Afsked med oplysningen

De seneste års mange reformer på skole- og uddannelsesområder får af diverse politikere påklistret de mest bizarre Orwellsk-klingende navne og betegnelser som fx ”fremdriftspakken”, ”læringsrevolutioner” og sågar ”kulturrevolutioner”. Det er ikke spor tilfældigt, og på mange måder ganske passende.

Det målbare kompetenceoutput pr anvendt krone skal i uddannelsespolitikken helst være maksimalt, idet mange europæiske og asiatiske lande efter sigende har indledt en konkurrence omhandlende ”uddannelseseffektivitet” med os. Alt andet kan så være mere eller mindre ligegyldigt, hvis man skal tro de toneangivende politikere og uddannelsesforskere.

Konsekvensen af det hele er, at vi risikerer at uddanne lydige og holdningsløse eftersnakkere, der af konkurrencestatens dresserede effektivitetsryttere betragtes som omstillingsparate, tingsliggjorte arbejdskroppe. Hvis alt går som planlagt, slipper jeg i det mindste for at blive forstyrret af levende debatter, kværulantiske akademikere og ugudelig magtkritik i det offentlige rum, når jeg i min alderdom skal sysle med min kryds og tværs. En salig tanke-fred kan således langt om længe indfinde sig i Europa efter 300 års intens debat og oplysning. Tænk at man skal opleve det! Hvor heldig kan man være?

Den tyske filosof Humboldt (1767-1835), der grundlagde Humboldt-universitetet i Berlin, betonede på en klangbund af oplysningsfilosofiske tanker vigtigheden af, at de europæiske universiteter diskuterede intenst med sig selv og hinanden. Ideelt set skulle et universitet være et forum for konstant ævl og kævl, en intellektuel kampplads. På akademierne og i andre intellektuelle klubber kunne der så herske fred, enighed og fordragelighed, hvis dette ønskes. Men ikke på universiteterne – der skulle man kæmpe! Formålet med denne organisering af et kontinuerligt, universitært skænderi var at modvirke ensretning og dogmatik. Kun ved at forpligte sig på en konstant intellektuel højspænding kunne tyranni og åndelig dovenskab undgås. Helt afgørende var det også, at universitetet ikke havde et fast produktionsmål eller andre objektive kriterier, der hæmmede det egentlige formål; at være kvalificeret uenige med hinanden. Idealet har selvfølgelig aldrig været opfyldt 100 %, men det har alligevel været teoretisk opretholdt i århundreder. Dels er det ofte sket, at forskere har opnået enighed om et eller andet, dels har universiteterne altid ”produceret” kandidater, der kunne indgå på kvalificeret vis i både enig- og uenighederne. Trods disse ”systemfejl” har idealet om ”det smukke skænderi” gennemsyret universitetets liv, traditioner og gerning: Man takker for opponenters kritik, man skriver vrede kronikker om fejlene i gode kollegers synspunkter, man udfordrer hinanden konstant og hele tiden.

Med de seneste års reformer er der gode forudsætninger for, at dette ellers historisk holdbare skænderi snart kan stoppe. I mange år har det været målet at opstramme ”produktionen” af universiteternes kandidater, således at disse i langt højere grad kan indgå i det almindelige erhvervsliv på almindelige lønmodtagervilkår. Selv universiteternes egne ansatte forskere bliver målt på deres artikelproduktion, de studerendes gennemførselsfrekvens og øvrige aktiviteter; fra ”forskning til faktura” som et mantra har lydt. For en forsker gælder det med andre ord om at være i ”sync” med omverdenens (især ministeriernes og erhvervslivets) krav, således at man ikke skal bruge tid på uproduktive diskussioner eller på anden måde løbe en risiko i forhold til ledelse, studerende og andre kunder. Man bør fremadrettet satse på det sikre, det efterspurgte og det allerede kendte. Hvis man kommer til at mene noget egentligt nyt eller noget forkert, risikerer man jo, at ens artikler ikke bliver antaget af de anerkendte tidsskrifter, og ens ”produktivitet” dermed falder drastisk. Tilmed skal de studerende, der jo helst skal blive færdige uden nogen slinger i valsen, for alt i verden ikke spilde deres tid med uprøvede eller nye, uproduktive tanker. Derfor er det åbenbart i alles interesse, at der på universiteterne fra nu af ikke foretages diskussioner af forhold, der ikke relaterer sig til de besluttede kvantitative produktionsmål. Det er jo spild af tid, når formålet netop er produktion, ikke viden. Fra og med i dag bør vi derfor blot gentage og forfine, hvad vi allerede har besluttet som værende sandt! Således kan vi alle sammen på sigt blive dummere efterhånden som nye vilkår uundgåeligt optræder.

Hvad er alternativet til et sådant fokus på produktivitet? Jo, alternativet er netop den frie tanke, der er alt andet end ”fra forskning til faktura”. Alt andet. I min optik skal vi på vores universiteter have en skøn og rodet blanding af positivister, systemteoretikere, socialkonstruktivister, rationalister og meget andet – så længe de kan skændes og diskutere, og der – når vi mindst venter det – kan komme fine nyskabelser, tanker og spændende fag (som fx sociologi og økonomi) ud af det. En lavpraktisk parallel kan findes i vores alle sammens daglige liv: De gode ideer kommer sjældent, når vi planlægger at få en god ide.

