Reformer og ranglister

Indtil for ganske nylig boede vi i et land, hvor vi havde en del at være stolte af: Udover at være rige, var vi trygge, tillidsfulde, solidariske, demokratiske og generelt tilfredse med tilværelsen. I hvert fald hvis man skal stole på alverdens ranglister, hvor Danmark kontinuerligt har været højt placeret - ofte helt i top! For mange af os betyder selve ranglisteplaceringen måske ikke det store, men jeg har af den nyere skolehistorie lært, at ranglister er meget vigtige.

Netop førnævnte egenskaber og fænomener er nært forbundne til pædagogik. Tillid, normer, samværsformer og livssyn er noget, der overføres fra en generation til en anden - på samfundsniveau især via folkeskolen (som indtil for nylig blev frekventeret af næsten alle).

For nogle år siden fik en række politikere - uden nævneværdig indsigt i skoleforhold - den ide, at den danske folkeskole var elendig fordi den ikke performede tilstrækkeligt på PISA-ranglisten, og derfor vedtog de en storstilet skolereform i al hast. I medierne og i den brede befolkning var der desuden en udbredt opfattelse af, at lærerne var både dovne og uduelige, og derfor fandt mange, at det var en god ide med en mere håndfast styring. Så kunne lærerne se hvordan tingene skulle gøres! Projektet blev støttet af en mindre gruppe forskere og administratorer, der heller ikke havde meget sans for vores ellers velfungerende pædagogiske tradition.

Stor er overraskelsen derfor, nu hvor vi på andet år ser hvordan man gør "en god skole bedre”: Mange lærere har forladt folkeskolen, endnu flere ville gerne, elever flyttes til fri- og privatskoler, og senest har medierne bragt historier om den stigende vold og uro i skolen.

Nogle mener, at man skal "tale den nye skole op". Det synes jeg er synd for børnene. I stedet bør man fortælle om den succesrige skoletradition, vi faktisk stadig kan nå at redde. Det er helt klart på den, vi skal bygge skolen op igen, hvis viljen ellers er der. Ganske vist var der også problemer før reformen, men slet ikke i samme kaliber, og endnu vigtigere havde skolen før reformen en solid pædagogisk tradition at søge tilbage til, når bølgerne gik højt. Med skolereformen er alt teknik, formålsparagraffen ligegyldiggjort og barnet en genstand. Derfor er der intet holdbart sted at stå, når teknikken vakler – for der er intet andet.

Hvad vil der ske nu? Det er svært at spå om. Et er dog sikkert: Vi vil høre flere triste historier i den kommende tid! De har gæret længe, og kan ikke længere holdes tilbage, uanset hvor meget man forsøger fra magtens hold. Vil de store partier bag reformen reagere i tide? Eller bliver folkeskolereformen folkeskolens død?

Ikke siden besættelsen har Danmark stået ved en sådan historisk korsvej.

Referencer:

Om den stigende vold i skolen: http://www.dr.dk/nyheder/indland/flyvende-stole-slag-og-bid-skoler-landet-over-faar-paabud-paa-grund-af-vold

Om lærerflugten: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE8376388/laererflugten-fra-folkeskolen-bliver-ved/

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.