Pligt og civilisation

Dette forår har budt på en besynderlig debat. Det hele startede med at Ove Kaj Pedersen, forfatter til bogen Konkurrencestaten, i dagbladet Politiken udtalte en skarp kritik af de offentlige ansatte og deres fagforeninger. Pedersen var skræmt over, at der tilsyneladende manglede lydighed i konkurrencestatens motorrum:  ”Først og fremmest underminerer de fagprofessionelle deres egen status ved at kæmpe en kamp, de kun kan tabe. Men det værste er, at de også underminerer opbakningen til velfærdsmodellen”. Hans argument går på, at de offentlige ansatte må acceptere, at den politisk-økonomiske elite ved bedst, og at kritik i grunden blot er kontra-produktivt og undergravende. Derfor bør alle uden slinger følge enhver anvisning ovenfra uden diskussion.

Det pudsige ved Ove Kaj Pedersens bandbulle er naturligvis, at han baserer sin argumentation på en forestilling om, at de ”forkælede” lærere, pædagoger og sygeplejersker går rundt og føler en hel masse uden egentligt blik for det store billede. I modsætning hertil baserer den politisk-økonomiske elite (herunder ham selv, forstår man) deres synspunkter på fakta. Det indviklede er nu, at Ove Kaj Pedersen jo også er offentligt ansat, ligesom mange af de konsulenter og ledere, der er i gang med at implementere den bevægelse fra velfærdsstat til konkurrencestat, som så mange protesterer imod. Altså kan det ikke være anderledes end at det er kritikken, ikke ansættelsesformen, der er problemet. Ove Kaj Pedersen vil ikke have kritik!

Claus Holm, der er institutleder på DPU skrev kort efter en klar opbakning til Ove Kaj Pedersen på DPU`s hjemmeside. Her var vinklen, at også indenfor forskningen er der problemer med folk, der ikke vil acceptere nødvendighedens politik. Holm gik endda så vidt, at videnskaben primært bør fokusere på at understøtte politiske prioriteringer, og derfor afholde sig fra at undersøge virkeligheden, som fx Rasmus Willig gør når han empirisk afdækker, hvordan kritik håndteres i det offentlige. Willig er ifølge Holm blot ude på at blive populær, kan man forstå. I hvert fald skriver institutlederen følgende om Willigs forskning:  ”Det tangerer efter min opfattelse et forsøg på at være så populær, at rollen som intellektuel sættes over styr. For tager Rasmus Willig overhovedet kritisk stilling til, om alle de svar, han har indsamlet, faktisk kan forstås som et stort overgreb på velfærdsstatens kerneprofessioner?”.  Jamen, dog! Willig har indsamlet faktiske ytringer på klassisk empirisk vis! Hvad er der galt heri? Forskning skal tjene den politisk-økonomiske ledelse, ikke oplysningen, må Holms budskab være.

Ifølge Pedersen og Holm skal vi åbenbart satse benhårdt på at opbygge et samfund, hvor en statslig elite definerer virkeligheden og sandheden, og derpå bliver opgaven at implementere denne i hver en afkrog af menneskets tilværelse – fra vuggestue til plejehjem. Alt skal orientere sig efter strategiske satsninger til konkurrenceevnens ære, og enhver kritik er usolidarisk og kontra-revolutionær. De såkaldte velfærdsprofessioner, der ikke følger denne doktrin, er moralsk forpligtet til at tage et opgør med sig selv. De gælder om at transformere kritikken til en selvkritik! Ganske som i Kina under Formand Mao. Uden sammenligning i øvrigt.

Sådan ligger landet. Er det ikke trist?

De fleste dannede mennesker kan nok se, at Pedersen, Holm og mange andre i den politisk-økonomiske elite er helt på afveje. Naturligvis er de ikke dumme eller onde, men de har nok tabt fatningen i en malstrøm af systemfokuserede og teknokratiske forklaringsmodeller, og resultatet ser vi her: Hvad der før var omsorg, dannelse og samvær har nu intet andet formål end konkurrencestatens enbårne vilje! Alt er teknik, og intet har nogen betydning i sig selv.

