Bevægelse i skolen – hvorfor løber idræt med stafetten?

Bevægelse i skolen – hvorfor løber idræt med stafetten?

Under implementeringen af ”motion og bevægelse” i skolen har vi i foråret iagttaget, at idrætsfeltets forskere, organisationer og undervisere sætter dagsordenen for, hvordan vi implementerer motion og bevægelse. Det fremgik på konferencen ”Forsøg med læring i bevægelse” i januar, hvor forskere, arrangører og de fleste af de hundredevis af fremmødte var fra idrætsfeltet. Hvor var de andre skolefags undervisere, organisationer, forskere? Hvis implementeringen skal lykkes, skal det ikke hvile på skuldrene af idrætslærerne men ske med opbakning fra et bredt udsnit af lærere. Der skal altså være ”flere spillere på holdet” til at løfte opgaven, også fordi løsninger formidlet af idrætsfeltet, ikke appellerer til alle lærere. Flere spillere på holdet vil kunne løfte ”motion og bevægelse” ud af idrætsfeltets logikker og værdier som ”træning”, ”konkurrence”, ”intensitet”, ”aktivitet for oplevelsens eller sundhedens skyld” med mere, da disse forhold komplicerer den faglige undervisning og kan ekskludere frem for at vejlede lærerne. I stedet skal ”motion og bevægelse” opfattes bredere, hvilket vi vil argumentere for. For som udtalt på konferencen: jo mere det ligner idræt, jo mindre mening giver det…

Med folkeskolereformen indføres ”motion og bevægelse”. Målet er at fremme sundhed og understøtte motivation og læring. Den øgede opmærksomhed på at bevæge sig mere i skolehverdagen skyldes blandt andet, at vi bevæger os mindre samtidig med erkendelsen af, at bevægelse betyder mere for sundhed og læring. Forskningen har for få år siden dokumenteret en sammenhæng mellem bevægelse og læring. Desuden er det veldokumenteret, at varieret undervisning virker positivt på læring. Det har medvirket til, at ”motion og bevægelse” i snit skal udgøre 45 minutter af den længere skoledag incl. to ugentlige idrætstimer. Andre uddannelser som erhvervsskolereformen har lignende tiltag.

I vores arbejde, hvor vi i nogen grad arbejder med at implementere motion og bevægelse, er det tydeligt, at der er kuk i terminologien. Begreberne ”motion”, ”bevægelse”, ”fysisk aktivitet” og ”idræt” bruges uden at skelne mellem betydningen af begreberne, og vi mener, konsekvensen bliver, at implementeringen skubbes over på idrætslærernes banehalvdel. Derfor afklares begreberne her.

”Motion” betegner fysiske aktiviteter med henblik på biologisk sundhed og kropsligt velvære. Motionsaktiviteter kan beskrives i træningsfysiologiske variable som ”intensitet” og ”varighed”. I skolen foregår motion adskilt fra undervisningen, så morgenmotion og ”bevægelsesbånd” kategoriseres under motionsaktiviteter med formål som at øge kondition, motorik eller sociale kompetencer.

Nært beslægtet med motion er ”fysisk aktivitet”. Det er mellem fysisk aktivitet og læring, videnskaben har fundet en positiv sammenhæng. Fysisk aktivitet skal forstås som aktiviteter af mindst moderat intensitet, hvor man anstrenger sig så meget, at det svarer til mindst ”rask gang”.

Værdien af ”Bevægelse” ligger i den sanselig-æstetiske oplevelse ved at bruge kroppen, som bevæger sindet. Når sindet bevæges, kan læringsparatheden øges. Så bevægelse tjener også mål, som at understøtte motivation og læring. Derudover kan opnås mindre biologiske sundhedseffekter. I praksis kan bevægelse udfolde sig i 3 forskellige ”bevægelsestyper” nemlig som: 1) aktive pauser i undervisningen bestående af kortvarige fysiske lege med formål som at give ”ilt til hjernen” og variere undervisningen. 2) Bevægelse kan også udfolde sig som bevægelse integreret i undervisningen. Her kan undervisningsaktiviteterne være legende, kreativt skabende, de kan foregå ”on location”, eller bruges til at ”kropsliggøre” det faglige indhold, som når bogstaver formes med kroppen i dansk. Formålet er ofte at gøre abstrakt læring mere konkret. 3) Endelig kan bevægelse som struktur i undervisningen, organisere og strukturere undervisningen. Undervisningsaktiviteterne er fx stafetter og cooperative learningsstrategier som ”walk and talk”, ”Quiz og byt” m.m., og kan anvendes i alle fag med formål som at gøre undervisningen mere varieret og kinæstetisk (for en uddybning af bevægelsestyper – se litteraturlisten).

”Idræt” er i skolesammenhæng et fag, og bevægelse sker som i andre fag med henblik på at opfylde faglige mål. Idræt nævnes kun her fordi den ugentlige idrætsundervisning skal indregnes i reformtekstens kvantitative ramme om 45 minutters daglig motion og bevægelse.

