BLOG
Empty article - Subtitle
Velkommen til min blog om uddannelse globalt og global uddannelse
Uddannelse er det stærkeste våben til at forandre verden
Kære læsere
Tillad mig at præsentere mig selv og min nye blog.
Jeg er medlem af den danske UNESCO nationalkommission med ansvar for uddannelse og vil i den anledning skrive om uddannelse i Danmark og uddannelse ude i verden. Til daglig er jeg leder af Red Barnets internationale uddannelsesarbejde.
Jeg håber at kunne repræsentere, hvad vi i den danske UNESCO nationalkommission mener er kvalitetsuddannelse, og hvad vi arbejder for i Danmark og globalt. Dog skal jeg klart sige, at mine holdninger, som kommer til udtryk her, er mine egne, og UNESCO står ikke til ansvar for denne blog.
UNESCO er FN-organisationen, som har ansvar for uddannelse. Samtidig er UNESCO den ledende organisation, der skal sikre verdensmål 4, som er målet om, at alle får kvalitetsuddannelse og livslang læring.
Jeg har en baggrund som lærer, og jeg har undervist i mange fag i folkeskolen. For 15 år siden flyttede jeg til Sydafrika, hvor jeg var med til at implementere en ny folkeskolelov i landet. Apartheid var slut, og Sydafrika skulle have en ny folkeskolelov for alle. Loven skulle bygge på principperne i den nye grundlov.
Indtil apartheids ophør havde Sydafrika 19 undervisningsministerier og fem forskellige skolelove. Sydafrikas regime klassificerede børn ud fra hudfarve, og hvilken skolelov de tilhørte. Nogle gange var arbejdet med uddannelse i Sydafrika, som at arbejde med alle verdens problemer i et land. Men det er også her, jeg har set, hvor stor forskel kvalitetsuddannelse kan gøre for det enkelte barn, og det er årsagen til, at jeg brænder for uddannelse, at jeg altid vil være fortaler og kæmpe for retten til uddannelse.
Med den passion i bagagen var jeg meget optaget af arbejdet med verdensmålenes tilblivelse, hvor jeg siden 2012 arbejdede for at sikre verdensmål 4 med fokus på uddannelse og på alt det, som repræsenterer kvalitetsuddannelse.
Jeg glæder mig til at dele nogle af de oplevelser, jeg har, når jeg besøger flygtningelejre i Bangladesh, lærere i Jordan og elever på danske skoler. Jeg håber også, der er lærere, som har lyst til at debattere uddannelse globalt og i Danmark og diskutere, hvordan vi får dannelse tilbage i folkeskolen som den fornemste kerneværdi, et danske skolesystem er mester i.
Rigtig god påskeferie til alle lærere, som hver dag gør et kæmpe stykke arbejde for at sikre alle børn i Danmark kvalitetsuddannelse.
De bedste hilsener
Helle Gudmandsen