Det er bestemt et nobelt mål fx at hæve uddannelsesniveauet i et samfund. Det er også forståeligt, at man kan vurdere det nødvendigt at måle dette niveau ud fra nogle objektive kriterier, fx antal uddannelsesbeviser pr indbygger. Det er også fint at tænke over, hvordan dette gøres billigst muligt i en tid med knappe resurser. Men hvis man alligevel ikke har noget egentligt mål med øvelsen, ville det alt andet lige være smartere at automatisere hele baduljen en gang for alle. Fx kunne man som borger ved det fyldte 18. år blive tildelt 2-3 kandidatuddannelser og en ph.d.-grad på samme måde som man modtager stemme- og valgret. Det vil stort set være helt gratis, og markant hæve uddannelsesniveauet. Hvis vi var endnu mere ambitiøse, kunne vi udvide denne ret, således at alle borgere med ét blev tildelt doktorgraden – fra spædbarn til olding.

Prøver jeg på at være sjov her? Nej, faktisk ikke. Jeg mener det helt alvorligt. Hvis vi en gang for alle kom over denne tomme overfokusering på antallet af uddannede, kunne vi måske igen tænke nogle tanker om indholdet af uddannelserne og meningen med dem. Hvis alle havde en doktorgrad kunne vi som samfund måske lade kvantitetsdiskussionen ligge, og igen tage vores samvær og åndsliv alvorligt. Vi kunne herved afholde os fra at gøre det til et spørgsmål om tal alene. Hvad var det, Humboldt ville? Jo, han ville sikre, at ”sandheden” blev udfordret, og at oplysningens grundprojekt kunne fortsætte. Det er i den forbindelse ligegyldigt, hvor mange kandidat-, ph.d.-doktorgrader, vi som samfund kan fremvise. Der er kvaliteten af vores samliv og diskussioner, det handler om! Denne er selvsagt kvalitativ og flygtig, og kan ikke opgøres numerisk, hvis den skal betyde noget som helst. Til det formål har vi bl.a. brug for universiteter, der traditionelt har fokuseret på den gave og opgave det er, at fordybe sig i både viden og vidensgrundlag. På samme måde har vi brug for gymnasier, erhvervsskoler, folkeskoler, handelsskoler, højskoler, aftenskoler og alle mulige andre former for mødesteder, hvor vi kan blive klogere, og udvikle os selv og det, vi har sammen.

Når den næste generation er uddannet i vores mere og mere uddannelsesfremmede uddannelsesinstitutioner, kan jeg ikke se, hvorfra og med hvad, de skal hævde nogen form for intellektuel frihed. Universiteterne (og UC`erne) bliver mere og mere til industrielle produktionsvirksomheder, der ensartet skal understøtte bestemte politiske målsætninger (aktuelt forestillingen om en konkurrencestat). Det kan sikkert lyde positivt i et sociologisk perspektiv, men idehistorisk er det en yderst sårbar position. Hvad nu hvis konkurrencestaten er en ufuldstændig eller fejlagtig forestilling? Hvad nu, hvis Jorden ikke er flad, men rund (eller nærmest oval)? Hvad nu hvis vores aktuelle forestillinger har brug for en fri og vedvarende kritik? Ja, så må kritikken komme fra private institutter eller foreninger, hvis disse ikke disciplineres væk inden da.

Viden er i sin reneste form et udtryk for en kærlighed til livet og verden. Viden er en søgen efter indsigt i det værende, i alt hvad vi er for og med hinanden. Viden er således i sin rene form et udtryk for altruistisk engagement og indlevelse i sociale fællesskab. Når viden omtales som noget, der kan produceres, ejes eller besiddes, forsvinder renheden og skønheden, og efterladenskaberne bliver til magt. Som når man tager et smukt og krystallisk snefnug ind i dagligstuen, og konstaterer, at den smukke, men uproduktive, struktur bliver til kedeligt, men - bestemt -  anvendeligt vand. Derfor har man altid forsøgt at være overvejende indirekte (som en slags institutionaliseret, sokratisk metode) i sin ”vidensproduktion” på universiteterne, aldrig konsekvent styrende og målbevidst. Viden skulle opstå i spændingen, idet den levende debat, i den kærlige kamp, og dens anvendelsesmuligheder har altid været et biprodukt. Og sjovt nok blomstrede det europæiske åndsliv netop hver gang, denne tænkning fik nyt liv.

Her i konkurrencestatens tidsalder er vi snublende tæt på at afvikle det skønne som mål i sig selv. Nu vil vi kun have efterladenskaberne, biprodukterne. Derfor bliver der, med mindre fornuften vender tilbage i samfundsdebatten på et tidspunkt, så dejligt stille, når jeg i min alderdom skal hygge mig med min kryds og tværs. Jeg vil da opleve afslutningen på menneskets tilblivelse og tilsynekomst.

Ovenstående er en revideret udgave af et indlæg forfattet til den nu nedlagte hjemmeside skeptik.dk