Vejen til læring

Jeg har netop læst et fint interview med Camilla Brørup Dyssegaard fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning på folkeskolen.dk. Det handlede om en konference, hvor evidensforskere og andet godtfolk skulle diskutere, hvordan læring kan optimeres på grundskoleområdet. Et af temaerne i det, Camilla Brørup Dyssegaard, som er konferencens vært, arbejdede med for tiden var ”Modstand i lærerkulturen mod nye tiltag skal overvindes”. Her følte jeg mig lidt ramt, da jeg selv er uddannet lærer, og faktisk har en del modstand mod ret så mange nye tiltag.

Tonen i interviewet med Camilla Brørup Dyssegaard var, at FORSKNINGEN viser dit og dat, og derfor var hendes præmisser ikke rigtig til diskussion. Det handlede mest af alt om at få lærerne til at forstå det indlysende sande i det FORSKNINGEN siger (altså den forskning, Camilla Brørup Dyssegaard godt kan lide). Godt så! Nu må alle solidarisk rykke sammen og prøve at forstå, hvorfor centraladministrationen, KL og Clearinghouse og OECD har ret i alt, hvad de siger.

Fuld af patriotisme og entusiasme greb jeg fat i et lille hæfte, jeg netop havde fået ind ad døren. ”Feedback viser vejen til læring” hed det. Hæftet var skrevet af Kirsten Hyldahl, og var udgivet af læringsforlaget Dafolo. Det må da være den slags, man skal læse i forsøget på at overvinde sin modstand mod nye tiltag! I det mindste kan man da prøve. Så det gjorde jeg.

Hæftet blev indledt med følgende passus:

”I disse år er læringsmål og feedback blevet sat på dagsordenen i skolen. Det kommer til udtryk i den nye skolereform, hvor børnenes læring er i centrum. Den nye folkeskole stiller andre krav til undervisningen, som forventes at være målstyret og bibringe effektiv feedback på børnenes læreprocesser. Kravet om målstyring kommer blandt andet også til udtryk i de nye forenklede Fælles Mål som blev offentliggjort i august 2014, og som træder i kraft som obligatoriske mål fra august 2015. De nye forenklede Fælles Mål har til hensigt at understøtte lærernes arbejde i tilrettelæggelsen af målstyret undervisning.”

Godt så. Nogen (hæftet fortalte ikke hvem) har altså sat læringsmål og feedback ”på dagsordenen” og hensigten er målstyring. Lærernes arbejde består derefter i at leve op til denne dagsorden og hensigt. Det lød da meget sødt? Jeg læste videre om lærings-guruen John Hattie:

”John Hatties feedbackmodel har et evidensgrundlag med afsæt i mere (end, red) 950 metaanalyser, der viser forskellige faktorers læringseffekt. ”

Ok, jeg var med. Herefter fortsatte hæftet med modeller af Hatties hygge-statistik, og det hele blev forklaret i en formanende og belærende tone. Man bliver altid helt flov på både forfatterens og Dafolos vegne, når man læser den slags. Er det sådan, man skal tale til lærere? Den korte fremstilling var uden spor af hverken kritik eller tænkning, eller for den sags skyld fyldestgørende sætninger, og det var tydeligt, at forfatteren ikke kunne have meget begreb om sagernes stilling.

Værre blev det på side 9, hvor man kunne læse om ”god feedbackkultur”. Her blev det næsten komisk, især da talen faldt på ”essensen”, som var ”en måde at tænke læring på”. Under læsningen lærte jeg også om vigtigheden af et ”mindset for læring”, hvor fantastisk James Nottingham var, glæden ved ”feedbacksprog” og videre i den dur. Her begyndte trætheden at melde sig….

Cirka på side 14 begyndte jeg at græde. Da var jeg nået til gennemgangen af feedbackplakaten ”God feedbackkultur”. Ja, hæftet var et supplement til nogle flotte plakater, Dafolo sælger. Plakaterne kunne man fx hænge op i en skoleklasse. Plakaten om den gode feedbackultur viste nogle glade feedback-børn, og der stod med stor skrift:

”Fejl er velkomne

Udfordringer får os til at tænke

Feedback hjælper os videre

Vi søger, modtager og giver feedback”

Resten af hæftet fortsatte med at forklare om læringsplakater, feedback, mening, feedback, læringskultur, feedback, Hattie, feedback, evidens, feedback, Nottingham og feedback. Side efter side. Til sidst forstod jeg det sådan nogenlunde. På side 46 stod der til slut: "God fornøjelse med feedbackplakaterne!"

Hæftet var henvendt til lærere, og må være et eksempel på formidlingen af netop den forskning, man så gerne ser ført ud i livet i danske klasseværelser. Sådan er det, og sådan er der så meget.

Jeg læste hæftet for at overvinde min modstand. Det føler jeg, at jeg på en måde er kommet i mål med. Egentlig modstand har jeg ikke mere, men jeg har tårer på min kind. Jeg er lidt apatisk og modløs. Jeg skammer mig over at være uddannet lærer, for det gør mig åbenbart dum. I hvert fald ifølge Dafolos Hattie-hæfte, som ellers skulle bringe FORSKNINGEN ud i klasseværelserne. Og vist nok også ifølge OECD og Camilla Brørup Dyssegaard.

Litteratur:

Det fine interview med Camilla Brørup Dyssegaard: http://www.folkeskolen.dk/595934/forskningen-skal-ud-paa-skolerne

Hyldahl, Kirsten (2015): Feedback viser vejen til læring. Frederikshavn: Dafolo