Ny Nordisk Skole som ukonstruktiv selvmodsigelse

Jeg var som så mange andre indledningsvis betaget af tanken om at diskutere skole og pædagogik med udgangspunkt i en særlig nordisk tradition efter mange års ørkenvandring i pisa-testens skygge. Jeg var dog forberedt på, at denne tilgang til pædagogikken nødvendigvis måtte medføre en diskussion om, hvad det nordiske mon var. Imidlertid var jeg ikke i tvivl om, at begreber som menneske, fællesskab, frihed, kultur, historie og ånd ville stå centralt i debatten.

Stor var min overraskelse, da de første bulletiner i forbindelse med ”Ny Nordisk Skole” udkom, i hvilke man kunne forstå, at skolen skulle fokusere på metodiske overvejelser af hensyn til national konkurrenceevne (på trods af, at formandskabet for dialoggruppen til almen forvirring både siger det ene og det andet herom). Lige så stor var min undren, da jeg så, hvorledes manifest og dialoggruppe blev tilvejebragt med Dansk Industri og et specifikt segment af fagfolk som vægtige aktører. Endnu større var min overraskelse, da den sideløbende ændring af læreruddannelsen, der blev besluttet i 2012, entydigt pegede i retning af en anglo-amerikansk tradition, og et fokus på ”det, der virker”. Oven i hatten har det politiske klima omkring folkeskolen i øvrigt uantastet fortsat det Fogh`ske mantra om hurtiglæsende 3.klasseselever og effektiv undervisning. Herved opstod den totale forvirring. Hvad vil man egentlig? Hvad er det nye? Hvis der (som det også er blevet ytret) ingen sammenhæng er mellem ”Ny Nordisk Skole” og uddannelsespolitikken i øvrigt, hvad skal det så til for? Det vigtigste spørgsmål, hvis debatten på et tidspunkt skal blive substantiel, må dog være: Hvornår er noget ”nordisk”?

I det geografiske område, der udgør det, vi i dag kalder Norden, opstod de første antræk til en særegen kultur i forlængelse af folkevandringstiden. En forudsætning herfor var bl.a., at det romerske rige, og derefter det tysk-romerske rige, ikke ekspandere ind i det, der skulle blive til den nordiske kulturkreds. Herved opstod en særegen sproglig udvikling, samt en autonom organisation af samfundslivet. Sidstnævnte så man bl.a. i den samfundskonstituerende praksis med landsbyfællesskaber, og et fravær af stærke klientsystemer. Som i alle andre agrare samfund udvikles et overordnet magtsystem, der blev baseret på jordbesiddelse og våbenmagt.

Med kristningen af de nordiske områder blev vi i højere grad inkorporeret i en fælleseuropæisk kulturkreds, men de basale samfundskonstruktioner overlevede relativt intakte – vigtigst af alt landsbyfællesskabet som lokalt forankret socialt og politisk forum. Til de særligt interesserede kan det nævnes, at man i store dele af Rusland havde et sammenligneligt system (mir`en), der var næsten umuligt at slå i stykker for Sovjetregimet.

I middelalderen var det nordiske område (som andre europæiske lande) komplekst og differentieret i socialt, politisk og religiøst henseende. Indbyggerne i det nordiske område var socialt forankrede i et landsbyfællesskab, hvor hovedparten af livsinteresserne blev varetaget. Hovedparten af befolkningen rejste ikke meget, og alle væsentlige relationer og kontakter var lokale. Man var først og fremmest en del af en landsby, i mindre grad alt mulig andet. Politisk var man som indbygger undersåt af en lensherre og en konge. Religiøst var man underlagt paven, og en stor del af middelalderen gik med at afklare magtdelingen mellem konge og kirke. For hovedparten af befolkningen var kongens (samt pavens) navn og handlinger ligegyldige, med mindre skatter eller krige kom forstyrrende ind i hverdagslivet. Konger og adel var ikke i nævneværdig grad forankret i den nordiske geografi, idet den europæiske overklasse i middelalderen blev international. Man kan med god ret sige, at adelen var rigtige europæere. De følte en fælles tilknytning, og havde i vid udstrækning tætte familiære relationer.