Efterfølgende bruger vi termen ”bevægelse” om ”motion og bevægelse” i skolen, fordi de største knaster og interesser i denne sammenhæng, er de bevægelsesaktiviteter, der foregår i undervisningen. Af ovenstående forsøg på at adskille begreberne og redegøre for den måde de udtrykker sig på i skolen fremgår det, at der er overlap mellem begreberne. Det medvirker til, at det er udfordrende at få styr på begreberne, så det er forståeligt, at der går kuk i terminologien. Men det skyldes også, at man ikke gør sig umage med at være præcis. Eksempelvis har vi i mange år hørt familie, venner og kolleger bruge vendinger som ”gymnastiktasken”, ”gymnastiktøj” og ”gymnastiksal”. Som idrætsundervisere har vi korrigeret til ”idrætstasken”, ”idrætstøj” og ”idrætshal”, da faget i skolen har heddet ”idræt” i 40 år. Mere væsentligt er det i denne sammenhæng, når både kollegaer, skoleledere, nyhedsværter og selv undervisningsministeren kommer til at formidle, at det er ”idræt”, der skal implementeres mere af i skolehverdagen. For når ”bevægelse” kaldes ”idræt”, medfører det, at for stor en del af ansvaret og opgaverne med at implementere bevægelse havner hos idrætslærerne. Så selv om idrætsfeltet giver mange brugbare løsninger på bevægelse i skolen, så skal opgaven ikke løftes af idrætsfagfolk alene. Dels kan idræts-ildsjæle brænde ud, dels skal bevægelsestyperne praktiseres af faglærerne selv i fagene. Endelig vil løsninger af opgaverne i for høj grad bygge på idrætsfeltets logikker og værdier. Debatten om idræt i skole og samfund viser, at idræt er forbundet med, at elever skal have ”sved på panden” frem for ”viden om”. Det understøttes af undersøgelser. Der er altså en modsætning til resten af skoleområdets logikker, hvor teoribaseret, læringsmålstyret refleksion og dialog er højere prioriteret. Derfor overrasker det ikke, at der udvises betydelig skepsis i debatten på ”Folkeskolen.dk”. Denne skepsis skyldes især det faktum, at den videnskabelige dokumentation for sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring ikke siger noget om effektstørrelsen – dvs. om effekten kunne være større med andre undervisningsaktiviteter. Vi ved heller ikke meget om, hvilke bevægelsestyper, der bedst anvendes for at tænke abstrakt eller lære om H.C. Andersen. Når der er meget, vi ikke ved, kræver det ydmyghed at implementere bevægelse i undervisningen. Når bevægelse i undervisningen ”oversælges” og i nogle sammenhænge tager en form, der er vanskelig at praktisere, hvis man ikke har lyst til at kommunikere gennem kroppen, lykkes det kun at appellere til dele af skolens lærerkollegie. Dermed kan andre lærere (og elever!) føle sig ekskluderet. Endelig er der i skolesystemet tradition for stor metodefrihed i skolelærerens virke, så alene det, at reformen lægger op til, at læreren skal vælge bestemte undervisningsaktiviteter, forventes at skabe panderynker hos nogle lærere.

Desuden komplicerer idrætsfeltet bevægelse i undervisningen unødigt ved fx at skelne mellem bevægelsestyper af høj intensitet (forpustet, svedende, føles hårdt) og af lav intensitet (føles let).  Risikoen herved er, at vi signalerer, at det er vanskeligt og kræver høj faglighed at arbejde med bevægelse i skolen. I forvejen er det udfordrende at planlægge og gennemføre en differentieret, inkluderende, læringsmålstyret undervisning i store klasser og undervejs i undervisningen time og organisere bevægelsestyper, så det giver mening.

Hvis vi i stedet for at komplicere, forholder os ydmygt til, hvad vi ved, og anvender et bredere bevægelsesbegreb, så kan og vil langt flere lærere bidrage til en mere varieret skoledag i bevægelse. Et bredere bevægelsesbegreb skeler ikke til bevægelsestypens intensitet. Det anerkender i stedet bevægelsestyper som ”walk & talk”, ”diskussionscirkler” og andre af fx de cooperative learningsstrategier, som mange lærere allerede anvender i stor stil. Undervisningsaktiviteter, hvor eleverne ikke sidder ned, men står, går, løber eller er i bevægelse på anden vis bør opfattes som ”læring i bevægelse”, der både kan variere undervisningen, og dermed påvirke motivation, koncentration, trivsel, læring og sundhed positivt. Så kære lærer – tænk over, hvordan du allerede er i gang med ”læring i bevægelse”. Og tænk over hvor det giver mening at skrue op med bevægelsestyper. Der er naturligvis en del faggrupper – fx naturfagsområdet, der har grebet bolden og er gået i gang. Men vi har brug for flere spillere på holdet, hvis denne del af reformen skal blive en succes.

Marie Madsen, cand. Mag kulturformidling og idræt og master i Fitness og træning, underviser og forfatter VUC Syd

Martin Elmbæk Knudsen, lektor i idræt ved Læreruddannelsen Haderslev, UC Syddanmark, cand. Scient Idræt & Sundhed, forfatter til www.idrætpåhjernen.dk

Litteratur:Claus Ottesen: ”Bevægelse integreret i undervisningen – et didaktisk perspektiv”, www.folkeskolen.dk, 10. oktober 2014

Jensen, Jens Ole (2014): ”Skoleidrættens værdier og kultur”, i ”Idrættens værdier og kultur. Teori og praksis”, red. Af Høj, Maibom & Rasmussen, KvaN

Knudsen, Martin Elmbæk: ”Bevægelsestyper”. Film på YouTube.com

Von Seelen, Jesper (2013): ”Fysisk aktivitet og læring – en taksonomi”, www.folkeskolen.dk , 17. december