BLOG
Empty article - Subtitle
Den usynlige dannelse
Dannelse er på vej til at blive rehabiliteret i folkeskolen. Også B&U-forvaltninger taler nu om dannelse, og i Odense har der netop været afholdt en stor dannelseskonference med deltagelse af 550 medarbejdere og andre. Der er dog grund til at væbne sig med lidt sund skepsis. Skal dannelsen indhegnes, og bliver den et nyt objekt for styring og måling, så den effektstyrede kommune kan vise politikerne, om investeringen betaler sig? Dannelsen er imidlertid en pædagogisk proces. Vi hverken kan eller skal opnå fuld kontrol med elevernes læring. Dannelse er usynlig læring, og læreprocesser foregår oftest uden for bevidsthedens og målesystemernes rækkevidde.
DANNELSE har som aktivt begreb i en årrække været lige så uønsket og ildeset i folkeskolens politiske forandringsproces, som rød sodavand i Valhalla.
Der er nemlig tale om en usynlig læring, der ikke kan omsættes i læringsteknikernes talmaskiner, og ligesom sjælen hverken kan vejes eller måles.
Mange lærere og pædagogiske filosoffer har længe våndet sig over kulturtømningen i folkeskolen, og kompetence- og læringsideologien er blevet mødt med hovedrysten, uvilje og solid analytisk kritik.
I Odense har lærerforeningen i lang tid været optaget af at prikke hul på den ensidige opfattelse, at al undervisning bør udspændes mellem mål og evaluering og dermed gøres til et teknisk anliggende om output. Folkeskolens formålsparagraf og fagformålene er langt bredere orienteret mod kultur, humanisme, fællesskab og demokrati.
I foråret havde foreningen inviteret til foredrag med lærer Mette Frederiksen om „Formålsstyret undervisning“, og under overskriften „Hvad vil vi med skolen“ har OLF sammen med andre arrangeret møder med den hensigt at få genrejst dannelses- og formålsdiskussionen.
B&U-rådkvinde Susanne Crawley Larsen, der trods sin smalle politiske platform, har en evne til at sætte sine mærkesager igennem, annoncerede for nylig, at dannelse i skolen skal nyde fremme - blandt andet gennem ansættelsen af flere lærere og pædagoger. Desuden indkaldte hun for nylig politikere og medarbejdere til en temadag om dannelse.
Det skal hun bestemt ikke have utak for. Det er særdeles tiltrængt - og udtryk for politisk mod.
Men det er ikke uden problemer at ville skabe politisk konsensus om en definition af et pædagogisk begreb.
Undervisningen i skolen har et særligt dannelsespotentiale, og hvert fag har sit. Det vil være uklogt at gøre dannelsen til et veldefineret produkt, der vil kunne gøres til genstand for en ny styrings- og målebestræbelse. Eller eksproprieres af bevægelsen for dannelse til arbejdsmarkedet. Dannelsen hører ikke hjemme på et marked og skal ikke tæmmes og sættes i bur.
Nogen siger, at begrebet er så luftigt, at man kan lægge alt idet. Derfor kan man ikke diskutere det. Det er imidlertid, hvad pædagogiske filosoffer har gjort gennem mange år. Det er en diskussion, der holder begrebet spændstigt og levende.
Tidligere studielektor i pædagogik, Holger Henriksen, nævner forfatteren Meïr Aron Goldschmidt (1819-87) for dette forsøg på at nærme sig begrebet: „Dannelse er den udviklede evne til opmærksomhed.“
Mere præcist handler dannelse i skolen ifølge idehistorikeren Jens Erik Kristensen om, at et individ skal overskride sin selvcentrerede horisont og forstå sig selv som del af en større sammenhæng som led i dannelsen af en mere moden og myndig individualitet. Dannelse forstås som en evne til fri selvstændig tænkning og til at træffe selvstændige moralske afgørelser.
Almendannelse betoner tilsvarende den individuelle tilegnelse af almen viden og indsigt, herunder historisk, kulturel og global forståelse.
Men vi hverken kan eller skal opnå fuld kontrol med elevernes læring. Dannelse er usynlig læring, og læreprocesser foregår oftest uden for bevidsthedens og målesystemernes rækkevidde.