Da reformationen fra det tyske område skyllede ind over det nordiske område blev meget forandret. Individet blev centralt i religiøst henseende, og en husfader-ideologi blev det førende princip i politisk henseende. Nu var den personlige tro vigtig, og den verdslige praksis med at være undersåt af en anden styrket og udbygget. Imidlertid overlevede landsbyfællesskabet som grundlæggende social ramme for næsten alle indbyggere (en meget lille del boede i egentlige byer).

Frem til de første skolelove og Grundtvigs italesættelse af det nordiske er der altså ingen nævneværdig, centraliseret ide om andet end religion og underkastelse. Det er muligt at tale om en særegen nordisk kulturkreds, grundet geografiske, historiske og kulturelle forhold, men de er ikke italesat i nævneværdig grad. Eksempelvis var Saxos danmarkskrønike ikke en egentlig beskrivelse af et folk eller et rige, men en legitimering af magten.

Da Grundtvig – med inspiration fra den tyske filosof Herder - italesatte det nordiske, var det derfor et væsentligt nybrud. Blandt andet fik begrebet folk en ny betydning, således at det ikke længere var en betegnelse for undersåtter (som i husfolk), men nu blev brugt om et politisk, kulturelt og socialt fællesskab (hvilket Ove Korsgaard udfolder i sin bog ”Kampen om folket”). Det nordiske fandt man i folkesagn, folkeviser, folkedanse og i en særlig måde at være sammen på (som begrundes i ovennævnte historisk-partikulære relationer). På sin vis blev det sociale fællesskab, som det blev praktiseret i landsbyen, overført til først og fremmest nationen, og dertil til den nordiske kulturkreds som sådan. Grundtvig var meget eksplicit i sit fokus på at søge det nordiske hos bonden i dennes landsbyfællesskab, og skrev i den forbindelse: ”Er lyset for de lærde blot?”. Svaret var nej. Lyset (viden, sandhed, oplysning) findes og kan udvikles i folkeligheden, i kulturen, og i den særlige ånd, der findes i fællesskabet.

På denne baggrund blev en række basale samfundsinstitutioner opbygget i Danmark – eksempelvis folkeskolen, folkekirken, folkehøjskoler m.v. Ligeledes udvikles en politisk ide om et forpligtende fællesskab på tværs af ideologier og andre overbevisninger. Idet man tilhørte et bestemt, grundlæggende, fællesskab, var det en selvfølgelighed, at man trods mange andre uenigheder, modsætninger og konflikter, blev nødt til at finde fælles løsninger (som i et landsbyfællesskab). Et af danmarkshistorien mest markante eksempler herpå er Kanslergadeforliget i 1933, hvor grundstene til det moderne velfærdssamfund blev lagt. Det nordiske område er ikke uden grund verdenskendt for et unikt velfærdssystem (den nordiske model), der netop baserer sig på en speciel ide om et grundlæggende, alment fællesskab på tværs af alt andet.

Som det fremgår af min meget korte gennemgang, er dette fællesskab fremkommet og udviklet i et virvar af påvirkninger og historisk-partikulære omstændigheder. Det er meningsløst at tildele det nordiske en særlig værdi, blot fordi det er nordisk. Der findes andre skønne og fine kulturelle udtryk på denne klode, og det nordiske er blot et blandt mange. Trends, der baseres på det nordiske - det være sig køkkener, skoler m.v. – bør derfor ikke ophøje det nordiske som noget helligt eller noget sandhedspåtvingende. At noget tillægges ordet ”nordisk” betyder rent sprogligt ikke, at det derfor er godt. Det nordiske er noget historisk-partikulært, der dog ikke kan indfanges empirisk eller på anden måde betragtes i fuldstændig form. Det nordiske er en bevægelse på en kulturel, social, politisk og åndelig platform.