Hvordan kan man hjælpe folk som Pedersen og Holm? Det er et godt spørgsmål, og måske også et yderst presserende et af slagsen. Først og fremmest tror jeg, at de begge har brug for et stort kram! De må mærke en ægte menneskelig kontakt, og måske derved opleve en forbundethed, noget virkeligt værende. Ideelt burde de også få tildelt et højskoleophold, hvor de måske kunne blive opslugt af det levende ord og nogle gode fællessange. Allerede her ville vi være nået langt, men der skal nok mere til. Ydermere må vi huske, at problemet ikke er begrænset til de to herrer, og det kunne godt vise sig både kompliceret og dyrt at organisere henholdsvis kram og højskoleophold til alle de kæntrede systemryttere i dagens offentlige Danmark.

Måske ville det være en mere fremkommelig vej at bede Pedersen og Holm om at tænke sig om? Den danske stat og dansk kultur er ikke baseret på såkaldte velfærdsprofessioner. Faktisk findes de slet ikke i særligt stort omfang. Fx lærere, pædagoger, forskere og politibetjente er i grunden ikke ”velfærdsproducenter”, men derimod først og fremmest udtryk for et ønske om at beskytte og fremme civilisation. Det er dét, der er deres formål. De er sat i verden for at bekæmpe det, Thomas Hobbes formulerede som en form for naturret (alles kamp imod alle), og i stedet fremme det, som man i oplysningstidens formulerede som et moderne projekt: Et humant samfund præget af oplysning, fornuft og civilisation.

Når civilisations-beskytterne i dag kritiserer konkurrencestatens dehumanisering og kontrolmani er det altså udtryk for en solidarisk vilje til at opfylde det formål, de er sat i verden for. De ansatte, som Pedersen og Holm kritiserer, er jo mere end nogen andre det demokratiske samfunds grundpiller, og uden dem ville ethvert udtryk for civilisation – lige fra organiseret politik, retsvæsen, politi, undervisning til færdselsregler – være noget nær umuligt at forestille sig. Derfor kan de pågældende professioner ikke bare følge enhver tilfældig indskydelse, og de må og skal altid sikre sig, at de handler loyalt overfor dem, de er sat i verden for at tjene: Deres medmennesker – og med dem et civiliseret samliv.

Her kan man så spørge, om Ove Kaj Pedersen ikke alligevel har en pointe i, at enhver ansat må udvise vilje til at følge en arbejdsgivers anvisninger? Jo, naturligvis må de det, hvis de gerne vil have et bestemt job. Det er den, der udbyder arbejdet, der må bestemme, hvad der skal laves, og den ansatte kan så frit vælge, om jobbet lyder interessant eller ej. Dog er der nogle særlige forhold på spil, når vi taler om de civilisationsbeskyttende funktioner, vi alle sammen baserer vores samliv på. De kan eksempelvis komme i konflikt imellem et politisk/ administrativt krav om at arbejde for en afskaffelse af demokratisk civilisation (fx hvis staten gør borgernes liv til midler i stedet for mål), og et retsligt og historisk krav om at beskytte samme (fx i form af Grundloven, Forvaltningsloven, Universitetsloven, Folkeskolelovens formålsparagraf osv.). I sådanne tilfælde må og skal de civilisationsbeskyttende professioner komme med omfattende offentlig kritik. Alt andet ville være usolidarisk og illoyalt. Hvis den politisk-økonomiske elite ikke vil lytte og konsekvent nægter at tænke sig om, må den ansatte så overveje med sig selv, om vedkommende personligt kan holde til at handle på en måde, der er i modstrid med jobbets civilisationsbeskyttende formål. Altså er der tale om en dobbelt pligt: At handle som den legitimt indsatte ledelse anviser, samt at ytre en offentlig kritik såfremt ledelsen handler i modstrid med institutionens civilisationsbeskyttende formål. Det er den sidste pligt, Pedersen og Holm gerne vil have alle til at glemme.

Litteratur:

Ove Kaj Pedersen i Politiken: http://politiken.dk/debat/ECE3182671/forkaelede-offentligt-ansatte-kan-underminere-velfaerdsstaten/

Claus Holm på DPU`s hjemmeside: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/

Svend Brinkmanns svar til Ove Kaj Pedersen: http://politiken.dk/debat/profiler/svendbrinkmann/ECE3186244/hvorfor-skal-kritiske-laerere-og-sygeplejersker-bare-tage-ja-hatten-paa/