer”, så journalisten interviewer og præsentere emnerne meget overordnet, så alle kan forstå det. Man kan slet ikke mærke at det kommer fra en lærerkreds med viden og holdninger. Det er godt produceret og der er enkelte afsnit om eksempelvis lokalaftalen i Kbh, som er rigtig god. Men det er mere langsom og overfladisk. Afsnittene om nye lærere er også gode.
Alineas Didaktor - Er udkommet meget sporadisk, men det virker til at de nu er kommet rigtigt i gang. Det bedste ved programmet er nok at det er korte afsnit og dermed meget konkret om hurtige emner. Det erselvfølgelig også fyldt med reklamer for Alinea, men det synes jeg nu godt man kan overleve. Det er bygget op som klassisk magasin med vært og gæst. Personligt synes jeg at samtale-podcasts er federe, da det her lyder lidt som om man har lavet ”DR2 Deadline” som podcast. Det bliver tungt og langsomt, men indholdet er faktisk godt.
ForældreIntra fra Radio24syv - Måske det program som har det bedste udgangspunkt, da det reelt er et radioprogram med professionelt udstyr og medarbejder, som får en masse mediestøtte til at lave deres programmer. Og det er godt produceret, ingen tvivl. Jeg lytter også med glæde til gæsterne, for de har altid ret gode gæster med til ugens debat. Hver uge er der en times debat om ét emne. De er gode til at inddrage børn og unge som gæster, men også både politikere, forskere og andre. De kommer alle med gode og forskelligartede argumenter og tanker. Men værterne er desværre bare næsten utålelige, så jeg skal som regel lige tælle til 10 når de prøver at tale om deres ”sandheder” om skolen. De ved ikke særlig meget og det kan faktisk ødelægge programmet at de objektive værter er super subjektive i deres tilgang til emnerne.
HerGaarDetGodt - faktisk er det populære program med Esben Bjerre og Peter Falktoft jo ikke et program om hverken skole, undervisning eller noget i den retning. Og jeg lytter også mest til det af private årsager. Men det sker ret ofte at jeg alligevel bruger programmet til at tænke over hvordan man kan formidle, tænke over aktuelle sager (eks. Til samfundsfag eller dansk i udskolingen) og hvordan unge mennesker lever - selvom de to værter ikke er skolelever, så er de meget med på ”beatet” og kan fortælle om ting, som mine elever også taler om.