BLOG

Empty article - Subtitle

Hvor blev klassens time af?

Klassens time er blevet sparet væk på skoleskemaet til fordel for andre fag, som er mere vigtige. Men hvorfor negligere klassen time? Skal vi antage, at klassens time ”bare” har været en fritime med kagespisning og hyggeligt samvær, som sagtens kan undværes? Eller mister vi i virkeligheden noget af dannelsesprocessen?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kagespisning og en sludder for en sladder?

Det er vist ingen hemmelighed, at klassens time ikke er en time, som er afsat til udelukkende fagligt indhold, og derfor hurtigt bliver betragtet som en betydningsløs time af regeringen, fordi skolens overordnede formål er at lære og blive fagligt dygtig. Men hvad så med fokus på elevernes trivsel?

På toppen af isbjerget har det måske nok været brugt til at få styr på praktiske ting, som ofte ender med at fylde meget sideløbende med lærerens planlægning af undervisningen.

Det har måske også været en hyggetime med kagespisning og et mentalt pusterum for både læreren og eleven.

Men tænk nu hvis man bevæger sig dybere ned, og faktisk får øje på mulighederne for elevens dannelse i lige netop denne time?

Klassens time = elevernes dannelse?

Efter at have fået eleverne til at evaluere på min undervisning i en praktik var der en pige, som sagde til mig:

”Jeg savner klassens time. Der kunne man få styr på det sociale i klassen, eller læreren kunne løse det, hvis folk havde været uvenner. Jeg savner også at tale om verden, som f.eks. global opvarmning, krig eller flygtninge”.

Det er store ord fra en elev. Men det fik mig til at tænke over, at elever også har brug for at tale om og få forståelse for den verden, som omgiver dem, uden de skal tage fagligt stilling til alt hele tiden. Selvom begrundelsen for at fjerne klassens time er, at det kan implementeres i faglig fordybelse, bliver det dermed også gjort fagligt orienteret, hvilket netop strider imod kernemålet i klassens time.

Klassens time skal bruges til at danne eleverne til kompetente, empatiske mennesker, som kan blive motiveret i et fællesskab. Den skal bruges til at styrke elevernes trivsel og fællesskab. Eleverne er omgivet af de samme personer størstedelen af deres skolegang, og det er mere end blot et fagligt fællesskab.

Derfor er der brug for klassens time.