BLOG
Empty article - Subtitle
Rapport fra en landsretssag om en tjenstlig advarsel for negativ attitude
De tre landsdommere gjorde kort proces. Vi vandt over Odense Kommune med dommerstemmerne 3-0 og fik en total frostklar begrundelse! Nu har vi lov til at få prøvet, om advarslen, jeg som lærer fik af min skoleleder for godt og vel 2½ år siden, var i orden! Først nu kan vi komme til at tale om grænserne for ytringsfriheden inden for skolens mure. Det er et gråt område, der især disse år, hvor en del skoleledere fristes til at manifestere deres magt, kan kollidere med ledelsesretten. Lærernes ytringsfrihed ud af huset er meget bedre sikret, end den interne ytringsfrihed bag lukkede døre, og det er da underligt! Men vil Odense Kommune nu trække advarslen tilbage, inden den egentlige sag begynder, og pengene igen begynder at fosse ud af kommunekassen?
”Erik Schmidt versus Odense Kommune” stod der i sagsakternes rubrik. Nu gjaldt det Østre Landsret i København, fordi Odense Kommune havde kæret kendelsen fra byretten til procesbevillingsnævnet. Men Odense Kommune tabte alt på gulvet. Slam bam! Næsten tre års forsøg på at forhindre mig og min fagforening, Danmarks Lærerforening, i at komme til at føre en principiel og vigtig sag. De tre landsdommere gjorde kort proces. Vi vandt med dommerstemmerne 3-0 og fik en total frostklar begrundelse! Nu har vi lov til at få prøvet, om advarslen var i orden! Først nu kan vi komme til at tale om grænserne for ytringsfriheden inden for skolens mure. Det er et gråt område, der især disse år, hvor en del skoleledere fristes til at manifestere deres magt, kan kollidere med ledelsesretten. Lærernes ytringsfrihed ud af huset er meget bedre sikret, end den interne ytringsfrihed bag lukkede døre, og det er da underligt!
Jeg havde på forhånd fået tilsendt en materialesamling og en såkaldt ekstrakt om mødet i Østre Landsret den 23. februar 2017. To tykke kompendier. Min advokat, Peter Breum, og min kontaktperson i DLF, Søren Fussing, var tændte. Det var jeg også selv, for jeg synes ærligt talt ikke, det er i orden at modtage en advarsel for ”negativ attitude og negativ adfærd” når man har arbejdet aktivt og seriøst i folkeskolen i 37 år uden tjenstlige anmærkninger og været nærmest en lykkelig lærer. Det synes undervisningsministeren heller ikke. Eller… det gjorde hun i hvert fald ikke dengang.
Den 20. 6. 2014 blev Merete Riisager af fagbladet Folkeskolen spurgt om, hvordan hun så på ”min” sag. Dengang var hun folketingsmedlem. Hun svarede: "Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget".
Nåmen, Odense Kommune havde altså kæret byrettens 2-1-kendelse om, at jeg har en såkaldt aktuel, retlig interesse i at føre en sag mod min tidligere arbejdsgiver med henblik på at få kendt advarslen ugyldig.
Som repræsentant for kommunen var Steen Rasmussen fra ”Forhandling og personalejura” mødt op. Ingen andre. Ingen skoleleder, ingen skolechef. Udenfor den hvide og musegrå retssal larmede en asfaltskraber og en vejtromle, og det beklagede hoveddommeren. Men det lå desværre uden for hans rækkevidde, sagde han. Dommerne havde kapper på, og også min advokat havde iført sig en sort kappe med rødt revers.
Høje ret! begyndte Odense Kommunes advokat, Søren Skjerbek. Han argumenterede blandt andet med, at jeg burde have bedt om en tjenstlig undersøgelse, mens jeg stadig arbejdede på Agedrup Skole, som han kaldte Ågerup Skole – mig kaldte han Hulmose (det er mit mellemnavn). Men helt ærligt, hvem kan føre en sag mod sin skoleleder og stadig forblive på arbejdspladsen? Derfor sagde jeg først op og begærede efterfølgende en tjenstlig undersøgelse. Men når jeg ikke forblev i arbejde, havde jeg ikke nogen retlig (læs: økonomisk) interesse i at føre en sag, argumenterede kommunens skatteyderbetalte advokat. Desuden havde jeg ifølge ham ikke efterfølgende tilmeldt mig Arbejdsformidlingen, og det var jo et tegn på, at advarslen ikke ville have økonomisk indflydelse på mit videre arbejdsforløb.
Min advokat har tidligere fortalt ham, at jeg stadig er i arbejde, og at jeg endda efterfølgende på opfordring har arbejdet for Agedrup Skole med planlægning af skolens jubilæumsfest og en emneuge i samme forbindelse. Altså en slags kortvarig vikararbejde i Odense Kommune. Her udspandt sig en lille, sjov ting, som fik mig til at trække på smilebåndet. Han sagde, at det efterfølgende ”vikarjob” på skolen skyldtes, at jeg var god til at lave en festsang, men at det også bare viste skolens gode vilje. I virkeligheden var det sådan, at skolens ledelse den dag, jeg sagde op, så mindeligt bad mig om alligevel at være med til at sikre, at skolens stort anlagte jubilæumsfest nogle måneder senere kunne blive til noget, og det gik jeg med til af veneration for min gamle skole og de mange allerede inviterede ”gamle” elever.
Allerede inden Søren Skjerbek havde afsluttet sin procedure, rejste min advokat, Peter Breum sig op. Peter kørte sin argumentation på, at jeg var udsat for ”en negativ bebyrdende forvaltningsakt” og at jeg som borger derfor havde ret til at få sanktionen prøvet. Han var godt forberedt og havde en række relevante henvisninger parat.
Efter en halv times pause blev retsmødet genoptaget. Dommerne havde drøftet sagen. Hoveddommeren skar kendelsen ud i pap. For det første lagde dommerne vægt på, at kommunen havde accepteret, at jeg fratrådte og alligevel derefter gennemførte sanktionen over for ”en pletfri tjenestemand”, der havde været på skolen i 34 år. Han gjorde det også klart, at man altså ikke behøver at være tilmeldt en arbejdsformidling for at have en retlig og økonomisk interesse. Endelig sagde han, at det måske kunne ligne noget fra en juridisk skitsebog, men at almindelig sund fornuft talte for, at hvis Odense Kommune har en interesse i at give en tjenestemand en advarsel efter at han har sagt op, så må det også være ret og rimeligt, at tjenestemanden kan prøve denne advarsels gyldighed efter sin opsigelse.
Sund fornuft!
Er det ikke noget, som Odenses nye borgmester Peter Rahbæk Juul abonnerer på? Hvis jeg var borgmester i Odense, ville jeg som den øverste personaleleder og budgetbestyrer nok nu forsøge at trække advarslen tilbage. Det er ikke for sent, selv om det er ærgerligt at have brugt flere hundrede tusinde skatteyderbetalte kroner på tre års ingenting. Den egentlige sag kan nu begynde, og den bliver heller ikke billig, ligesom den heller ikke vil fremme Odenses kommunes renommé som skoleejer og arbejdsgiver.
Lige nu har Odense Kommune en chance for at trække advarslen tilbage, inden forberedelserne til den egentlige sag begynder, og inden pengene igen fosser ud af den betrængte kommunekasse. En sådan handling vil desuden understrege Børn- og Ungeforvaltningens, den nye borgmester Peter Rahbæk Juuls og hele byrådets seneste års aktive forsøg på opblødning af forholdet til Odenses lærere.