Taget i betragtning, at der netop findes mange andre skønne kulturer, er det beskæmmende, at Christine Antorinis skoleprojekt ikke vedkender sig sin gæld til disse. Hvorfor ikke kalde projektet ”Ny anglo-amerikansk skole”? Det ville da være fint. Hvad er det galt i at videreudvikle andre skoletraditioner, og gøre dem til sine egne? Man kan selvfølgelig normativt argumentere for eller imod, men principielt ville det være et legitimt, politisk valg. Som det fremgår, er meget af det, vi i dag kalder ”nordisk” jo hentet udefra, og i tilpasset form indarbejdet i et fællesnordisk begrebsapparat. Derfor er det selvfølgelig også muligt at importere et skolesystem. Imidlertid er det problematisk at importere et helt nyt grundlag (skolen som samfundskonstituerende institution) for det, vi opfatter som det nordiske, og i samme proces anvende betegnelsen ”ny nordisk” for dette fremmedlegeme. I autoritære regimer ville man kalde denne form for sprogbrug manipulation. I Danmark kaldes det ”nysprog”. Essensen er dog den samme: At anvende et generelt positivt ladet ord om et tiltag, man ved, vil møde modstand. Det politiske rationale er, at man vanskeliggør modargumentation, idet eventuelle modstandere ikke sprogligt kan nå at fremføre deres argumenter i det magiske soundbite-format (på ca. 15 sek.), som medierne anvender i nyhedsdækningen. Lykkedes man med en sådan nysprolig kampagne, er al kritik henvist til politisk set ligegyldige og intellektuelle platform som P1, weekendavisen og information. Her flyttes der alligevel ingen stemmer, så det er helt ufarligt. Hvis man eksempelvis politisk vil erodere det offentlige sygehusvæsen, og økonomisk begunstige privathospitaler, bør man kaldet tiltaget ”frit valg”. Hvis man vil udføre - i egen optik - nødvendige, men upopulære, besparelser, bør man kalde det ”effektivisering”, i stedet for at forsøge at begrunde nedskæringen. Hvis man vil afvikle den særegne, men i en markedsøkonomisk optik ganske besværlige, nordiske kultur, bør man kalde det ”Ny Nordisk Skole”. Med stort, forstås. For at understrege at det er en titel for noget andet, ikke et begreb med indhold. Almindelige folk har tilsyneladende ikke godt af at diskutere netop indholdet. Derimod skal vi have begejstring, gå på mod og engagement i fremskridtets navn. Uden sammenligning i øvrigt var det netop den sproglige vej, et af vore store nabolande slog ind på, samtidig med at vi i Danmark i 1933 vedtog kanslergadeforliget. Det nordiske var dengang lig med imødekommende dialog, folkeligt fællesskab og fælles ansvar. I dag er det tilsyneladende noget andet.

I et dogme på hjemmesiden for Ny Nordisk Skole bliver det udtrykt: ”Vi kan selv, og vi skal selv: Handling frem for ord.” Det lyder selvfølgelig flot, men i Norden har vi indtil nu været bevidste om afhængigheden af omgivelserne, menneskets udvikling i relation til et fællesskab, og nødvendigheden af det levende og frie ord, som jeg her takker for.

Ovennævnte er en lettere redigeret udgave af et indlæg, jeg har bidraget med på Ny Nordisk Skoles hjemmeside.

Relevant litteratur:

Rømer, Thomas Aastrup, Tanggaard, Lene og Brinkmann, Svend (red) (2011) ”Uren pædagogik”, Århus: Klim

Korsgaard, Ove (2004): ”Kampen om folket”, København: Gyldendal

http://www.briandegnmaartensson.dk